Af: Henrik Lyding

6. marts 2009

Hvor blev eventyrmagien af?

For meget løs snak og for få billeder hos Styrmand Volter.

Er det nok at tage en sjov hat og en farvestrålende kjole på, når man skal spille børneteater? Konstruere en løst sammenkædet række af eventyr, finde en endnu løsere ramme om historierne, og så ellers aflevere dem foran børnene med et minimum af hjemmegjorte rekvisitter, et neutralt bagtæppe og et par projektører?

Ja, selvfølgelig er det det, hvis det, der sendes over rampen, er godt nok. Det er her, vi ikke kommer helt tørskoede i land hos Styrmand Volters Teater.

De to medvirkende, Katrine Jensenius og Kirsten Breum, er ellers garvede aktører på den alternative scene og i gruppeteatersammenhæng. Og det mærkes på deres sikre fremtræden, dejlige udstråling og smittende glimt i øjnene. Alligevel rækker det ikke helt. Eller sagt på en anden måde: jeg synes, de er kommet for let til det, at der er for lidt at bide i. At de kunne have gjort det bedre, hvis der havde været investeret noget mere i forestillingen.

I sigøjnerspraglede kjoler og pompøse hatte tager de imod os og fortæller om Styrmand Volter og hans eventyrkiste. Samme Volter rejste verden rundt på sin gamle skonnert og fortalte historier. Vi ser også et billede af ham, lige som hans hund Skipper er repræsenteret ved en lille tøjhund.

Begge dele fint nok, der er bare ikke meget magi over maleriet af Volter, der er placeret på et nodestativ, lige som hunden ligner noget fra en almindelig legetøjsbutik. Jeg savner det eventyrlige og fornemmelsen af, at disse få ting – og der er virkelig meget få rekvisitter i forestillingen – er de absolut optimale.

Uafsluttede historier

Og så til historierne, der angiveligt gemmer sig nede i kisten. Vi begynder med ‘Prinsessen på ærten’. Op kommer en lille mandedukke, der skal forestille Prinsen, sammen med en lille hest. Og det er så, hvad der er af rekvisitter i det eventyr. Nå ja, ærten ser vi også til sidst. Resten spiller og fortæller de to medvirkende selv. Hvilket både er levende og velfortalt, og til tider en smule voksent indforstået, men hvor er slottet, madrasserne, edderdunsdynerne og alt det andet, der kunne gøre eventyret til mere end en svagt illumineret genfortælling? Og hvorfor er det lige prinsen og hans hest, vi ser i dukkeskikkelse, mens resten aldrig får krop?

Brat springer vi videre til næste historie, der – aldeles løsrevet – handler om en nisse. Her er det kun nissehuen, vi ser i begyndelsen af fortællingen. Den vender i øvrigt aldrig tilbage, og resten af eventyret – om en arrig bonde – må nøjes med de to aktricers gøren og kunnen. Men hvad skete der med nissehuen, og hvorfor skulle vi se den og ikke selve nissen? Vi får det aldrig at vide.

Vi slutter med en historie om pandekager. En lille pige, hendes mor og en tante, der måske er en heks. Angiveligt en gyserfortælling, der opløser sig i lettede grin. Fint fortalt og spillet, men igen undrer jeg mig over valget af de sparsomme rekvisitter. Hvorfor er det lige nogle små ting, der kan frembringe lyde, vi skal have præsenteret som illustration til pigens rejse hen til heksen? Og hvorfor er det kun en miniature-pandekagepande, vi ser? Hvor er alle pandekagerne for eksempel? Og hvorfor er det lige den historie, der dukker op af Styrmand Volters skattekiste? Hvordan hænger den sammen med H.C. Andersen og nisse-historien? Og var dramaturgen og scenografen langtidssygemeldte, da forestillingen blev produceret?

‘Eventyrkisten’ rejser dramaturgisk, scenisk og fortælleteknisk en del spørgsmål og svarer på meget få. Set med en anmelders øjne, i hvert fald. Ærgerligt, for der er som sagt masser af smittende spille- og fortælleglæde hos de to aktører. Det må kunne gøres bedre, mere gennemtænkt og originalt næste gang.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Gedebuk og højt humør
Tivoli Ballet Teater:
'Klods-Hans'
Koreografen Tobias Praetorius løfter fint arven fra Dinna Bjørn ved den nye eventyrballet over ’Klods-Hans’ på Pantomimeteatret, der er hjemsted for Tivoli Ballet Teater
Gadeteater med pacifismeopråb
Dansk Rakkerpak:
'Balder og Dragen'
Dansk Rakkerpak kaster sig igen ud i munter slåskamp for demokratiet og kærligheden. Denne gang i en middelalderlig mandehørmerhistorie, der heldigvis slutter med rakkerpak’sk slowmotion og retfærdighed
Ballade på bondegården
Teatergården:
'Skidt og Pyt på Store Vaskedag'
Dukkerne er centrale, men får for lidt plads i en heftig komedie om at kunne sige ”skidt, pyt”…
Tryg teaterfest med de røde og bløde
Teatergruppen Batida:
'Der kommer nogen'
Med sparsomme scenografiske midler og godt humør får Sofie Faurschou og Tobias Heilmann lirket både en sød historie og en masse overraskelser ud af Nordvest-teatergruppen Batidas ’Der kommer nogen’
På flugt med musikken som kompas
Marionet Teatret:
'Den forunderlige rejse'
’Den forunderlige rejse’ for de allermindste er et poetisk og varmt eventyr om en piges opbrud fra den trygge verden og om hendes møde med både stygge pigtrådsmænd og omsorgsfulde kukursdamer. Men især om det, der forener mennesker og dyr overalt i verden, nemlig musikken
Fine erfaringer
Teatergruppen Batida:
'Det bedste i verden'
En visuel humørbombe og munter musik er rammen om en fin historie om at overkomme modgang
Gedebuk og højt humør
Tivoli Ballet Teater:
'Klods-Hans'
Koreografen Tobias Praetorius løfter fint arven fra Dinna Bjørn ved den nye eventyrballet over ’Klods-Hans’ på Pantomimeteatret, der er hjemsted for Tivoli Ballet Teater
Gadeteater med pacifismeopråb
Dansk Rakkerpak:
'Balder og Dragen'
Dansk Rakkerpak kaster sig igen ud i munter slåskamp for demokratiet og kærligheden. Denne gang i en middelalderlig mandehørmerhistorie, der heldigvis slutter med rakkerpak’sk slowmotion og retfærdighed
Ballade på bondegården
Teatergården:
'Skidt og Pyt på Store Vaskedag'
Dukkerne er centrale, men får for lidt plads i en heftig komedie om at kunne sige ”skidt, pyt”…
Tryg teaterfest med de røde og bløde
Teatergruppen Batida:
'Der kommer nogen'
Med sparsomme scenografiske midler og godt humør får Sofie Faurschou og Tobias Heilmann lirket både en sød historie og en masse overraskelser ud af Nordvest-teatergruppen Batidas ’Der kommer nogen’
På flugt med musikken som kompas
Marionet Teatret:
'Den forunderlige rejse'
’Den forunderlige rejse’ for de allermindste er et poetisk og varmt eventyr om en piges opbrud fra den trygge verden og om hendes møde med både stygge pigtrådsmænd og omsorgsfulde kukursdamer. Men især om det, der forener mennesker og dyr overalt i verden, nemlig musikken
Fine erfaringer
Teatergruppen Batida:
'Det bedste i verden'
En visuel humørbombe og munter musik er rammen om en fin historie om at overkomme modgang