Af: Randi K. Pedersen

22. november 2016

Historiens skræmmende vingesus

Historien om Struensees tid og friheden er lyslevende og nutidigt nærværende teater.

Han kom, han så, men han sejrede ikke. I 1770 kom Johan Friedrich Struensee til Danmark som Christian VII's livlæge og politiske rådgiver. Efter to år og 2000 lovforslag, hvoraf mange aldrig blev realiseret, blev Struensee henrettet i 1772 for majestætsfornærmelse.

Hans egentlige forbrydelse var kærlighedsforholdet til den ti år yngre dronning, Caroline Mathilde, og – som det værste – at Struensee var forkæmper for oplysningstidens frihedsidealer, som ville svække hoffets magt.

I 1768 er den purunge Christian VII i Altona. Han har taget flugten fra hoffets ubønhørlige krav om levering af en tronarving. Komisk og kontant men lovlig længe – og ikke er for børn under teenagealderen – tvinger de ham til at bedække sin endnu yngre engelske kone, Caroline Mathilde.

Nu leder han efter sin veninde, Støvlet-Katrine. Hende finder han ikke. Men Christian finder Struensee og tager ham med til Danmark, og lige der begynder Struensees tid.

Det er P.O Enquists fortjeneste, at to afgørende år i Danmarks historie trækkes ud af myternes mørke og frem i lyset i al deres magtbegærlige, brutale grusomhed. 'Livlægens besøg' viser, så også en 14-årig forstår det, at realpolitikkens kynisme ikke er af ny dato. Det er dybt reaktionære kræfters misbrug af religion og had til fremmede som våben mod fremskridt og frihed heller ikke.

Men det er teatret, der gør historien lyslevende og stærkt og nutidigt nærværende.

Den klart formulerede iscenesættelse spiller tæt sammen med en minimalistisk og visuel stærk scenografi. Hvor hoffets overdådige rokoko-dragter taler deres eget sprog overfor Struensees simple, praktiske påklædning.

Sammen med en pragtfuld lyssætning og musikken skaber det en perfekt affyringsrampe for et fabelagtigt skuespillerhold.

Oprigtig og hjertegribende

Christian VII slutter, hvor han begyndte, når han håbefuldt erklærer. 'Vi lever i Struensees tid'.

Men har den unge monark, der basker rundt som en vingeskudt fugleunge, intet forstået? Har de blodige, rædselsfulde begivenheder omkring ham ikke gjort indtryk?

Jo, for imellem begyndelsen og slutningen på 'Livlægens besøg' former Elliot Crosset Hove et vidunderligt  og overbevisende portræt af en umoden, labil og udadreagerende Christian, så han bliver et helt menneske.

Men friheden er ikke for ham. Åbenlyst skadet af barndommens psykiske  og fysiske overgreb er det umuligt for Christian at bryde ud af sit beskyttende panser af virkelighedsfornægtelse og afgrundsdyb ensomhed.

Kun momentvis slår hans skarpe intelligens ud i selvstændige beslutninger, der trodser mindreværdet, og som viser den konge og ægtemand, som han måske kunne været blevet. Hvis han – hvis de – havde fået lov, som Caroline Mathilde udtrykker det.       

Men det fik de ikke i det kongelige galehus, hvor det mest stabile og solide er en sindssyg flot, overdimensioneret lysekrone, hvis farveskift afspejler stemningen fra isnende frostblå og giftiggul til glødende rød.

Det sidste, når Rikke Westis oprørske prostituerede, Støvlet-Katrine, åbner sin bløde, varme favn og som den eneste formår at give Christian tryghed.

'Jeg holder af dig, Christian', siger Caroline Mathilde, kort før hun fjernes som dronning og som mor, og det er rørende at høre det, som hun med stor loyalitet har vist hele vejen.

Kærligheden mellem hende og Christian virker mere oprigtig og hjertegribende – om end af en anden slags – end forholdet til Troels Thorsens bamsevenlige Struensee. En påfaldende karakter- og lidenskabsløs skikkelse, som man har svært ved at tiltro den målrettede idealisme, som historien kræver.

Manipulerende mørkemænd

Lidenskab har Signe Egholm Olsen til gengæld i uanede, men flot kontrollerede mængder. I rollen som Caroline Mathilde, der i sit korte liv når at blive Danmarks dronning, utro hustru, mor og til sidst landsforvist, er hun en dramatisk urkraft. Fra mut teenager vokser hun til glødende forførerske og klarsynet politisk oprører og strateg.

Det er næppe historisk korrekt, men det er storslået teater, som taler lige ind i et teenagehjerte, og som slår om i rædsel, når hun mister sine børn.

Rundt om trekløveret og deres frihedsidealer foldes galleriet af åbenlyst manipulerende mørkemænd og en enkelt kvinde ud i en lang række pragtpræstationer.

Tina Gylling-Mortensens enkedronning Juliane Marie er et formidabelt imposant moderdyr med sit halvskaldede afkom hængende under armen som en forvokset kludedukke og et tragikomisk billede på en degenereret slægt.

Med hjælp fra Nicolai Dahl Hamiltons indebrændt ondskabsfulde mandsling Ove Høegh-Guldberg indser hun hurtigt, at Struensee er en alvorlig trussel, og derfra styrer de gamet.

De høje lyse vinduer hos Voltaire, der lukker friheden og naturen ind, forsvinder i mørket, kuet af lysekrone og guldstole. Men kun for en tid – heldigvis.  

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Gadeteater med pacifismeopråb
Dansk Rakkerpak:
'Balder og Dragen'
Dansk Rakkerpak kaster sig igen ud i munter slåskamp for demokratiet og kærligheden. Denne gang i en middelalderlig mandehørmerhistorie, der heldigvis slutter med rakkerpak’sk slowmotion og retfærdighed
Ballade på bondegården
Teatergården:
'Skidt og Pyt på Store Vaskedag'
Dukkerne er centrale, men får for lidt plads i en heftig komedie om at kunne sige ”skidt, pyt”…
Tryg teaterfest med de røde og bløde
Teatergruppen Batida:
'Der kommer nogen'
Med sparsomme scenografiske midler og godt humør får Sofie Faurschou og Tobias Heilmann lirket både en sød historie og en masse overraskelser ud af Nordvest-teatergruppen Batidas ’Der kommer nogen’
På flugt med musikken som kompas
Marionet Teatret:
'Den forunderlige rejse'
’Den forunderlige rejse’ for de allermindste er et poetisk og varmt eventyr om en piges opbrud fra den trygge verden og om hendes møde med både stygge pigtrådsmænd og omsorgsfulde kukursdamer. Men især om det, der forener mennesker og dyr overalt i verden, nemlig musikken
Fine erfaringer
Teatergruppen Batida:
'Det bedste i verden'
En visuel humørbombe og munter musik er rammen om en fin historie om at overkomme modgang
God fortællekunst går aldrig af mode
Det Fortællende Teater:
'Gilgamesh'
Med den 4000 år gamle historie ’Gilgamesh’ skaber Jesper la Cour og Det Fortællende Teater virkeligheder omkring os kun ved hjælp af god, gammeldags og gedigen storytelling.
Gadeteater med pacifismeopråb
Dansk Rakkerpak:
'Balder og Dragen'
Dansk Rakkerpak kaster sig igen ud i munter slåskamp for demokratiet og kærligheden. Denne gang i en middelalderlig mandehørmerhistorie, der heldigvis slutter med rakkerpak’sk slowmotion og retfærdighed
Ballade på bondegården
Teatergården:
'Skidt og Pyt på Store Vaskedag'
Dukkerne er centrale, men får for lidt plads i en heftig komedie om at kunne sige ”skidt, pyt”…
Tryg teaterfest med de røde og bløde
Teatergruppen Batida:
'Der kommer nogen'
Med sparsomme scenografiske midler og godt humør får Sofie Faurschou og Tobias Heilmann lirket både en sød historie og en masse overraskelser ud af Nordvest-teatergruppen Batidas ’Der kommer nogen’
På flugt med musikken som kompas
Marionet Teatret:
'Den forunderlige rejse'
’Den forunderlige rejse’ for de allermindste er et poetisk og varmt eventyr om en piges opbrud fra den trygge verden og om hendes møde med både stygge pigtrådsmænd og omsorgsfulde kukursdamer. Men især om det, der forener mennesker og dyr overalt i verden, nemlig musikken
Fine erfaringer
Teatergruppen Batida:
'Det bedste i verden'
En visuel humørbombe og munter musik er rammen om en fin historie om at overkomme modgang
God fortællekunst går aldrig af mode
Det Fortællende Teater:
'Gilgamesh'
Med den 4000 år gamle historie ’Gilgamesh’ skaber Jesper la Cour og Det Fortællende Teater virkeligheder omkring os kun ved hjælp af god, gammeldags og gedigen storytelling.