To-tallet i Børneteatretsforestilling indikerer, at der har været en nummer ét. Det er der ikke nødvendigvis noget galt med. Mange småbørnsforestillinger bygger på kendt stof, og det kan gøre tilskuerne trygge og mere modtagelige for teateroplevelsen.
'Den Tårnhøje Hund 2' kan nu ikke skræmme nogen. Serie-forestillingen er ren hygge-nygge og larmende falde-på-halen komik. Til gengæld er det småt med oplevelsen for andre end de alleryngste.
Den lille historie om en mand, der vil slappe af i sit sommerhus til munter musik, men forstyrres af en enorm hund, er meget sød. Men den indeholder ikke særlig mange teater-vitaminer. Store dele af teksten bliver ikke spillet af de medvirkede. Den serveres som en speak så neutral, at man ikke lige gætter på, at stemmen tilhører Povl Dissing.
Imens fjumrer manden i de stumpede bukser rundt i den malerisk vinde og skæve udgave af oldemors sommerhus. Der skal saves brænde, og der skal vaskes op. Men hvem gider lige det, når man er taget væk fra storbyen for at dovne den. Manden gider selvfølgelig ikke, for pligter er sure og kun til at sukke over og kvaje sig med. Det sidste er vigtigt.
Klassiske klovnerier
Den lille mand er nemlig en ren klovne-karakter, ikke en nuanceret skuespiller-personlighed. Med de praktiske gøremål bliver der mulighed for at optræde med klassiske klovnerier i en lind strøm, hvor ting ryger ind og ud af væggene igen og igen og igen og så engang til. Vandet vil ikke komme ud af vandkanden, kyllingen steges, til den er på størrelse med en valnød og videre i den dur.
Det er cirkus-humor af den mest elementære slags. Men man savner den dybe menneskelighed, der kan gøre godt udførte cirkusløjer vedkommende. Kim E. Jensen har en fin, direkte kontakt med tilskuerne, men dialogen er kort og overfladisk. På samme måde virker de komiske numre rutineprægede og alt for kalkulerede. Det er ikke hverken nyt eller særlig sjovt. Men det giver (hunde)pote – tilskuerne griner på de rigtige steder.
Casper Joel er da også en stor og glad fjoget-sød vovse, klodset og klumset og uhyre enkel i sine udtryksformer. Det er skægt, at det lådne kæmpedyr er bange for børn, når vi nu ved, at det plejer at være omvendt. Lidt mere fantasifulde, fysiske udfoldelser havde dog ikke været af vejen i det stærkt stereotype billede af en hund. Faktisk har mange levende hunde en adfærd, der er betydeligt mere sjov og opfindsom.
Men samværet mellem mand og hund er sødt. Ikke mindst i slutningens happy end, når manden til slut forbarmer sig og tager hunden med sig til byen. Det slår nogle takter an, der giver basis for et langt mere indholdsrigt skuespil.
