'Et mærkeligt skib' er vitterlig en meget mærkelig forestilling. En knugende ensom og fuldstændig forfærdelig forestilling. Og samtidig en helt underdreven og nærmest uanseelig forestilling om en dreng, som ikke føler sig elsket.
Teater Vestvoldens fortolkning af Anita Krumbachs debutroman fra 2009 er lykkedes på alle måder. Den er morsom, den er grotesk, den er overdreven, og den er ubekymret. Og så ser den hele tiden verden fra drengens side. Aldrig kommer den til at forklare eller konkludere med voksentanker. Aldrig bliver den alvidende og afslører konsekvenser af drengens handlinger. Aldrig taler den logik. Forestillingen er drengens fra start til slut.
Tom indeni
Og scenen er Andreas Berg Nielsens. Han har en fabelagtig renfærdighed og ægthed i rollen som den forsømte dreng Elo. Og han har en evne til at veksle mellem et oprigtigt udtryk og et påtaget wannabe-udtryk, som er aldeles charmerende og uimodståeligt, i hvert fald for tilskuerne. Han er simpelthen kikset, så tilskuerne elsker ham for det – og så hans omgivelser i teaterfiktionen ikke kan holde ham ud.
Samtidig er han så køn og tjekket og helt almindelig i sine sneakers, at det er tydeligt, at han netop IKKE er drengetypen, der bliver mobbet på grund af sit udseende. Han er et menneske, der ryger uden for fællesskabet, fordi han ikke har fået kærlighed nok hjemmefra – og fordi han ikke ved, hvordan han skal opføre sig, så folk kommer til at kunne lide ham. Og uanset hvordan han prøver at tanke sig selv op med lånt kærlighed andre steder, så kan den ikke fylde hans tomhedsfølelse indeni.
Andreas Berg Nielsen blev færdiguddannet som skuespiller på Odense Teater i 2010. Publikum har senest kunnet opleve ham som det overbærende barnebarn til Sonja Oppenhagens demente mormor i Teater Nordkrafts 'I al stilhed', men også som den kyniske oldingedreng i 'Den Gyldne Drage' på Husets Teater.
I sine tidligere roller har Andreas Berg Nielsen også spillet på sin drengethed og sin rene undren. Men i 'Et mærkeligt skib' er det ikke mindst hans overleverdrift, der bliver hans tragedie. For han er så dårligt egnet til at leve uden kærlighed, at han i sin sult efter kærligheden netop ikke kan finde ud af at få andre til at holde af sig. Han prøver at nasse sig til kærlighed. Han bliver for meget. Han bliver for insisterende. Han klistrer. Han bliver falsk. Han bliver udspekuleret. Han bliver ond.
Drengen med det reneste blik bliver pludselig til en spion i de andres liv – og bliver afvist.
Ingen øjenkontakt
Anders Lundorph har iscenesat forestillingen i tæt samarbejde med filminstruktøren Milad Alami. Det har skabt et yderst morsomt scenebillede, hvor drengen står på skateboard ned ad en villavej på filmlærredet…
Og selve lærredet viser sig konkret at bestå af en masse stofstrimler, så drengen kan hoppe ind og ud af revnerne mellem virkeligheden og drømmen.
Her spiller forestillingssymbolikken virkelig på alle overlegenhedstangenter, så den skibbrudne dreng knækker lige så konkret som masten på det fine træskib, han selv har høvlet…
Den minimale tekst er fint og spartansk trukket ud af Anita Krumbachs lyriske romanforlæg af dramatikeren Jane Rasch. Plottet er beholdt, men replikkerne er nøje udvalgt på teatrets præmisser – det er flot håndværk.
Og samtidig har komponisten Mathias Nielsen skabt filmmusik, som både tricker tilskuerens spænding og tilskuerens frygt, så forestillingen vitterlig bliver et helhedsudtryk.
Men på filmbilledet ser man aldrig menneskene omkring drengen. Jovist, man ser da den nye klassekammerats fantastiske mor, som drengen bliver aldeles teenageforelsket i, men kun fra ryggen. Og man ser faderen derhjemme i sofaen foran tv’et, men kun sovende eller afvisende. Øjenkontakt findes ikke i denne drengs verden – det er jo derfor, han bliver syg af kærlighedsmangel.
Til gengæld hører man fine, båndede stemmer, der både afviser og opmuntrer ham, men også klart opgiver at elske ham. Lotte Bergstrøm, Camilla Bendix og Claus Bues stemmer kommer med hver deres kølige nødhjælp til en dreng, de egentlig ikke ønsker at nå ind til. Og så gør lyden dobbelt ondt.
Til overs
'Et mærkeligt skib' er virkelig en hudløs forestilling om at føle sig til overs. En forestilling om en dreng på kanten til at være teenager, men også om en dreng på kanten til at forsvinde for sig selv og for verden. Det er en forfærdelig stærk forestilling – og en forfærdelig sørgelig forestilling – og samtidig har forestillingen en bankende puls på en million.
Så jo. Det er en mærkelig forestilling, som her løfter Stephan Pollners repertoire på Teater Vestvolden ganske voldsomt i al sin stilhed – og som sætter barneensomheden til debat. Det er også en forestilling, der holder, hvad den lover. For den vigtigste rekvisit er selvfølgelig et mærkeligt skib. Det er lavet af træ, så det kan ikke undgå at flyde. Men det kan egentlig ikke sejle. Og det kommer aldrig i nærheden af det enorme, blå drømmehav på filmlærredet, hvor bølgerne bruser – og hvor man føler sig fuldkommen omringet af en kraft, der er større end én selv.
Drengen er lige som skibet: Han kan godt trække vejret, men han kan hverken styre eller overleve uden kærlighed.
