'De fleste vil det gode. Det går aldrig helt af mode'.
Sådan lyder det hen imod slutningen af en forestilling, som i et velfungerende fortælleforløb har ført sit publikum ind i så mange rum, at man næsten tror, at det er løgn.
Men der er sammenhæng i historiens mange tit filosofisk-ladede tråde, som er iscenesat med spiloverskud, utrolig velklingende stemmer og masser humor.
Kirkerums-ramme
Helt fysisk sidder vi (dvs. børn fra 8-12 år og voksne) på stole, bænke eller puder inde i en kirke. Herinde møder vi kirketjeneren Lucy, som fortæller, at hun egentlig er en engel, som har mistet sine vinger på et tidspunkt, hvor hun blev for selvcentreret.
Da Lucy finder et kirkeminister-udsendt brev, hvori der står, at kirken skal lukkes, har hun en mission at udføre. En mission, som måske kan give hende hendes englevinger tilbage: Hun vil prøve at redde kirken.
Og netop som hun har besluttet det, dukker tre mænd op. Fra hver sit 'verdenshjørne' og fra hver sin verdensdel. De påstår alle tre, at de har fået et brev ligesom Lucys, hvorfor de også har et projekt.
Den danske entreprenør vil score profit på at omskabe kirken til en verdensbazar, hvor alle kulturer kan komme og gå. Afrikaneren, hvis stemme har lidt skade, vil indrette kirken til et gospel-tempel. Og mesterkokken fra Japan vil åbne en sushi-restaurant på stedet.
De argumenterer hver især for deres sag. Nogle med sjovere og mere åndrige argumenter end andre. Lucy, som har fået en udfordring, svinger sit magiske tørklæde adskillige gange og det gør underværker. Det fører til både glad gospel, fisk og en flot sushi-anretning, usynlige mure og andre tryllerier.
Og i sammenhæng med det fremlægger og diskuterer forestillingen så komplekse og dybsindige emner som liv, død og tro.
Livet som en gåde. Som et sted, hvor religioner strides i stedet for at mødes om det, de har tilfælles. Et sted, hvor man aldrig må rive håbet itu. Og et sted, hvor det føles forkert at snyde andre og godt og lærerigt at gøre noget godt – med det in mente at det ikke nytter noget, 'at du tvinger dine vinger', som det siges. Døden i forhold til (tab af) tro og i forhold til det at håndtere døden og det at mærke og indse, at man kan bære den efterladte med sig. Og tro versus viden. Tro i sammenhæng med det, at der findes mere mellem himmel og jord, end vi kan eller skal bevise.
Glæde, dimensioner og dybde
Johanne Højlund synger livet og glæden ind i kroppen på publikum. Smukt og velartikuleret. Og hun sprudler af naturlig fremdrift-energi som hun springer syngende og engle-ordsprogs-fyldt om i sit autonome/punk-protest-tøj: Sort tyl-nederdel, ditto militærstøvler, fjer i de lange uglede lokker, nitte-armbånd og en djævletatovering, som fylder hele den ene arm.
Lars Oluf Larsen tager kegler som manden, der via murstensbyggeri ønsker sig stinkende rig og i øvrigt længe afviser det religiøse.
Jacob Lech dukker op med stemme-drillerier og spiller troværdigt ham, der først overgiver sig til næstekærlighedsmissionen.
Og Teit Kanstrup gør en både sej og følsom figur ud af sushi-kokken, som også leverer sjove ordforvekslingsreplikker.
Alle tre synger både smukt og tydeligt – både alene og sammen. Lars Fjeldmose har komponeret musik, som rammer følelserne, og som ikke emmer af noget fjernt eller højtragende. Han spiller selv musikken på orgel og klaver, og Johanne Højlund supplerer ham undervejs på tværfløjte.
Nina Schiøttz har indrettet kirkerummet som et rum i opbrud, så det samtidig giver Pia Rosenbaum gode muligheder for at iscenesætte livfuldt og med overraskelser. Hvad hun gør tillige med at tilføje en fin fornemmelse af, at alting har flere dimensioner og dybder end dem, vi lige umiddelbart møder.
Alt i alt en vellykket forestilling.
Forestillingen går utvivlsomt rent ind hos mange både børn og voksne. Både på det indholdsmæssige, performative og musikalske plan. Hvor og hvordan Skyr, 'X Faktor' og De Tre Vise Mænd kommer ind i helheden, det må selvopleves.
