(14.1.2011) Jeg har nu i et halvt år arbejdet på AnemoneTeatret som piccoline. Her er det min opgave at byde velkommen og hjælpe med at holde orden og sikre, at alle børnene sidder godt i salen og kan se, hvad der sker på scenen.
Jeg overværer også selv forestillingen og hjælper til, hvis der bliver uro eller der fx. er nogen, der får det dårligt eller bliver kede af det.
På den måde får jeg rig mulighed for at se børns reaktioner på forskellige situationer i teaterforestillinger.
Det, der selvfølgelig er ret væsentligt, når man snakker om forskellen på voksen- og børneteater, er at der er masser af emner, børn ikke forstår. Teater om selvmord, skilsmisse, skizofreni og lignende forekommer meget sjældent i småbørnsteater, for det ikke er noget, der interesserer børnene, og de har ikke brug for at forstå dette endnu. På samme måde er der emner, som er den mest simple underholdning for de små, men som måske ligger for langt væk fra de voksnes hverdag til, at de kan sætte sig helt ind i glæden.
Det kan børnene godt lide
Det forekommer mig, at for børn er det allerbedste i et teaterstykke humor. Humor frem for morale, humor frem for en sød historie, humor frem for følelser – netop derfor tror jeg også, at Disney har scoret så mange point. Desuden er der ingen, der som børn er ligefremme med deres meninger; børn er i sandhed de hårdeste dommere! Som man siger – ’fra børn og fulde folk skal man høre sandheden’.
Også musik og genkendelige ting, som de kan søge noget tryghed i, scorer gode point. Forventningens glæde kan gøre hele oplevelsen stærkere for børn, hvis de ved, hvad de går ind til.
Jeg har ofte set børn, der skal ind og se ’Cirkelines Fødselsdag’ på AnemoneTeatret og har klædt sig i tøj med Cirkeline på, eller går og synger sangene, før forestillingen er startet. De kender historien, og de kender figurerne. Derfor bliver de ikke skuffede, og det er en skøn overraskelse for dem, når der bliver lavet sjov på scenen.
Børn er også helt vilde med at se leg på scenen! Gemmeleg, fangeleg, drilleri; det er noget de virkelig kan forholde sig til, og der er intet bedre end at se hvordan andre leger den samme leg, som de selv legede tidligere, og så gør det så karakteristisk at humoren automatisk bliver fremhævet.
Sjove stemmer og dyr, der kan tale, eller er sure hele tiden finder de også morsomt.
Vaskeægte falde-på-halen-komedie falder direkte ind i børnenes hjerter – og der er intet bedre en lyden af 30 fem-åriges uforbeholdte latter, der spreder sig i salen.
Det kan børnene ikke lide
Snak, snak, snak. Især hvis det handler om en mennesketype, de ikke kan forholde sig til. En nærig dronning, der nægter at give en krone til de fattige, eller en receptionist der arbejder langsomt, kan være utroligt morsom at karikere for voksne mennesker, men børnene har ikke oplevet disse stereotyper i virkeligheden, så humoren skinner ikke igennem til dem. Så hellere en nærig dronning, der går og stjæler fra baglommen af en af de fattige, uden at han opdager det, men hvor børnene kan se alt hvad der foregår – så de føler, at de kan identificere med dronningen. At de er klogere end den fattige mand. At de frem for alt fuldt ud forstår, hvad der foregår.
En forskel fra hverdagen
Børn i dag er vant til at have fjernsyn og computer til rådighed altid, men samtidig med, at de synes det er sjovt at sidde og spille Sims eller se børnetime fredag aften, er det også en hverdagsting for dem. Derfor er det en helt unik oplevelse at komme i teatret med rigtige mennesker, selvom de ikke altid er med på, at det er skuespillere, der er på scenen.
Jeg er tit blevet spurgt, om det nu var levende mus, der var på scenen, eller hvorfor ham manden egentligt havde taget den hat på og sådan. Det er sikkert og vist, at børn har en livlig fantasi og en tendens til at tage hvad som helst til sig. Spørgsmålet er, om det blot skyldes, at de er børn og tror, hvad de gerne vil tro, eller om deres daglige brug af computerspil og fjernsyn har noget med det at gøre!
Jeg har nemt ved at forestille mig, at det handler om forandringen fra deres normale underholdning, som de måske godt er klar over ikke er sand. De ved ikke så meget om teater og skuespillere, så de ved ikke, hvorfor det ikke skulle være sandheden – derfor overvejer de nogle gange slet ikke, at det ikke er virkeligheden.
Det tænker de voksne
Det er selvfølgelig også relevant for børneteatre, at voksne skal føle, at deres børn får noget ud af at se teaterstykket. Børnene får noget ud af selv det mest meningsløse teaterstykke, for man lærer altid lidt om menneskers opførsel, og om hvad konsekvensen er ved forskellige handlinger og reaktioner man kan have.
Men mange forældre vil gerne have en hovedmorale presset ind i slutningen, og det er også med til at skabe den røde tråd, der er vigtig for et teaterstykke – uanset målgruppen.
Jeg hører dem en gang imellem. Som når en far sige til sin søn: ’Hvor var det sødt til sidst, da man kunne se, at han i virkeligheden slet ikke var ond, der lærte man virkelig noget om mennesker, hva’?’, og så får svaret: ’Jajaja, men den der kat, DEN var sjov!’
Humoren er vigtigere for børnene end handling og morale, og endda også for børnenes indlæring. Det er humoren, der holder dem fokuserede på scenen, og det er humoren, der giver dem lyst til at vende tilbage og se mere.
