Den ene – Petrusca – er nysgerrig, rastløs, bramfri, og snaksom. Hun ankommer først, men det er åbenbart at hun ikke kender stedet. Som en snusende hund undersøger hun omgivelserne. Hjemløs, ganske sikkert, alene i verden, en vildblomst med laset frakke, men trodsige farver. Så kommer den anden – Katharina – med sin kærre fyldt med alt hvad der skal til for at leve et fornuftigt liv: Et skuffedarium, bord og stol, en ramme….og hun har en festlig kjole på som rigtignok har set bedre dage. Hun virker også rimeligt hjemløs, – til gengæld synes hun at have et eller andet mål, et sted hun vil hen, og med på færden har hun en vigtig rekvisit: et kompas!
Nu er de så begge endt op her, og forskrækkelsen er gensidig, når de opdager hinanden. Ligesom fascinationen er gensidig over, at der findes andre som en selv – lidt som en selv – på denne øde jord. Det er den klassiske klovnesituation: To fortabte sjæle med hver sin indgang til at begribe tilværelsen og livet og hinanden. De er forskellige, og de taler hvert sit sprog.
Udgangspunktet er klart, historien er lagt: Vil de, imod alle odds, kunne sammen? Vil de komme frem til, at to er bedre end én?
Mit og dit
Det begynder ikke så godt. Petrusca (Judith Rothenburg) har nemlig tyvagtige tilbøjeligheder, og billed- eller spejl-rammen dér på kærren er helt uimodståelig. Katharina (Nina Christrup), på sin side, er tilsvarende opsat på at holde sammen på sit lille kærre-hjem, her skal intet røres, end sige fjernes!
Bedre bliver det ikke, når Petrusca lokker den anden op i det klassiske trappe-stige-klovne-nummer – for hvem kan stole på hvem? En disput opstår også over, hvem der skal trække kærren, og hvem der skal trækkes, men efter en del lurendrejerier, hvormed de begge kommer til at prøve både det ene og det andet, lader de kærren stå og slår lejr.
Problemerne fortsætter imidlertid om natten: Petrusca kan ikke styre sin kleptomani, og Katharina er søvngænger. Det kommer der mange akavede situationer ud af, og dårlige vibrationer er ved at tage overhånd – ikke mindst når det kommer for en dag, at kompasset på mystisk vis er havnet i Petruscas frakkelomme.
Men det ender godt alligevel – når alt kommer til alt er de jo bare to sider af samme spejl! – og sammen tager de af sted på den videre færd mod…ja, hvem ved?
Angsten for stilheden
De to aktører behersker for så vidt stemme og krop og timing, endskønt Petruscas volapyk kan blive vel kaglende i længden. Men det er, som om spillet bliver der oppe på scenen – publikum bliver holdt udenfor og reduceres til passive tilskuere. Vist er der fantasi i forestillingen, men denne anmelders fantasi og meddigtende trang forblev ubrugt. Klovnerier kan jo være sjove, men klovnens undring, usikkerhed, funderinger, må på en eller anden måde deles med publikum, hvis det også skal blive sjovt for os nede i salen.
Så man sidder der og føler sig lidt forladt, lidt forvildet. Hvad laver jeg her, hvad vil de med os? I det hele taget mærker jeg en angst for stilheden, som ikke kun betyder, at der skal være lyd/stemme på hele tiden. Jeg savner – hvad skal jeg kalde det? – mærkværdiggørelse. Magi. Fortryllelse. Her er for eksempel en spændende dør i scenografien, hvad skjuler den? Men døren dør, mysteriet og magien forsvinder. I stedet kommer noget arbejdstøj frem, som hverken får en forklaring eller nogen funktion i spillet.
Og jeg savner at de enkelte fragmenterede klovnerier får en reel betydning for figurernes udvikling og historiens fremdrift. Klovnerier bliver så nemt klovnerier for sin egen skyld – som for eksempel trappestige-nummeret. Og minsandten om jeg ikke savner humor i alt klovneriet.
