Juleforestillingen ’Når du ser et stjerneskud’ er stadig en fast tradition på Anemonen efter navneskiftet fra Anemone Teatret. Siden 1994 har den været en sikker succes hvert år og med god grund. Fortællingen fungerer nemlig godt på flere niveauer, så både små og store går derfra med smil og stof til eftertanke i den søde juletid.
Lad os starte med handlingen, der bæres flot frem af persongalleriet. Christine Gaski er rørende som den storby-tilflyttende Sofie med jysk accent og positivt sind trods livets anseelige udfordringer.
Enlig, højgravid og temmelig boligdesperat lejer hun et usselt baggårdsværelse til himmelhøj pris af den sure vicevært Hr. Madsen – godt spillet af en veloplagt Morten Bo Koch.
Her er al leg naturligvis strengt forbudt, og mundvigene vender konsekvent nedad, lige meget hvor ukueligt livsmod Sofie sender imod ham. Den lokale nisse og den rapkæftede baggårdskat Hannibal vejrer derimod straks morgenluft (såvel som risengrød og mælk) ved hendes ankomst.
Liberale julelys i øjnene
Julemagi for vicevært Madsen betyder indtjening, og man trækker på smilebåndet over hans fede fidus med at sælge plastic-juletræer fra Kina til ågerpris. De kommer dryssefri, færdigpyntede og i guld. Intet mindre.
Og udover at slippe for bøvlet med at pynte, behøver man heller ikke engang at danse rundt om det, da det selv kan dreje rundt. Ifølge Madsen, er det ’fremtidens juletræ’ og den tilhørende fjernbetjening har sågar en lommeregner, ”så man kan regne differencen ud på det man har givet og det man har fået.”
At den kalkule helst skal falde ud til egen fordel, giver sig selv, og det er tæt på, at de små publikummer buh’er af kynismen.
I samme kategori af voksne hører også stykkets drømmende teoretiker af en forfatter (Asbjørn Agger), der bor oppe på kvisten og sandsynligvis aldrig får færdiggjort sit håbløse bogprojekt om, hvorfor engle og nisser ikke findes.
At puste til julegløden indeni os alle
Ifølge forestillingens to vældig konkrete engle har d’herrer begge brug for – næsten lige så konkret – at få en urtepotte i hovedet for at genopdage julemagien.
Komplet med Halleluja-kor i baggrunden forkynder de, hvordan glæde på Jorden, stjerneskud og børnefødsler hænger uløseligt sammen.
En del af stjernens glød går nemlig ind i barnets hjerte og øjne, forklarer de, så det kan glædes, græde, lege og undres. Desværre har mange voksne glemt deres stjerneglød, tilføjes det med slet skjult henvisning til alle os julestressede voksne i salen, og disse voksne må mindes om, hvad julen egentlig handler om.
Den påmindelse kommer godt ud over scenekanten på Anemonen, og den enkle fortælling serveres således på et fint småfilosofisk leje, der støttes godt op scenografisk med skæve vinkler og fine åbne-lukke detaljer, der effektivt illuderer dybde.
Sofies sødme smitter
Der er langt fra en københavnsk baggård til Betlehem, og så alligevel ikke.
Den gode Sofie har tydeligvis været afsted på en lang og vanskelige rejse, før hun finder et usselt lille sted at føde sit barn. Meget betegnende hedder hun også Maria til mellemnavn, og hvis tiøren ikke falder før, så bliver referencen til Bibelens juleevangelie mejslet fast, da d’herrer til slut – nu komplette med næstekærlighed i overflod og juleglød indeni – står rundt om det lille barn, der ligger i en krybbe, som hr. Madsen barmhjertigt har snedkereret, endda helt uden blik for indtjening.
Her kan man virkelig tale om et ikonisk billede og om personlig udvikling. Og sådan bliver det alligevel en rigtig glædelig jul.
Det er banalt på bedste julemagiske vis; Lad de små børn komme til mig, rør blot ikke ved min gamle jul og i den dur. Ikke noget der rokker ved traditionerne, tværtimod! Og tak for det.
