Af: Kirsten Dahl

14. november 2022

Hyperaktuelt krigsspil

Emnet krig kan ikke være mere aktuelt end i dag. Derfor er det ærgerligt, at Kolding Egnsteaters dramatisering af Janne Tellers essay, 'Hvis der var krig i Norden' aldrig bliver rigtigt hverken gribende eller interessant.

Et skræksenarie. Det værst tænkelige. Det, du frygter allermest, sker. Der opstår krig, ødelæggelse og fortræd. Undertrykkelse og udryddelser. Riget styres af et despotisk regime. Det vrimler med snigskytter og ingen kan vide sig sikre.

Riget er ikke et land langt borte. Men lige her. Det hele finder sted i smørhullet Danmark. Akkurat da familien-Danmark i Kolding har presset sig tæt sammen i sofaen og har tændt for fjernsynet. Far, mor, lillesøster og storebror tjatter, driller og kævler i en venskabelig tone om uspiste madpakker, om kæresterier, sure tæer og pandekager.

Pludselig eksploderer der en bombe. Nej flere. Det brager løs. Sofahynder og alt andet hvirvler rundt i luften. Lampen dingler. Lyset går. Hele hyggefamilien bliver kastet i gulvet. Der er udbrudt krig i fredelige Danmark. I det lige før så trygge Kolding. 

Kantet og flad 

Kolding Egnsteater har sikret sig de kunstneriske rettigheder til at dramatisere Janne Tellers essay, 'Hvis der var krig i Norden' – et essay, hun skrev i 2002 til Dansklærerforeningen. 

Tamara Sonja Aijamathiesen har bearbejdet og iscenesat essayet til teatret, hvor Mads Nørby, Christiane Bjørg, Hans Christian Schrøder og Salle Salée spiller henholdsvis far, mor, storebror og lillesøster. 

Intentionen er god. Men i stedet for at berøre, engagere og vække til eftertanke planter 'Hvis der var krig i Norden' en underlig flad teateroplevelses i én. En fornemmelse af kantethed og konstruktion. Forestillingen halter på flere parametre. På tekst, iscenesættelse, scenografi og skuespil. 

Forlægget bugner af aspekter 

Umiddelbart virker det interessant, når Teller drejer krigs- og flygtninge-problematikken 180 grader. Det er i Norden, at der udbryder krig. Danskere og svenskere toppes i dødelige krigsfejder. Danske familier flygter sydpå. Vi følger en velstandsfamilie med far, mor, to hjemmeboende børn og hører på sidelinjen om familiens ældre søn, som er politisk aktiv. 

Familien – undtagen storebroderen – flygter til et arabisk land, og herfra videre til nok et arabisk land. Her stuves de sammen med mange andre mennesker i flygtningelejre. Både danskere og svenskere. De holdes udenfor arbejde og undervisning. De søger asyl. Bliver sat i flerårig venteposition.

Familiens sag bliver besværliggjort og forhalet på grund af storebroderens politiske engagement i Danmark. Omsider får de midlertidig opholdstilladelse – og år senere varig. Hvor de i begyndelsen efter efter eget udsagn bliver behandlet som tredjerangsmennesker, ender de med at blive fuldt ud accepterede i Egypten. Samtidig kan de aldrig glemme Danmark, og de længes hele tiden efter deres hjemland – et Danmark, som i mellemtiden har forandret sig radikalt. 

Undervejs kommer datteren i familien vidt omkring: I Egypten deltager hun i kampe for kvindefrigørelse. Hun konverterer til islam og gifter sig med en arabisk mand. De får et barn sammen. Siden flygter hun med barnet til Danmark, bliver punker, og oplever faren komme og kidnappe barnet tilbage til Egypten. Der sker tillige det, at den politisk aktive storebroder dør. 

Teller har med andre ord fyldt bugnende mange aspekter ind i sin tekst. Selvom den er tyve år gammel, er den nem at overføre til i dag. Den vil sikkert også fungere fint i en diskussionssammenhæng i en gymnasieklasses dansktime. Men i teateromskrivningen halter den. 

Overtydelig 

Du-formen bruges meget konsekvent i teaterteksten. Der er samtaler, hvor personerne henvender sig direkte til hinanden. Men mestendels siger de du, når de taler – antageligt med den hensigt at få publikum til at identificere sig med flygtningene.

Identifikationsgrebet virker bare ikke rigtigt. I stedet for nærhed, skaber forestillingen med sin overtydelige form et udtryk, der balancerer mellem distance og påtaget sammenhold med publikum. I stedet for at skabe fremdrift og animere til eftertanke skaber de påhovedtvendte letgenkendelige episoder træghed.

Undervejs bliver der sagt noget, som man lige giver en tanke. Fx at araberne ikke ønsker flere danske flygtninge, fordi danskerne ifølge dem er dekadente og ikke dur til andet end at sidde på kontor. Men i det store hele savner teksten overraskelser og dynamik.

Et eksempel på det er også, at spørgsmålet ”Hvis der var krig i Norden, hvor vil du så tage hen?”, som bliver stillet fra skuespillerne i hvert fald fire gange i løbet af forestillingen, hver gang synes desintegreret fra såvel scene som sal. Spørgsmålet dingler underligt som et påklistret appendiks og forbinder sig ikke som en overbevisende del af en kontekst, hvor vi mærker, at noget dødsensalvorligt er på spil. 

Diskrepans mellem udsagn og udtryk 

Tekstens svagheder forstærkes også af en iscenesættelse, en scenografi og et skuespil, som ikke imponerer. Lige fra det første voldsomme skift, fra fredelig sofahygge til massive bombardementer, kommer utroværdigheden på banen. Vi ser og hører, at alt styrker sammen og at uhyrlige ting sker, fx at lillesøsteren får granatsplinter i hovedet og kommer på et hospital uden udstyr og at storebroderen mister fingre, men vi bliver paradoksalt nok ikke fanget ind og berørt.

Skuespillerne er oppe imod en tekst med svagheder og mangler. Arrangementerne er ofte enten stillestående eller skruet sammen på en måde, som forestillingen tydeligvis ønsker skal være effektfulde, men ikke rigtigt er det.

Fx den megen brug af håndholdt videokamera, som både projicerer nærbilleder af skuespillerne og filmninger af publikum op på en teltdug. En teltdug, som på skift illuderer loft i boligen i Kolding, telt i både en flygtningelejr, hvor sofaen fra Kolding noget akavet er bibeholdt, og forgrund for skyggespil. 

Fodbold og kampråb 

Iscenesættelsens direkte publikumsinvolveringer virker også noget kunstige og undertiden anmassende. I flygtningelejren inviterer familien publikummer med op på scenen for at spille fodbold.

Det skaber en boble af liv på scenen. Ikke liv, som virkningsfuldt illuderer tidsfordriv i en lejr, men liv, fordi boldspil i sig selv skaber humør. Siden forsøger den oprørske teenagesøster at få publikum med på nogle feministiske kampråb. Det virker ret anstrengt. 

Skuespillerne gestalter for det meste ikke hændelserne overbevisende. De synes ikke rigtigt at være tilstede i dem. Vi kommer aldrig rigtig til at tro på deres usle livsvilkår og deres tyndslidte mentale tilstande. Mest af alt oplever man fire skuespillere spille teaterroller. Desværre.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Gedebuk og højt humør
Tivoli Ballet Teater:
'Klods-Hans'
Koreografen Tobias Praetorius løfter fint arven fra Dinna Bjørn ved den nye eventyrballet over ’Klods-Hans’ på Pantomimeteatret, der er hjemsted for Tivoli Ballet Teater
Gadeteater med pacifismeopråb
Dansk Rakkerpak:
'Balder og Dragen'
Dansk Rakkerpak kaster sig igen ud i munter slåskamp for demokratiet og kærligheden. Denne gang i en middelalderlig mandehørmerhistorie, der heldigvis slutter med rakkerpak’sk slowmotion og retfærdighed
Ballade på bondegården
Teatergården:
'Skidt og Pyt på Store Vaskedag'
Dukkerne er centrale, men får for lidt plads i en heftig komedie om at kunne sige ”skidt, pyt”…
Tryg teaterfest med de røde og bløde
Teatergruppen Batida:
'Der kommer nogen'
Med sparsomme scenografiske midler og godt humør får Sofie Faurschou og Tobias Heilmann lirket både en sød historie og en masse overraskelser ud af Nordvest-teatergruppen Batidas ’Der kommer nogen’
På flugt med musikken som kompas
Marionet Teatret:
'Den forunderlige rejse'
’Den forunderlige rejse’ for de allermindste er et poetisk og varmt eventyr om en piges opbrud fra den trygge verden og om hendes møde med både stygge pigtrådsmænd og omsorgsfulde kukursdamer. Men især om det, der forener mennesker og dyr overalt i verden, nemlig musikken
Fine erfaringer
Teatergruppen Batida:
'Det bedste i verden'
En visuel humørbombe og munter musik er rammen om en fin historie om at overkomme modgang
Gedebuk og højt humør
Tivoli Ballet Teater:
'Klods-Hans'
Koreografen Tobias Praetorius løfter fint arven fra Dinna Bjørn ved den nye eventyrballet over ’Klods-Hans’ på Pantomimeteatret, der er hjemsted for Tivoli Ballet Teater
Gadeteater med pacifismeopråb
Dansk Rakkerpak:
'Balder og Dragen'
Dansk Rakkerpak kaster sig igen ud i munter slåskamp for demokratiet og kærligheden. Denne gang i en middelalderlig mandehørmerhistorie, der heldigvis slutter med rakkerpak’sk slowmotion og retfærdighed
Ballade på bondegården
Teatergården:
'Skidt og Pyt på Store Vaskedag'
Dukkerne er centrale, men får for lidt plads i en heftig komedie om at kunne sige ”skidt, pyt”…
Tryg teaterfest med de røde og bløde
Teatergruppen Batida:
'Der kommer nogen'
Med sparsomme scenografiske midler og godt humør får Sofie Faurschou og Tobias Heilmann lirket både en sød historie og en masse overraskelser ud af Nordvest-teatergruppen Batidas ’Der kommer nogen’
På flugt med musikken som kompas
Marionet Teatret:
'Den forunderlige rejse'
’Den forunderlige rejse’ for de allermindste er et poetisk og varmt eventyr om en piges opbrud fra den trygge verden og om hendes møde med både stygge pigtrådsmænd og omsorgsfulde kukursdamer. Men især om det, der forener mennesker og dyr overalt i verden, nemlig musikken
Fine erfaringer
Teatergruppen Batida:
'Det bedste i verden'
En visuel humørbombe og munter musik er rammen om en fin historie om at overkomme modgang