Ida har en Storesøster som kan alt, som ved alt, som er super tjekket, får de bedste karakterer, og er alles yndling. Ikke underligt at Ida har visse problemer – for nu at sige det mildt.
Så hun har sat sig for at rejse land og rige rundt for at dele sine problemer med andre, i form af et foredrag med lysbilleder: 'Underkuet. Undermåler. Misforstået'. Intet mindre!
Det overordnede tema er altså søskende-jalousi. Det vil jeg gerne holde Gestik Gestak fast på, fordi det undervejs forsvinder i så meget andet.
De to sprog
Til liflig musik kommer de to aktører bærende ind med diverse rekvisitter. En sort talerstol sættes på plads, en flot gyngehest ligeså, et bord med en projektør bliver nødvendig, og en stor rød kuffert kan sikkert indeholde mangt og meget spændende.
Ellers er der intet ud over det store hvide bagtæppe. Hvor første projektion kommer til syne – om hvor mislykket Idas liv har været som lillesøster til det smukke geni. Lidt højtragende, en smule kvasividenskabeligt og mere end en smule selvmedlidende, tænker jeg, men så brydes mønsteret.
Bo, i sine korte bukser, som har siddet pænt på sin gyngehest og været vidne til Idas nervøse og hektiske foredragsstart, blander sig i 'forestillingen'. Jeg er usikker på, om han gør det i protest eller som en drillepind, der keder sig og bare vil skabe ravage.
Bo taler nemlig et sprog, som er ukendt for flere end mig: Tegnsprog. Han er døv og har åbenbart vært det fra fødslen – i alle fald er tegnsproget det sprog, han kan.
Ida behersker det også, så hun kan gå ind i en samtale med ham, og dermed også 'oversætte' for os i den udstrækning, vi behøver oversættelse, for situationerne er stort set klare og gennemskuelige, og gestikken taler sit tydelige sprog.
Problemet er bare det, at både det første og de fleste af de efterkommende samtaler – eller diskussioner – er så ophidsede, så rasende, så ivrige, så hæsblæsende, at dialogen bliver kaotisk og uforståelig.
Hans gestik – sprog – bliver en evig fægtning med hænderne for at få hendes opmærksomhed, en evig (og ikke altid retfærdig) fortørnethed over ikke at blive forstået. Det fører til et tegnsprog i et sådant tempo og en sådan temperatur, at jeg ikke kan se nogen nuancer overhovedet.
Tilsvarende med hende. For at matche hans iver og pågåenhed tvinges hun til at råbe sine replikker, – i opgivelse, i vrede, i bøn. Og nuancerne går i hi.
Det er, sandt at sige, temmelig anstrengende at følge med i.
Den uartige dreng
Selvfølgelig er tonen og spillet ikke hele tiden overgearet og højlydt. Indimellem leger de. Ridder og prinsesse og drage, Jasmin på det flyvende tæppe, de svømmer under vand, og ser ting i kikkert med hende siddende på hans brede skuldre. Til og med et ægte indianerbål får de 'tændt'.
Men det, der går igen, er at han forstyrrer hendes foredrag, både ved drillerier og de rene sabotager. Det irriterer hende, det ødelægger det for hende, og det fører til tematiske afstikkere og overspringshandlinger. Dermed synker den gennemgående omstændighed – foredraget – i glemslens flod.
Det kan irritere publikum også, men først og fremmest sidder jeg og tænker: Hvorfor har hun taget ham Bo med på sin mission om søsterjalousi? Han er jo bare til besvær?
Når det så til sidst viser sig, at hans rolle som lillebror kun er fiktiv, bliver det klarere. Som jeg ser det, er han en spejling af hende selv som den irriterende lillesøster i forhold til denne uudholdeligt perfekte storesøster.
Og dermed får forestillingen en sløjfe i forhold til det, som var hovedtemaet.
Døveteater
De to spillere bliver nødt til at nedtone udtrykket en smule, ikke mindst i rum med så elendige akustiske forhold-old-old-ol som i Ebeltoft. Det ville klæde forståelsen af situationer og tekst, og det ville klæde spillet.
Men det, som måske ligger mig mest på sinde nu ved opsummeringen, er tegnsproget som scenisk sprog. Her ligger udviklingsmuligheder, som denne forestilling går hus forbi. Det hektiske, opjagede, overivrige tegnsprog, vi blev vidne til her, forsømmer tegnsprogets iboende klarhed og – ja! – skønhed.
Giv tid, siger jeg, lad et uvidende publikum se, at tegnsproget byder på nuancer, mimik, gestik og udtryksfuldhed, som kan overgå det sprog, vi ellers betjener os af.
Både Norge og Sverige har længe haft professionelle teatre med og for døve på højt kunstnerisk niveau, hvor tegnsproget lever et selvstændigt og ligeværdigt liv.
