Monsieur Argans sygdomsangst er en kilde til rigdom for den ene læge mere grotesk end den anden, og ikke mindst for byens apotek. Altså skal der holdes liv i hans sygdomme, og Argan er meget, meget modtagelig. Kom ikke her med ’du ser godt ud’ og ’du har det bedre, ikk’?’! Den slags fornærmelser er forbudte i et hus fyldt med medicinskabe, klystersprøjter, krykker, stokke, og kørestole.
Når dertil kommer en grådig hustru, en datter der skal giftes bort til en anden end den, hun er dåret ned i støvlerne af, en lillesøster med hulahop-ring og et fåtal aktive hjerneceller, en besindig broder med hjertekvababbelser, to bejlere fra sandsynlighedens grænseland, samt en snu tjenestepige med hovedet skruet rigtig på – ja, så har vi en Molière-farce, som ikke er til at stå for. I et hvert fald ikke i Grønnegårdsteatrets aftapning.
Komedie på højt plan
Forestillingen påstås at bygge på en oversættelse fra 1892. Det bærer den ikke meget præg af – her er plads til både Harry Potter, Læger uden bremser og Dario Campeotto. Men instruktør og bearbejder (?) Gitte Siem har på mesterligt vis klaret balancegangen mellem en klassisk sveske med alle traditionelle elementer og et nutidigt formsprog. Spillestil og form bygger rigtignok på Grand Guignol, cirkus, commedia dell’arte og andet godt fra teaterhistorien, men her er det hele skægt og grundigt ajourført ind i tegneseriens tidsalder.
Ud over den opfindsomme og tempofyldte (men godt sammenholdte) iscenesættelse, er det imidlertid først og fremmest skuespillernes forestilling. De fem spillere får på ekvilibristisk vis tegnet og individualiseret alle stykkets 12 figurer med stemme, mimik, gakkede gangarter og hurtige skift af overdådige kostumer. Her har åbenbart ikke været sat grænser for fantasien, og man sidder med mindelser om Daumier slash Dickens slash Pondus slash det gamle MAD Magazin.
Bolette Schrøder er uimodståelig både som den intrigante hustru med patter og numse i størrelse XL på jagt efter Argans dejlige penge – og som datteren Angelique med et grædeanfald som truer med at sprænge alle blodkar fra brystet og op.
Casper Crump vækker begejstring som grotesk pukkelrygget notar med gangbesvær og slesk tungegymnastik – foruden apoteker, og to skrækindjagende læger med klystersprøjten som en fastgroet ellevte finger og blodpletter over det hele.
Jacob Weble er Argans opulente broder med begge ben så solidt plantet i jorden, at han knapt kan rejse sig – men også begge de to bejlere fra hver sin diametralt modsatte side af helvede. Som fynsk sanglærer med slidte stemmegafler synger han Campeottos gamle slager om den dejlige Angelique så forførende, at nævnte Angelique smelter, og resten af ensemblet rives med i et primitivt akkompagnement.
Jeanette Lindbæk Larsen giver den stærkt som den sexede tjenestepige Toinette, der behændigt taler Argan efter munden, men er snu nok til at bringe orden i kaos til sidst, – og desuden som lillesøster Louisson med forsnævret hulahopring og ukontrolleret kropssprog.
Indenfor den ellevilde spillestil har Morten Hauch-Fausbøll mindre at spille på, men hans tilstedeværelse, og regiens sans for fokus gør ham alligevel til forestillingens omdrejningspunkt. Hans hypokondri er overbevisende, hans anfald af smerter i lever, milt og galdeblære ligeså, og hans ’lavementer’ bliver dagens højdepunkt i symptomafsløring.
Barokt – ja vidst, outreret – ja. Men spillerne har sit på det tørre. Det, de laver, springer ud fra en reel forståelse for og bevidsthed om situationen, teksten og de sceniske forhold. Jeg ser ingen personkarakteristik, der ikke bygger på et levende menneske, jeg hører ingen hule eller falske toner. Karikaturerne holder!
Helhed
Nina Flagstad har stået for scenografi og kostumer med en overdådig og dristig fantasi, som spiller helt på hold med iscenesættelsen og spillestilen. Angeliques hjerteformede kjole, Belines rumpeballer, Toinettes blondevirvar, lægernes blodbestænkte frakker, og bejlernes selebukser – for ikke at tale om et hurlumhej af hovedbeklædninger – alt er med til at skabe Gargantuanske overdrivelser, og giver skuespillerne præcis den frihed, de behøver for at kreere karikaturer til at tro på, der de tumler rundt i en praktisk manege med bunker af muligheder for variation.
I denne forbindelse skal også nævnes Lone Friis og Pernille Ituri Højland, der har samarbejdet om vattoner og hovedtøjer. Festligt!
Så en tur i Designmuseets have anbefales hermed. I familien vil alle (lidt forskelligt) kunne glædes over ’Den indbildte syge’ – de 8-årige og videre op til bedsteforældrene.
