Af: Anne Middelboe Christensen

12. februar 2009

Håret sidder, som det skal

Glem alt om trætte teenagedrenge, der knap kan slæbe sig hen til havregrynen! Uppercuts unge fyre danser, som gjaldt det den sidste gadekamp i breakdance-forestillingen 'Life'.

Charmen fejler ingenting hos Uppercut-fyrene. Det gør teknikken heller ikke. De hiphopper og breaker og turner, så man bliver helt svedt. De mestrer hele street-repertoiret. De kan kurre på lårene eller dreje på skuldrene. Og så har de imponerende taljemuskler, der tvinger dem op fra de vildeste flikflak-drej.

Samtidig udstråler truppen en sympatisk fællesskabsånd, sådan én for alle og alle for én. De danser kedsomhed-på-bænken-scener, hvor de giver den gas med synkronspark som i den bedste musicalfilm. Men de træder også i karakter som de klassiske drengerolletyper om macho’en og ham, der bliver mobbet. Altsammen med samme kompromisløshed.

Uppercut har længe dyrket breakdansen, senest i forestillingen ‘Univers’ med The Middle East Peace Orchestra, (der også danses på Zeppelin i marts 2009). Men denne gang er forestillingen udsprunget af Uppercuts kulturarbejde i Københavns nordvestkvarter, hvor fyre samles og breaker – og træner moderne dans med Uppercut. Performerne fra Life har danset hos Uppercut, siden de var 12-13 år gamle. Og nu er de så omkring de 20 år, udlærte og autodidakte på samme tid, sådan som vilkårene nu engang er for streetdansen. Og selv om de har optrådt med ‘Life’ rundt om i landet de sidste par år, så er det i denne nye version, at de gerne vil anmeldes.

Se på mig!

Det fængende ved ‘Life’ er mændenes disciplinerede tilgang til dansen. Vekselvirkningen mellem se-på-mig-og-mine-tricks – og så den unisone kraft, som danserne sparker ud, hver gang de kaster sig over endnu en serie bevægelser, der afspejler deres liv lige nu. Koreografen Mark Mouritzen har tæft for at samle deres forskellige kroppe til et samlet udtryk, men også for at lade danserne stråle hver for sig som de rå stjerner, de nu engang er.

Visse unisone trinserier bliver en anelse for studie-agtige. Dansernes leg med store træningsbolde virker unødigt poleret (men også unægteligt opmuntrende for diverse Gotved-kursister, der her kan se, hvad man kan bringe det til!). Og en museumsagtig scene med levende statuer, virker lovlig konstrueret i sin idé. Men det kan ikke bremse indtrykket af en levende koreografi, der har formået at inddrage dansernes talenter i alle detaljer. Og som lige som det øvrige teater låner af performernes virkelighed, så det autentiske blandes med fiktionen.

Stamp til mig!

Tempoet siger det meste. For forestillingen holder energien oppe, så konditallet er ved at bryde ud af skalaen. Glem alt om trætte teenagedrenge, der knap kan slæbe sig hen til havregrynen!

Desuden sidder håret, som det skal på disse flotte scorefyre. Fatih Berber i brun T-shirt stjæler billedet med sin lange, musikalske muskelkrop og nogle vilde højdespring uden tilløb.

På et tidspunkt ser det ud, som om han hænger i en snor i loftet og drejer rundt og rundt i luften; snoren er der bare ikke. Hans bror Bahadir Berber tramper rytmer i gult og drejer i uendeligheder, mens tilskuerne klapper tilbage. Og Sertac Celik i hvidt giver gruppen et råt strejf af utilregnelighed og retningsskift, som fastholder det autentiske touch af nordvest. Danske Casper Christophersen i blå T-shirt har en dynamik og et grin, der er svært at modstå, og Lukas Larsen i turkis har en drilsk omhu i sine supersparkerfødder, der smitter.

De er simpelthen bare nogle seje fyre. Selv briller Mark Mouritzen med sine skulderstande og sine vilde backturns – og sin storebroragtige kontrol med temperamenterne. Det er både råt og rørende på samme tid. Og det appellerer uhæmmet til de store drenge, der ikke orker pigelus og balletfnidder i teatret, men som gerne vil have muskelpræstationer, man kan tage og føle på. For hvor mange gange kan du selv hoppe på én arm?

Scenografisk kunne man ønske sig en øget bevilling til Uppercut Danseteater. Så kunne de to gadebænke og de fire lysfirkanter på bagtæppet udvikles til noget mere interessant, måske med videoprojektioner eller noget andet rumligt eller interaktivt, som kunne svare til forestillingens øvrige æstetik og direkte publikumskontakt.

Men det skal være snart, inden filmverdenen får for mange fingre i talenterne.

Mens man stadig kan nyde ‘Life’ aldeles live.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Gedebuk og højt humør
Tivoli Ballet Teater:
'Klods-Hans'
Koreografen Tobias Praetorius løfter fint arven fra Dinna Bjørn ved den nye eventyrballet over ’Klods-Hans’ på Pantomimeteatret, der er hjemsted for Tivoli Ballet Teater
Gadeteater med pacifismeopråb
Dansk Rakkerpak:
'Balder og Dragen'
Dansk Rakkerpak kaster sig igen ud i munter slåskamp for demokratiet og kærligheden. Denne gang i en middelalderlig mandehørmerhistorie, der heldigvis slutter med rakkerpak’sk slowmotion og retfærdighed
Ballade på bondegården
Teatergården:
'Skidt og Pyt på Store Vaskedag'
Dukkerne er centrale, men får for lidt plads i en heftig komedie om at kunne sige ”skidt, pyt”…
Tryg teaterfest med de røde og bløde
Teatergruppen Batida:
'Der kommer nogen'
Med sparsomme scenografiske midler og godt humør får Sofie Faurschou og Tobias Heilmann lirket både en sød historie og en masse overraskelser ud af Nordvest-teatergruppen Batidas ’Der kommer nogen’
På flugt med musikken som kompas
Marionet Teatret:
'Den forunderlige rejse'
’Den forunderlige rejse’ for de allermindste er et poetisk og varmt eventyr om en piges opbrud fra den trygge verden og om hendes møde med både stygge pigtrådsmænd og omsorgsfulde kukursdamer. Men især om det, der forener mennesker og dyr overalt i verden, nemlig musikken
Fine erfaringer
Teatergruppen Batida:
'Det bedste i verden'
En visuel humørbombe og munter musik er rammen om en fin historie om at overkomme modgang
Gedebuk og højt humør
Tivoli Ballet Teater:
'Klods-Hans'
Koreografen Tobias Praetorius løfter fint arven fra Dinna Bjørn ved den nye eventyrballet over ’Klods-Hans’ på Pantomimeteatret, der er hjemsted for Tivoli Ballet Teater
Gadeteater med pacifismeopråb
Dansk Rakkerpak:
'Balder og Dragen'
Dansk Rakkerpak kaster sig igen ud i munter slåskamp for demokratiet og kærligheden. Denne gang i en middelalderlig mandehørmerhistorie, der heldigvis slutter med rakkerpak’sk slowmotion og retfærdighed
Ballade på bondegården
Teatergården:
'Skidt og Pyt på Store Vaskedag'
Dukkerne er centrale, men får for lidt plads i en heftig komedie om at kunne sige ”skidt, pyt”…
Tryg teaterfest med de røde og bløde
Teatergruppen Batida:
'Der kommer nogen'
Med sparsomme scenografiske midler og godt humør får Sofie Faurschou og Tobias Heilmann lirket både en sød historie og en masse overraskelser ud af Nordvest-teatergruppen Batidas ’Der kommer nogen’
På flugt med musikken som kompas
Marionet Teatret:
'Den forunderlige rejse'
’Den forunderlige rejse’ for de allermindste er et poetisk og varmt eventyr om en piges opbrud fra den trygge verden og om hendes møde med både stygge pigtrådsmænd og omsorgsfulde kukursdamer. Men især om det, der forener mennesker og dyr overalt i verden, nemlig musikken
Fine erfaringer
Teatergruppen Batida:
'Det bedste i verden'
En visuel humørbombe og munter musik er rammen om en fin historie om at overkomme modgang