Er det nok at tage en sjov hat og en farvestrålende kjole på, når man skal spille børneteater? Konstruere en løst sammenkædet række af eventyr, finde en endnu løsere ramme om historierne, og så ellers aflevere dem foran børnene med et minimum af hjemmegjorte rekvisitter, et neutralt bagtæppe og et par projektører?
Ja, selvfølgelig er det det, hvis det, der sendes over rampen, er godt nok. Det er her, vi ikke kommer helt tørskoede i land hos Styrmand Volters Teater.
De to medvirkende, Katrine Jensenius og Kirsten Breum, er ellers garvede aktører på den alternative scene og i gruppeteatersammenhæng. Og det mærkes på deres sikre fremtræden, dejlige udstråling og smittende glimt i øjnene. Alligevel rækker det ikke helt. Eller sagt på en anden måde: jeg synes, de er kommet for let til det, at der er for lidt at bide i. At de kunne have gjort det bedre, hvis der havde været investeret noget mere i forestillingen.
I sigøjnerspraglede kjoler og pompøse hatte tager de imod os og fortæller om Styrmand Volter og hans eventyrkiste. Samme Volter rejste verden rundt på sin gamle skonnert og fortalte historier. Vi ser også et billede af ham, lige som hans hund Skipper er repræsenteret ved en lille tøjhund.
Begge dele fint nok, der er bare ikke meget magi over maleriet af Volter, der er placeret på et nodestativ, lige som hunden ligner noget fra en almindelig legetøjsbutik. Jeg savner det eventyrlige og fornemmelsen af, at disse få ting – og der er virkelig meget få rekvisitter i forestillingen – er de absolut optimale.
Uafsluttede historier
Og så til historierne, der angiveligt gemmer sig nede i kisten. Vi begynder med ‘Prinsessen på ærten’. Op kommer en lille mandedukke, der skal forestille Prinsen, sammen med en lille hest. Og det er så, hvad der er af rekvisitter i det eventyr. Nå ja, ærten ser vi også til sidst. Resten spiller og fortæller de to medvirkende selv. Hvilket både er levende og velfortalt, og til tider en smule voksent indforstået, men hvor er slottet, madrasserne, edderdunsdynerne og alt det andet, der kunne gøre eventyret til mere end en svagt illumineret genfortælling? Og hvorfor er det lige prinsen og hans hest, vi ser i dukkeskikkelse, mens resten aldrig får krop?
Brat springer vi videre til næste historie, der – aldeles løsrevet – handler om en nisse. Her er det kun nissehuen, vi ser i begyndelsen af fortællingen. Den vender i øvrigt aldrig tilbage, og resten af eventyret – om en arrig bonde – må nøjes med de to aktricers gøren og kunnen. Men hvad skete der med nissehuen, og hvorfor skulle vi se den og ikke selve nissen? Vi får det aldrig at vide.
Vi slutter med en historie om pandekager. En lille pige, hendes mor og en tante, der måske er en heks. Angiveligt en gyserfortælling, der opløser sig i lettede grin. Fint fortalt og spillet, men igen undrer jeg mig over valget af de sparsomme rekvisitter. Hvorfor er det lige nogle små ting, der kan frembringe lyde, vi skal have præsenteret som illustration til pigens rejse hen til heksen? Og hvorfor er det kun en miniature-pandekagepande, vi ser? Hvor er alle pandekagerne for eksempel? Og hvorfor er det lige den historie, der dukker op af Styrmand Volters skattekiste? Hvordan hænger den sammen med H.C. Andersen og nisse-historien? Og var dramaturgen og scenografen langtidssygemeldte, da forestillingen blev produceret?
‘Eventyrkisten’ rejser dramaturgisk, scenisk og fortælleteknisk en del spørgsmål og svarer på meget få. Set med en anmelders øjne, i hvert fald. Ærgerligt, for der er som sagt masser af smittende spille- og fortælleglæde hos de to aktører. Det må kunne gøres bedre, mere gennemtænkt og originalt næste gang.
