Parykken, som performeren skal have på, er i bilen. Spotlyset flimrer og rasler ned af stativet. Tårnet af flyttekasserne vælter ud på scenen. Musikken bliver sat for sent på. Tape vandrer fra performerens skosål til hans fingerspidser og vokser sig til lange kludrede meter af klistrende bånd. Talerstolen braser sammen, mikrofonen har sit eget liv og glider hele tiden nedad og en boksehandske støder slagsmålihærdigt til.
Uheldene står i kø og vælter ind over Paolo Nani, som han befinder sig alene på scenen skiftevis i rollen som professor og som netop nyskabte Homo sapiens.
Meta-teater
Konceptet er, at Paolo Nani i rollen som foredragende performer causerer over virkelighedens og teatrets forhold til små katastrofer. Det bringer ham til at tale om konflikter, balance, problemer, overraskelser, magi, det usynlige, kreativitet, spontanitet, frygt, død, det uventede, symboler, stil, magi og poesi.
Hans funderinger er udmærket lytning. Især fordi han hele tiden holder udsagnene ud i en humoristisk og 'selvkommenterende' meta-teater-udstrakt arm. Men i sig selv er ordene dog næsten lig med nul. Kalorierne er i den fysisk ekvilibristiske indpakning eller det klovne-akrobatiske udtryk.
Det er den elegante og dygtige måde, hvorpå Paolo Nani, stilsikkert klædt som en moderne klovn i stramme læderbukser og stor sølvglinsende Pjerrot-krave, gennemspiller det behov for at få sprængt det glatte, strømlinede og forudsigelige, som er både stærkt underholdende og substantielt meningsbærende.
Finger-finesser
Foran et enkelt primært blåtbelyst bagtæppe og mellem stabler og mure af flyttekasser er det fx vildt sjovt og fascinerende at opleve, hvordan det menneske, som professoren imaginært modellerer frem, opdager sin egen krop.
Genistregen og kunstgrebet er – a propros balance og style – at udvælge og fremhæve noget specifikt og lade andet være ikke-udtrykt. At opleve det nyskabte menneske vågne op og opleve sine egne fingre – en for en, fx, og at følge hvordan han bliver introduceret i og tackler lektionen i det at skulle indtage føde og drikkelse.
Numret, hvor vagtcentralens lægevagt tackler hans 'op-i-næsen-forsvundne' vatpind, er også et skønt eksempel på en lille katastrofe. Ligesom ballon-finalen er fin. Her bliver vi betroet, at det, vi får som gave ved at sige ja til livets små katastrofer og vores arbejde med at balancere dem, er, at vi får evnen til at danse.
Skrøbelig og ny
Sammenlignet med Paolo Nanis 'Brevet', som snart har spillet en menneskealder, er 'Små katastrofer' langt mere både teknisk fintfølende og krævende og filosofisk kompleks med sit udsagn om, at konflikter er vitale for både virkelighedslivet og teatret.
Som publikum kan vi mærke, at forestillingen er forholdsvis ny. Undervejs i et ellers stramt og spændstigt forløb træder udtrykket vande og dør til dels.
Det verbale er heller ikke Nanis spidskompetencer – men i sammenhæng med det fysiske og på grund af tekstens selvkommentering fylder det mindre i oplevelsen.
En oplevelse, som da jeg så forestillingen i Musikhuset Aarhus, fik nok en dimension, fordi forestillingen var forsinket på grund af tekniske problemer – og akkurat her skærpede det i endnu højere grad end ellers ens opmærksomhed på det faktum ,at teater er en skrøbelig, levende og risikofyldt affære.
