Af: Kirsten Dahl

7. januar 2019

Gys med enkle midler

Forestillingen 'Sarah' skaber effektfuldt klassiske gys og spænding, men lider af lidt anspændt spil og brist i iscenesættelsen.

Der er en ædel ting knyttet til gyserforestillingen 'Sarah':'Clara Foundation sørger for at 5-10  pct. af billetsalget går til en familie, der ligesom vores hovedperson James Iron har mistet et barn'.  

Det fremgår af det informationsark om forestillingen, som ligger på bordene i Zangenbergs Teaters cafe.

Clara Foundation, som består af en række unge skuespillere, har herudover det sigte, at lade rollen som James Iron gå på skift: 'Man kan altså på et tidspunkt være heldig at opleve f.eks. Simone Lykke i rollen som James Iron',som der står på infoarket. 

Skuespillerrotationen giver flere en tjans. Om det også vil være en fordel for publikum, er vanskeligt at vide.

Men nu til selve 'Sarah'. Forestillingen en er en fortsættelse af 'Clara', som spillede på Zangenbergs Teater for et år siden, og den er ligesom denne en monolog og en gyserfortælling, der på premieredagen ligesom 'Clara' bliver spillet af Anders Glud Jensen.

Og gys det får man – og der bliver – ligesom i 'Clara' (som jeg dog ikke nåede at se, men har læst om) spillet på alle de klassiske tricks: Skumle belysninger, mørke, knirkende døre, store menneskeøde skove, forladte slotte, kragehyl, mystisk sod, syner, chok – og genfærd.

Hørespilsagtigt

I lange passager minder 'Sarah' om et gammeldags hørespil, al den stund at rigtigt mange og lange passager foregår i bælgmørke, mens vi lytter til en speak – en fortæller, som minutiøst beskriver de fysiske rammer og også kommer ind på hvordan, det bliver mere og mere uhyggeligt for stykkets hovedperson, James Iron. 

Den koncentration, det kræver, og den nærhed og næsten intimitet, der er forbundet med at sidde sammen i mørket og lytte, er udmærket og modigt for en forestilling, der har +12 som målgruppe. 

Den måde, hvorpå mange gys bliver plantet – med spøgelsesagtige hændelser, som åbenbares ved at lys brat tændes, eller ved at uhyggelige lyde pludselig sætter ind, er også en fin måde at vise unge, at gys med effekt kan skabes med meget enkle midler. 

Men fortællingens indhold – dens kredsen om faderen, der har mistet to syv-årige døtre, Clara og Sarah, og som på slottet Drownhill støder på et genfærd, der ligner Clara på en prik – er ikke specielt rettet mod unge.

Skrabet scenografi 

Visuelt er 'Sarah' meget skrabet. Der er tydeligvis ikke brugt mange penge på scenografien. Den består af et spartansk møblement, der mest af alt ligner et parti brune møbler fra et loppemarked: Et lille skrivebord, en stol, en kommode, en seng, en gammel dør og et skab nøgternt arrangeret som det værelse, James Iron får på Drownhill Slot. 

At der ikke er meget kunst på spil her kan man måske leve med, men det generer, at iscenesætteren (hvis identitet ikke fremgår) lader nogle ting være påfaldende ulogiske (at der tilfældigvis er notespapirer i kommoden) og handlingsafslørende (at bagsiden af klædeskabet er fjernet, så man ved, at der vil trænge nogen ind i rummet ad den vej!)

Gys og overdreven gestik 

Til premieren lød der mange gys blandt publikum, som nærmest var lutter voksne. Så dramaturgisk er der spænding på spil – på overfladen i al fald. 

Undertegnede var dog noget generet af det konstruerede og forudsigelige i teksten (som benævnes 'ny dansk dramatik' på teatrets hjemmeside), af tanker om, hvad det egentlig er forestillingen specifikt vil sit ungdomspublikum – samt af, at Anders Glud Jensen især i de følelsestilspidsede handlingssekvenser overspiller sin rolle og derved bliver utroværdig eller giver ridser i indlevelseslakken.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Gadeteater med pacifismeopråb
Dansk Rakkerpak:
'Balder og Dragen'
Dansk Rakkerpak kaster sig igen ud i munter slåskamp for demokratiet og kærligheden. Denne gang i en middelalderlig mandehørmerhistorie, der heldigvis slutter med rakkerpak’sk slowmotion og retfærdighed
Ballade på bondegården
Teatergården:
'Skidt og Pyt på Store Vaskedag'
Dukkerne er centrale, men får for lidt plads i en heftig komedie om at kunne sige ”skidt, pyt”…
Tryg teaterfest med de røde og bløde
Teatergruppen Batida:
'Der kommer nogen'
Med sparsomme scenografiske midler og godt humør får Sofie Faurschou og Tobias Heilmann lirket både en sød historie og en masse overraskelser ud af Nordvest-teatergruppen Batidas ’Der kommer nogen’
På flugt med musikken som kompas
Marionet Teatret:
'Den forunderlige rejse'
’Den forunderlige rejse’ for de allermindste er et poetisk og varmt eventyr om en piges opbrud fra den trygge verden og om hendes møde med både stygge pigtrådsmænd og omsorgsfulde kukursdamer. Men især om det, der forener mennesker og dyr overalt i verden, nemlig musikken
Fine erfaringer
Teatergruppen Batida:
'Det bedste i verden'
En visuel humørbombe og munter musik er rammen om en fin historie om at overkomme modgang
God fortællekunst går aldrig af mode
Det Fortællende Teater:
'Gilgamesh'
Med den 4000 år gamle historie ’Gilgamesh’ skaber Jesper la Cour og Det Fortællende Teater virkeligheder omkring os kun ved hjælp af god, gammeldags og gedigen storytelling.
Gadeteater med pacifismeopråb
Dansk Rakkerpak:
'Balder og Dragen'
Dansk Rakkerpak kaster sig igen ud i munter slåskamp for demokratiet og kærligheden. Denne gang i en middelalderlig mandehørmerhistorie, der heldigvis slutter med rakkerpak’sk slowmotion og retfærdighed
Ballade på bondegården
Teatergården:
'Skidt og Pyt på Store Vaskedag'
Dukkerne er centrale, men får for lidt plads i en heftig komedie om at kunne sige ”skidt, pyt”…
Tryg teaterfest med de røde og bløde
Teatergruppen Batida:
'Der kommer nogen'
Med sparsomme scenografiske midler og godt humør får Sofie Faurschou og Tobias Heilmann lirket både en sød historie og en masse overraskelser ud af Nordvest-teatergruppen Batidas ’Der kommer nogen’
På flugt med musikken som kompas
Marionet Teatret:
'Den forunderlige rejse'
’Den forunderlige rejse’ for de allermindste er et poetisk og varmt eventyr om en piges opbrud fra den trygge verden og om hendes møde med både stygge pigtrådsmænd og omsorgsfulde kukursdamer. Men især om det, der forener mennesker og dyr overalt i verden, nemlig musikken
Fine erfaringer
Teatergruppen Batida:
'Det bedste i verden'
En visuel humørbombe og munter musik er rammen om en fin historie om at overkomme modgang
God fortællekunst går aldrig af mode
Det Fortællende Teater:
'Gilgamesh'
Med den 4000 år gamle historie ’Gilgamesh’ skaber Jesper la Cour og Det Fortællende Teater virkeligheder omkring os kun ved hjælp af god, gammeldags og gedigen storytelling.