Det fortryllende og poetiske Marionetteater i Kongens Have fejrer 50 års jubilæum med forestillingen 'Jubiiilæum'.
Den lægger da også flot ud med en konferencier i guldlamé og et nuttet dyreorkester. Men trods den festlige titel og masser af ferm cirkusmusik er der desværre ikke meget at juble over i sommerens første opsætning. Den bliver kaldt en varieté, og det er en udmærket oplysning til voksne.
Børn siger det nok lige så lidt som annonceringen af numrene og nogle få småkommentarer, eftersom det primært foregår på engelsk.
Pete Livingstone er en udmærket performer og musiker, der pænt følger op med et par forklarende ord på dansk. Men det er ikke nok til at etablere kontakt og give danske småbørn helt ned til to år en teateroplevelse. De var nok bedre tjent med en forestilling helt uden ord.
Hvor meget nærvær og spillekraft det kan give, viser Bo Carlsson, der altid har meget at byde på. Sådan er det også i 'Jubiiilæum', hvor han og Astrid Kjær skaber lidt jubilæumsfest med et skægt og børnevenligt domptørnummer. Det er nemlig langt fra nemt at få en mølædt hund forklædt som løve til at springe gennem et tøndebånd!
Det foregår ikke på Marionetteatrets lille bitte scene, men på et højt podie foran teatret.
Forinden er Yulia Lystbæk i pilothjelm og solbriller drønet rundt blandt publikum for at fange en heftigt summende bi, som hun selv blæser lyd i. Det er sjovt, men får flere små tilskuere til at stikke i et vræl. Det stopper dog hurtigt. For bien bliver klasket og proppet i en blikæske.
Fantastisk giraf-stil
Spillet uden for scenen giver skuespillerne albuerum og gør det nemt for tilskuerne at overskue, hvad der foregår. Men det fjerner også noget af dukketeatrets magi, når alt vises i det åbne. Magi er ellers et ord, der næsten tyndslides af Pete Livingstone, når han præsenterer varietéens numre. Trods en herlig dukke med fire arme er det svært at se – eller som barn at forstå – det magiske i en klichébåret falsetsyngende parodi på en operasangerinde.
Det er til gengæld ikke svært af følge en sød lille flok af savannens dyr, som glider over scenen. De foretager sig nemlig ikke meget.
Scenebilledet er betagende smukt og poetisk og har stor lighed med et guldaldermaleri. Men der sker først noget, når Bo Carlsson i fantastisk giraf-stil og et vildt girafkostume tavs og majestætisk passerer forbi foran scenen.
Desværre er han – som meget andet i forestillingen – hurtig væk igen, og en enorme elefant dukker først op, når det hele er slut.
Det bedste sker i det hele taget efter den egentlige forestilling, hvor de medvirkende sender røde jubel-balloner til vejrs mod en blå sommerhimmel. Mens alle holder vejret af frygt for, at det ender med et brag, får Bo Carlsson et lille tragikomisk drama ud af en – tilsyneladende – genstridig ballon. Det et magisk, og det måtte der gerne have været meget mere af i forestillingen.
'Jubiiilæum' skuffer fælt ved ikke at leve op til det niveau, som Marionetteatret med rette er berømt for. Det har teatret måske selv en fornemmelse af, for i omtalen af forestillingen tages der højde for, at den ikke er blevet helt, som manhavde regnet med.
Selv om det næppe er hensigten, efterlades man med et ubekvemt indtryk af, at målgruppen er voksne turister og ikke fortrinsvis danske børn i førskolealderen.
Heldigvis er det ikke Marionetteatrets eneste sommerforestilling, så jubilæumssæsonen kan stadig nå at byde på herlige oplevelser.
