Når dansk scenekunst for børn og unge rejser ud i verden er det med et syn på børn som individer, og med intentionen om at skabe forestillinger i øjenhøjde med børns udvikling – for at skabe nærvær og rum til refleksion og dialog.
Spøjse møder kan derfor opstå, når en dansk børneteatertrup rejser til Kina, hvor et nationalteater nemt kan rumme et publikum på 4.000 mennesker, og scenerummet er indrettet med den mest hypermoderne teknik og computersimulering.
Teatercentrum er formidler af dansk scenekunst for børn og unge og står bag turneerne i Kina i samarbejde med Det Danske Kulturinstitut i Kina og LMS (Levende Musik i Skolen). I efteråret var Teatercentrums leder Henrik Køhler og konsulent Peter Manscher med på turneen i Kina, hvor de fulgte de danske kunstneres forestillinger og udbyggede netværket.
Det har været vigtigt for de danske arrangører ikke at komme til Kina blot med en engangspræsentation af dansk børneteater uden at sætte rødder. De fleste af kunstnere, som er med, har været interesserede i yderligere kunstneriske samarbejder og i at gå i dialog med kinesiske teaterfolk og publikum.
'Vi kommer jo først og fremmest med et tankesæt'
Teatercentrum oplever en stor interesse i Kina for dansk børneteater, men det vigtigste for dem er ikke at få solgt forestillinger til et kinesisk marked, men at videregive selve den tankegang, der ligger som et kim i dansk børne- og ungdomsteater – at være i øjenhøjde.
Kinesiske teaterfolk oplever med egne øjne, at de danske kunstnere kommer med noget helt særligt, fordi de ser, hvordan børnene bliver anderledes opslugt af forestillingerne. Til modsætning ligger klassisk kinesisk børneteater ofte ovre i humoristisk underholdning og er gearet til familier, der har mulighed for at tage deres barn med i teatret.
»I Kina er teatrene kæmpestore, og de nyeste af dem kan teknisk set alt, men savner måske fokus på indhold,« siger Henrik Køhler.
»Vi kommer jo først og fremmest over med et tankesæt. Det tankesæt er først interessant, hvis man ser, at det fungerer. Når vi kommer med den tanke, at teater er i øjenhøjde, så betyder det, at det er vigtigt, at alle børn kan se uanset, hvor de sidder. Vi havde fx en oplevelse, hvor Grønnegade Teatret skulle spille dukkeforestillingen ’Romeo and Juliet’ for et publikum på 350. For alt for små børn, som kedede sig, fordi de hverken kunne se eller følge med. Det blev dog en aha-oplevelse hos den kinesiske arrangør, som selv kunne se, at det ikke fungerede, og mærkede, at det ikke gav mening. Derimod fungerede det optimalt, da forestillingerne blev vist på det lille Penghao Teater.«
Tandlægens børneteater
Det lille, uafhængige teater Penghao Theatre i Beijing med plads til et lille publikum er et privat teater, ejet af tandlægen Wang Xiang. Teatret har et smalt program og arbejder med en vision om at vise nye muligheder for kinesisk teater.
Et sådant teater med et ikke-kommercielt program er et særsyn i Kina, der er præget af store kulturcentre med scener for et stort antal publikum og et program dertil.
For kineserne er den frihed og kreative proces, som de oplever i dansk børne- og ungdomsteater, forskellig fra den kinesiske tilgang, der er mere traditionsbunden, docerende og styret af instruktøren.
»Det er ikke et spørgsmål om, at vi kommer og trækker vores ’mindset’ ned over dem. Men dansk børneteater er noget særligt. For det første var vi nogle af de første, som arbejder med scenekunst på denne måde, og for det andet er hele vores samfund gennemsyret af den tanke, at vi respekterer børn som individer,« fortæller Henrik Køhler.
»De fleste af dem, vi har mødt, siger: 'Vi mangler dette her i vores skolesystem'. For de kinesiske børn er det typiske billede, at de kommer sent i seng efter en lang dag i skole og med lektielæsning. De har godt nok kreative skoler om eftermiddagen, men de går mere på træning i færdigheder i stedet for at bruge kunsten som en kompetence.«
»Vi har ikke følelsen af, at de er censurerede, men at det er en ny tanke for dem,« siger Peter Manscher og tilføjer:
»De har blot glemt denne proces.«
Forskellig tænkning
Hvert år begejstres kinesiske scenekunstnere og producenter ved den danske Aprilfestival, som de egentlig gerne ville kopiere til en kinesisk udgave. Men det er tilsyneladende ikke lige til at tage ideerne med hjem til den kinesiske teaterscene.
»Der er ikke ret mange i Kina, som arbejder med teater for børn på den måde, som vi gør. Derfor er det interessant for dem at møde os,« siger Peter Manscher.
»Vi oplever tit, at nogen siger: Kan I hjælpe os med at gøre det samme som jer? Kan I hjælpe os med at lave en forestilling?«
»Tænkningen er så forskellig. Ikke kun omkring børn og unge, men også hvordan man skaber kunst,« fortæller Henrik Køhler og fortsætter:
»Under vores besøg i Kina havde vi fx en dialog med et teater, der gerne ville lave en forestilling om terracotta-soldaterne. Men når man så taler sig ind til forståelsen af, hvorfor de gerne vil lave forestillingen, og hvordan man ser historien, så er vi meget forskellige. De ser vigtigheden i at videregive historien om terracotta-soldaterne i et stort format. Til rigtig mange og i en underholdende form. Vi ser noget helt andet. Vi vil helt ned i mikrokosmos og eksempelvis fortælle en historie om en dreng, hvis far var med til at finde terracotta-krigerne.«
Aprilfestivalen til Kina?
Inspirationen i Kina finder Teatercentrum derimod inden for teater for det voksne publikum.
»Det er mere på et andet plan, at vi kan finde inspiration. Fx har de i Shanghai et koncept, der hedder Rising Artists’ Work (www.rawland.cn), hvor unge scenekunstnere inviteres til at afprøve en hel masse forskellige ting. Det er mere noget inden for metode eller dramaturgi, vi inspireres af,« fortæller Peter Manscher.
Teatercentrum har sammen med det kommende danske kulturcenter planer om at lave en børneteaterfestival i Beijing, for drømmen er at arbejde lokalt med de kinesiske kunstnere, fx ved at kinesiske kunstnere samarbejder med danske kunstnere for på denne måde at mærke arbejdsmetoden og tankesættet bag.
»Vores indsats kan jo synes ganske lille i et stor land som Kina, og derfor må vi vælge projekter efter, hvor vi kan se, at det flytter noget og giver en effekt,« siger Henrik Køhler.
Kunstneriske samarbejder
Selve den kunstneriske samarbejdsproces og mødet med et andet publikum har også en værdi i forhold til at videreudvikle dansk scenekunst. Det unge ensemble Black Box Dance Company viste sin forestilling '100 Likes' på fire forskellige scener, og Marie Brolin Tani, kunstnerisk leder af Black Box, ser gerne yderligere samarbejde med kinesiske dansere og koreografer.
Tidligere på året var hun inviteret til at give en workshop på Beijing Dance Festivals ’Dance Camp’ for unge dansere, hvor hun oplevede engagerede og inspirerede kinesiske dansere, som var meget nysgerrige efter at finde ud af, hvad Skandinavien havde at byde på inden for moderne dans.
»Jeg blev meget imponeret over standarden hos de unge dansere i Dance Camp’en. Da jeg arbejder med unge dansere i mit eget kompagni, er jeg interesseret i at om muligt at få unge kinesiske dansere i praktik.«
Nærvær og dialog er også centrale i tankesættet bag Black Boxs forestilling '100 Likes', som blev vist for de lidt større børn og unge. Forestillingen fokuserer på et aktuelt emne – unges sårbarhed og afhængigheden af at blive ’set’ på de sociale medier. Under forestillingen sidder publikum helt tæt på danserne således, at oplevelsen sættes i kontrast med ’livet’ på de sociale medier. Efter forestillingen inviterer danserne til en dialog med publikum om ’100 Likes’ og dens budskab.
Marie Brolin-Tani fortæller om forestillingen:
»Vores stil er nutidig, og vores koreograf Mari Carrasco har en baggrund i street-/hip hop-genren og har udviklet sin egen stil ud fra det. Men jeg tror, at mange dansere i Kina vil kunne genkende sig i denne. Vi håber på at komme med en universel forestilling, som vor tids brugere af sociale medier kan relatere til uanset om de er syv eller 100 år.«
»Jeg tror, at mange bruger de sociale medier på en lignende måde som os, selv om Facebook i Kina er i en anden udgave. Der er den samme risiko for at blive afhængig, men jeg er ikke sikker på, at man debatterer og tackler problemerne med de sociale medier på samme måde.«
Kopi eller fantasi
For de mindre børn viste Uppercut Dance danseforestillingen ’En kort, en lang’.
De to dansere, Anne Nyboe og Anja Holmstrup Kock, oplevede en stor indlevelse hos de kinesiske børn under forestillingerne.
»Det er klart vores generelle oplevelse, at kinesiske børn er meget direkte i deres begejstring og utrolig gode til at acceptere abstrakthed og kaos på scenen og bare opleve uden at stille spørgsmålstegn. Hvilket står i kontrast til en meget struktureret hverdag,« fortæller danserne.
Hvordan fungerer jeres forestilling i forhold til traditionel børnekultur i Kina?
»Vi havde besøg af mange teaterinteresserede mennesker til forestillingerne samt en del lærere. Det var interessant at høre dem fortælle, hvordan de oplevede, at dansk børneteater bryder rammerne og normerne for opfattelsen af børneteater i Kina.«
»De fortalte, hvordan kinesisk børnekultur er præget af traditioner og historiefortælling. Abstrakt teater eller dans uden ord er ikke noget, de normalt ser. Her skal børnene bruge deres egen fantasi og finde historien i det, de ser – der findes ikke noget rigtig eller forkert! På denne måde skubber dansk børneteater nok til holdningerne om, hvad børn kan præsenteres for, og hvad historiefortælling også kan være.«
»Efter vores forestilling inviterer vi altid børnene op på scenen for at lave en sang- og danseleg med os. Vi fandt hurtigt ud af, at de kinesiske børn ikke er vant til at stå i rundkreds, men helt af sig selv stiller sig op i lige rækker, parate til at følge os. Så kopierer de alt, hvad vi gør ned til mindste detalje! Børnene er frie og glade i den stramme struktur, men er nok ikke så vant til at teateret inviterer til, at de selv finder på og bruger sin kreativitet og egne input.«
Hvordan kan I bruge oplevelsen i Kina i jeres videre arbejde?
»Vi står tilbage med en stor glæde over mødet med så mange børn, der har grint, danset og delt teateroplevelsen med os. Det har været rørende og inspirerende at møde så meget entusiasme, især fra børnene men også fra lærere, pædagoger, teaterfolk og selv to kogekoner, der fik øje på vores forestilling gennem et vindue og sendte os kindkys, bifald og kartofler! Det giver et nyt pust til vores arbejde herhjemme og bekræfter og fornyer troen på teatret som et universelt sprog, der kan skabe møder mellem kulturer og mennesker.«
Opmuntring og støtte
For Kulturinstituttet i Beijing har arbejdet med at tilrettelægge børneteaterkaravanens forestillinger givet et godt indblik i, hvordan miljøet tager sig ud udenfor Beijing og Shanghai.
»Samarbejdspartnerne i Xi'an, Guangzhou og Chongqing var private aktører, der selv stampede scener og investeringer op af jorden, fordi de brændte for at præsentere det børnesyn, Danmark er kendt for. Det er den type partnere, der virkelig fortjener at blive opmuntret og støttet, så jeg håber, vi får mulighed for at komme tilbage til dem, næste gang vi bringer børne- og ungdomsforestillinger til Kina,« siger institutleder Eric Messerschmidt og fortsætter.
»Det er noget helt særligt at være med til at give børn og forældre en oplevelse, de ikke drømmer om at få, og selv om det er oplagt nemmere at arbejde med partnere i Beijing, er glæden større, når det lykkes at komme igennem i byer, der ikke har tilnærmelsesvist samme udbud af internationale forestillinger at gøre godt med. Man har tit på fornemmelsen, at publikum står over for en once-in-a-lifetime oplevelse.«
Artiklen er skrevet af Malene K. Holm der er kommunikationskonsulent i Det Danske Kulturinstitut (www.dankultur.dk), fra hvis hjemmeside artiklen er taget og her bringes – i ganske let redigeret udgave – efter aftale med skribenten
