Der er en ædel ting knyttet til gyserforestillingen 'Sarah':'Clara Foundation sørger for at 5-10 pct. af billetsalget går til en familie, der ligesom vores hovedperson James Iron har mistet et barn'.
Det fremgår af det informationsark om forestillingen, som ligger på bordene i Zangenbergs Teaters cafe.
Clara Foundation, som består af en række unge skuespillere, har herudover det sigte, at lade rollen som James Iron gå på skift: 'Man kan altså på et tidspunkt være heldig at opleve f.eks. Simone Lykke i rollen som James Iron',som der står på infoarket.
Skuespillerrotationen giver flere en tjans. Om det også vil være en fordel for publikum, er vanskeligt at vide.
Men nu til selve 'Sarah'. Forestillingen en er en fortsættelse af 'Clara', som spillede på Zangenbergs Teater for et år siden, og den er ligesom denne en monolog og en gyserfortælling, der på premieredagen ligesom 'Clara' bliver spillet af Anders Glud Jensen.
Og gys det får man – og der bliver – ligesom i 'Clara' (som jeg dog ikke nåede at se, men har læst om) spillet på alle de klassiske tricks: Skumle belysninger, mørke, knirkende døre, store menneskeøde skove, forladte slotte, kragehyl, mystisk sod, syner, chok – og genfærd.
Hørespilsagtigt
I lange passager minder 'Sarah' om et gammeldags hørespil, al den stund at rigtigt mange og lange passager foregår i bælgmørke, mens vi lytter til en speak – en fortæller, som minutiøst beskriver de fysiske rammer og også kommer ind på hvordan, det bliver mere og mere uhyggeligt for stykkets hovedperson, James Iron.
Den koncentration, det kræver, og den nærhed og næsten intimitet, der er forbundet med at sidde sammen i mørket og lytte, er udmærket og modigt for en forestilling, der har +12 som målgruppe.
Den måde, hvorpå mange gys bliver plantet – med spøgelsesagtige hændelser, som åbenbares ved at lys brat tændes, eller ved at uhyggelige lyde pludselig sætter ind, er også en fin måde at vise unge, at gys med effekt kan skabes med meget enkle midler.
Men fortællingens indhold – dens kredsen om faderen, der har mistet to syv-årige døtre, Clara og Sarah, og som på slottet Drownhill støder på et genfærd, der ligner Clara på en prik – er ikke specielt rettet mod unge.
Skrabet scenografi
Visuelt er 'Sarah' meget skrabet. Der er tydeligvis ikke brugt mange penge på scenografien. Den består af et spartansk møblement, der mest af alt ligner et parti brune møbler fra et loppemarked: Et lille skrivebord, en stol, en kommode, en seng, en gammel dør og et skab nøgternt arrangeret som det værelse, James Iron får på Drownhill Slot.
At der ikke er meget kunst på spil her kan man måske leve med, men det generer, at iscenesætteren (hvis identitet ikke fremgår) lader nogle ting være påfaldende ulogiske (at der tilfældigvis er notespapirer i kommoden) og handlingsafslørende (at bagsiden af klædeskabet er fjernet, så man ved, at der vil trænge nogen ind i rummet ad den vej!)
Gys og overdreven gestik
Til premieren lød der mange gys blandt publikum, som nærmest var lutter voksne. Så dramaturgisk er der spænding på spil – på overfladen i al fald.
Undertegnede var dog noget generet af det konstruerede og forudsigelige i teksten (som benævnes 'ny dansk dramatik' på teatrets hjemmeside), af tanker om, hvad det egentlig er forestillingen specifikt vil sit ungdomspublikum – samt af, at Anders Glud Jensen især i de følelsestilspidsede handlingssekvenser overspiller sin rolle og derved bliver utroværdig eller giver ridser i indlevelseslakken.
