Ækelt. Sådan er det faktisk at opleve Teatret Zeppelins nye forestilling, ’Klimatopia’. De 7-10-årige børn sidder og holder sig for ørerne og klynger sig til deres voksne – og de voksne sidder helt stille. Det er en dommedagsvision, dette her. Og det er ikke til at få øje på noget som helst formildende i stykkets fremtidslaboratorium, hvor nogle få overlevende efter klimakatastrofen bruger al deres energi på at manipulere med hinanden og lyve og begå overgreb…
Klimateater lyder ellers som en god idé. Teaterdirektør Mie Brandt har gjort utallige bestræbelser på at komme troværdigt rundt om emnet. Hun har allieret sig både med en ekstern dramatiker, en testgruppe børn, en børneworkshopkyndig og alt muligt andet.
Alle sejl er sat til i denne katastrofeforestilling om en oversvømmet tsunami-verden i år 2076, hvor de få overlevende mennesker bor på øbygder. Og hvor en skoleklasse altså besøger et laboratorium, hvor man indsamler rester af tegn på planteliv. Men en pige bliver glemt og kommer ikke med helikopteren hjem, så hun må forsøge at klare sig på laboratoriet…
Lommelygtelys
Afsættet lyder måske tilforladeligt nok. Men i Maj Rørbæk Damgaards apokalypse-manuskript er der ingen voksne, man kan stole på. Alle tre personer i laboratoriet både lyver og er voldelige – og desuden forvandler de sig til tre andre natskikkelser, der er akkurat lige så bedrageriske.
Scenografien af Johan Kjølkjær er tilsvarende uhyggelig, bygget op over en vragsdelssamling af døre og vinduer og mærkelige skilte efter tsunamien. Turpin Napoleon Djurhuus’ lysdesign har lommelygtekamera som favorithyggelys. Og musikken af Benjamin Koppel er vildt spændingsdrevet og flot medrivende, nærmest som til en krimi. Men ungerne er altså ved at dø af skræk.
Hvad Zeppelin gerne vil opnå med denne forestilling, er kun til at gisne om. Ønsker kunstnerne bare at give ungerne en uforsødet historie, eller ønsker de faktisk at skræmme dem med deres undergangsvision?
Uanset hvad, så er de endt med at præsentere en forestilling, hvor ingen af plottets onde karakterer nogensinde nuanceres. Hvor alle overgreb mod andre mennesker præsenteres – tvangsbehandling, tvangsterapi, tortur og drab – hvor ingen ansvarlige nogensinde angrer. Ordet ’terror’ bruges ikke. Til gengæld introduceres ’modstandsmissionen’. Hurra, hvor hyggeligt for de 7-årige.
Usynlighedsleg
Nuvel, stykket har en heltinde, nemlig pigen Anemone, der ufrivilligt besøger dette laboratorium. Men hun fremstår mest som en naiv og ukuelig overlever, der kun tilfældigt undgår at blive offer. Hun fremstår ikke som en handler, der har nogen som helst kraft til at kæmpe aktivt mod overmagten. Hun er magtesløs, lige som børnene.
Dramatikeren Maj Rørbæk Damgaard har tidligere skrevet den hylende morsomme satire over nepotisme-byen Horsens, nemlig 2007-stykket ’Café Zennep’ for Får 302. Hun skrev også kønsspiddende tekster til Camp X’s åbningsforestilling ’Queer’ i 2007 – og hun skrev hyperrealistisk skilsmisseteater til Teater Grob med ’Som hos dig står’ i 2008. Men hendes distancerende voksensatire fungerer ikke tilsvarende i børneteatrets replikker, hvor alle udsagn bliver meget mere jordnære og bindende. Ærgerligt.
Desuden har instruktøren Mikkel Flyvholm valgt at støtte skrækvirkemidlerne i teksten, så det bliver så væmmeligt som muligt set fra tilskuerpladserne. Ingen scener kan opleves uden mavekneb. Flyvholms foretrukne spillestil er en kynisk hardcore-realisme, som han dog knækker med en usynlighedsleg, hvor performerne aldrig opdager de andre performere på scenen, før der er gået laaaang tid, hvor tilskuerne har vidst det.
Denne usynlighedsleg virker som en længst uddød teaterkonvention, der kun fungerer i vuggestueteatret og det traditionelle cirkus. Se, klovn! Isbjørnen er dér! Hvis hensigten var, at tricket skulle skabe latter, så sker det altså ikke… Og hvis denne kis-pus med bødlerne skulle tage uhyggen ud af scenerne, så er det heller ikke lykkedes. Dobbeltærgerligt.
Mareridtsrædsel
»Jeg kan ikke længere finde ud af, hvem der er de gode og de onde,« siger pigen. Det kan tilskuerne heller ikke.
Egentlig er det mærkeligt, at skuespillerne spiller så godt, når forestillingen som helhed er så rædselsfuld. Julie Riis er energisk og uforfærdet som pigen, og René Benjamin Hansen skaber en skrækindjagende patient-figur ud af en laboratoriefange med spændetrøjeagtigt kostume. (At de andre hele tiden kalder ham ’drengen’ virker absurd, eftersom han er dobbelt så stor som ’pigen’. Men det er åbenbart forestillingens ’metarealisme’.)
Desuden er Torben Vadstrup nørdet og emsig som en forsker med styr på computeren, og han er underlagt Mie Brandt demagogiske laboratoriechef, som skaber en skarp ’101 dalmatiner’-skurkinde med selvdød hund i snor. Ungerne mærker hendes falskhed allerede, da hun byder velkommen med stramme læber og falske blikke. Gennemført usympatisk.
Kunstneransvar
Nej, jeg er hverken ynder af belærende teater eller af rosenrødt teater. Jeg mener heller ikke, at en forestilling skal underlægges politisk korrekthed eller religiøst tjek. Men ’Klimatopia’ provokerer mig, fordi den støder mod min grundopfattelse om, at man ikke bevidst må pirke til børns frygt, heller ikke i kunstens hellige navn. Og forestillingen får mig til at gyse, fordi den ikke markerer nogen særlig refleksion over, at emneuger og diskussioner om miljø i skoleregi er én ting – og at en teaterforestilling er noget ganske andet.
Kunst påvirker tilskueren uden overjegsfilter; det er det skønne og det fantastiske. Men det er også dér, hvor de voksne bliver nødt til at påtage sig ansvar for børnene, når de målretter kunst specielt til dem.
Min bekymring bliver ikke mindre af, at forestillingen åbenbart er rettet netop mod de 7-10-årige, som i høj grad er optaget af verden og døden og skæbnen – og flodbølgerne. De 7-10-årige er i en gråzone, hvor virkelighed og fiktion stadig kan blande sig, om ikke andet så i deres livlige mareridt. Så jeg forstår slet ikke trangen til at fortælle denne klimathriller netop til dem.
Sælg dog billetterne til de 14-årige og lad dem få gyset, hvis det absolut skal være. Men lad de små sove roligt!
