Bakkenbarterne sidder, som de skal, på Rune Andersens cirkusdirektør. Det gør cirkuslinen og klatrestængerne også i det firkantede cirkusrum. For Tin Can Company kan deres cirkuskram.
I den nye forestilling, ’Fish’, er der stærkere afsæt til en handling end i forrige års ’Cirkuskanonen’. Her er sære personager, her er retromorsomme rekvisitter, og her er gags, der både duer for børn og for voksne. Men hvad historien helt præcist handler om, det er mere uklart.
Helt galt konkluderer man dog næppe, hvis det antager, at det er noget med en guldfisk i en bowle – og noget med modet til at springe ud og blive forelsket. Guldfisken bliver i hvert fald stille og dør, og så må kvinden forlade sin lejlighed og opsøge verden…
Vildt dødsglid
Netop vovemod har Tin Can Companys performere nok af. I ’Fish’ er der en klatrestang, som bliver redskab for et vildt dødsglid: Gry Lambertsen suser med i fuld fart mod jorden med siden ned mod gulvet og selvfølgelig først med standsning i sidste mikrosekund. Og Rune Andersen kan ikke lade være med at gå på line oppe i en højde, hvorfra man garanteret vil få mere end hudafskrabninger. Warw.
Dermed er ungernes respekt sat på plads fra starten, og herfra handler det sådan set kun om at pleje fascinationen med diverse tricks i ny og næ. Cirkusdirektøren kan såmænd også gå ned ad trapper – altså usynlige trapper, som hans krop bare forcerer med sammenpressede knæ. Og han kan vikle sig ind i sit eget slips så grundigt, at man kunne havde lyst til at række ham en saks.
Men ’Fish’ er jo ikke ’bare’ nycirkus. Det er en forestilling, der vil vise en historie. Umiddelbart er der masser af betydningsbærende ting i gang på scenen: En grøn tørrehjelm. Et orange tv. Et tomt køleskab. Et cykelløbehjul, der passer glimrende til øm benføring i balletvinkler. Og et soveskab, hvor man selvfølgelig som sand cirkusartist sover med hovedet nedad. Udover altså en altan, der er som skabt til en kærlighedshistorie.
Gode inderlår
Egentlig sker der først noget i det øjeblik, hvor manden ringer på hos kvinden… Forelskelsesakrobatikken er ret charmerende – og det er sejt, at kvinden faktisk har bedre inderlårsmuskler end manden! Det beroliger unægtelig, at manden er parat til at forære kvinden en ny guldfisk. Og det er dobbelt grotesk, at kvinden spiller redningsmand for sin fisk, men glemmer sin kæreste. Men fortælleformen bliver ret anstrengende. Det er ikke klart, hvorfor de ikke bare kan tale sammen med ord, nu hvor deres udtryk hverken er gennemført akrobatik eller mime eller dans, men snarere lidt af hvert og tavshed for resten. Og plottet virker mere og mere langstrakt.
Se-på-mig-blikke
Måske ligger det ømme punkt i forholdet mellem performerne og publikum. Det bliver let underligt kunstigt. Performerne spiller mere for hinanden end for publikum, og det gør faktisk tilskuerne lidt usikre på, hvad der egentlig foregår. Jovist, de ser stolte ud på publikum, når de som akrobater ønsker applaus for et særligt artisttrick med stolte se-på-mig-blikke. Men andre slags blikke får tilskuerne ikke, og derfor kommer forestillingen til at lukke sig om sig selv.
Men gakkede og grænseoverskridende på den skæve cirkusfacon – det er Tin Can Company altså. Og det er det, der får ungerne til at stirre så beundrende på dette galskabskompagni.
