Af: Torben Stig Hansen

11. april 2013

Giv underbevidstheden en talerstol

Teater Hunds nye forestilling 'Hvis bare...' handler om to brødres kreative sorgarbejde efter at have mistet deres far. Historien har manuskriptforfatterne Robert Reinhold og Per Linderoth baseret på deres egne oplevelser som efterladte sønner. Teateravisen.dk mødte de to mænd til en samtale om sorg, kunst, samhørighed – og værdien af at afbryde forbindelsen til kontroltårnet.

Idioglossia taler de ikke sammen, skuespilleren Robert Reinhold og instruktøren Per Linderoth, men de to mænd er uden tvivl tæt forbundne – både menneskeligt og kunstnerisk. Det bemærker man hurtigt, når de begynder at fortælle om deres samarbejde på Teater Hunds seneste forestilling, 'Hvis bare…', som netop har gæsteoptrådt på Anemone Teatret og snart kan opleves på Festival 2013 i Morsø Kommune (www.aprilfestival.dk), mens den senere skal turnere rundt i landet.

Over en periode på 14 måneder skrev de i fællesskab manuskriptet, som handler om to otte-niårige brødres søgen efter deres forsvundne far – stærkt inspireret af de følelser, som Reinhold og Linderoth selv gennemlevede, dengang deres egne fædre døde. Og selvom de to teatermennesker ikke er brødre, så har deres venskab eksisteret gennem tre årtier, nemlig siden de i 1983 mødte hinanden i teatergruppen Teaterklanen.

Det er Reinhold og Linderoth selv, der under interviewet bringer ordet 'idioglossia' i spil – betegnelsen for et privat sprog, som udvikles og tales af meget få mennesker (som oftest tvillinger). Dog bruger de to mænd ikke den græske glose om sig selv, men derimod om Frede og Uffe, de to brødre, som i forestillingen har mistet deres far og prøver at komme overens med den situation.

Brødrene er så nært knyttet, at Reinhold og Linderoth i løbet af skabelsesprocessen overvejede at lade dem tale idioglossia, og på et tidspunkt var dele af manuskriptet derfor skrevet i et specielt udviklet sprog. Ideen blev dog opgivet af hensyn til forståelsen hos publikum.

Sorgbearbejdelse gennem leg

Men selvom de to brødre ikke taler et fælles unikt sprog som sådan, har de alligevel udviklet en fælles fantasi, en tilbagevendende leg, der tager udgangspunkt i deres fars mystiske forsvinden.

»Hensigten var på et tidligt tidspunkt at skildre essensen af sorg. At fortælle om to knægte, der kæmper tappert for at nå igennem en sorgbearbejdelse og lykkes med det,« siger Robert Reinhold.

»Og det væsentligste element i forestillingen er, at de håndterer deres situation gennem leg,« tilføjer Per Linderoth.

»Ved at gennemleve en fantasi, som de selv har udviklet, når brødrene til en erkendelse af, at faderen er død og ikke vender tilbage – men at han alligevel på en måde, måske underbevidst, er hos dem. Og gennem dramaturgien har vi forsøgt at vise følelsernes vej til dén erkendelse.«

Mellem drøm og virkelighed

Robert Reinhold, som i forestillingen spiller drengen Uffe, mistede selv sin far som syv-årig. Hverken i hjemmet eller skolen blev der talt særlig meget om faderens død, og i mange år havde Reinhold en snigende fornemmelse af, at faderen havde taget fusen på familien og en skønne dag ville vende hjem, som om intet var hændt.

»Jeg drømte om ham om natten. Og når jeg vågnede om morgenen, havde jeg ofte fornemmelsen af at have mødt ham i virkeligheden. Sorgen lå i en gråzone mellem visheden om min fars død og troen på, at han levede endnu. Der opstod et fantasiland, som kun var mit eget, og jeg delte det ikke med nogen.«

Først da Robert Reinhold som 19-årig kom med i Teaterklanen og mødte mennesker, der åbenlyst talte om følelser og personlig baggrund, begyndte han at bearbejde sine følelser omkring faderens død. Åbenheden og samhørigheden mellem denne gruppe teaterfolk blev så betydningsfuld, at de fleste af dem stadig er tæt forbundne i dag – ikke bare Reinhold og Linderoth, men også fx Bo Carlsson, som spiller Uffes bror Frede.

Mødet med faderen

At Frede og Uffes far er død – og hvordan det er sket – får publikum ikke noget at vide om direkte, da alting opleves gennem drengenes optik og fantasi. Men noget tyder på, at han kan være styrtet ned med en flyvemaskine over en sø.

I brødrenes verden er faderen jagerpilot, og i deres tilbagevendende leg er Uffe piloten, der sendes op i et rekognosceringsfly for at holde udkig efter deres far. Imens står Frede nede på jorden med sin walkie-talkie og holder radiokontakten til kontroltårnet, der tilsyneladende altid melder tilbage (publikum hører kun Fredes gengivelse), at det fortsat er ham – og ikke Uffe – der skal have ansvaret for walkie-talkien.

Samme rollefordeling synes at gå igen i drengenes dagligdag og skolevej, hvor Uffe er den nysgerrige, som både vover sig ud i mosen og vil kravle til vejrs i vandtårnet, mens Frede mest er optaget af at nå frem til skolen og 'få sin hjerne forgyldt'.

En nat drømmer Frede, at faderen er landet med sit fly i skolegården, og i et scenarium balancerende mellem drøm og virkelighed drager brødrene hen til skolen midt om natten.

Da skolegården overraskende er tom, kontakter Frede kontroltårnet fra sin walkie-talkie for at bede om hjælp, men får intet svar. Det får Uffe til at smide 'den åndssvage radio' væk, og i samme øjeblik bliver scenerummet et flimrende og forvirrende sammensurium af billeder, lyd og stemmer fra den hidtidige del af skuespillet. I dette flimmer møder brødrene endelig deres far, som forklarer dem, at han er druknet og ikke kommer hjem igen.

'Uden kunst ville jeg føle mig handikappet'

Hvordan håndterer man en situation som drengenes, hvor den ene af forældrene dør? Hos de fleste af os vil psyken nok blive rystet langt ind i dens inderste gemakker, men ifølge Per Linderoth bliver vi ikke uddannet af skolen, samfundet eller vores forældre til at være i kontakt med de dybeste lag af sjælen.

»Til daglig har underbevidstheden jo ikke nogen talerstol. Den bliver sjældent lyttet til. I stedet kommunikerer den til os gennem drømme en gang imellem. Men tænk nu, hvis vi turde lade os påvirke meget mere af vores underbevidsthed i stedet for at lægge låg på det ukendte og måske farlige indhold. Hvordan ville det ændre vores normale måde at tale på, relatere til andre mennesker og forstå verden på?«

Frede og Uffe bruger deres skaberevne og spejler den virkelighed, de møder, gennem deres leg: det er deres måde at være i kommunikation med underbevidstheden. Men som voksne har vi en lignende mulighed gennem mødet med kunsten, mener Linderoth, da mange kunstnere – voksne legebørn – har en faglig kunnen i at skabe og manifestere et udtryk for det underbevidste.

Robert Reinhold konstaterer:

»Helt personligt kan jeg i hvert fald sige – som skuespiller og musiker – at uden kunst ville jeg føle mig anderledes og fremmedgjort, ja, decideret handikappet.«

Præstationssamfundet isolerer os fra hinanden

De to mænd er enige om, at samfundet burde prioritere kunst og kultur højere.

»Kunst kan åbne for nogle sider i os, som ikke bliver værdsat synderlig meget i disse år, hvis de overhovedet gør. Alt skal måles og vejes, det hele skal effektiviseres, og alle skal præstere. Det er fandme lige før, enhver relation skal være rentabel,« snerrer Reinhold.

Men resultatet af denne samfundsmodel bliver, at vi alle sammen lever i hvert vores isolerede rum uden at kunne forstå hinanden, mener han.

»Vi mister evnen til at relatere på tværs af generationer, på tværs af erfaringer, og vi forspilder muligheden for at dele vores kreativitet med hinanden. Kunst og musik, teater, historie, filosofi osv. giver jo netop forskellige generationer og befolkningsgrupper en chance for at forstå hinanden. Tag nu en teaterforestilling som vores, hvor publikum, børn og voksne, i øjenhøjde deler deres følelser, erfaringer og undren med hinanden – deler de ressourcer, de har som mennesker hver især. Det er dét kunst kan. Derfor er kunst vigtig.«

En hjernehalvdel til hver

I Linderoths og Reinholds syn på samfundet aner man en kontrast mellem effektivitet og fornuft på den ene side, og kreativitet på den anden side. Det giver uvægerligt associationer til brødrene Uffe og Frede, som på en måde har netop disse modsætninger fordelt imellem sig, og som også griber situationerne forskelligt an.

»Det er rigtigt,« siger Per Linderoth.

»Frede bruger sin fornuft, og det er én måde at tage ansvar på. Men Uffe tager ansvar ved sit mod til at sætte noget på spil, udfordre noget. Man kan faktisk godt tolke Frede og Uffe som den rationelle og kreative hjernehalvdel. Eller som overbevidsthed og underbevidsthed.«

Robert Reinhold supplerer:

»Der er en klar forskel på de to brødre. Den ene har radiokontakt til et kontroltårn, og den anden søger bevidst faremomentet. Frede er den mest målrettede på vejen til skolen, mens Uffe har en fuldstændig ligefrem, kreativ adgang til den verden, der findes lige ved siden af verden.«

Linderoth:

»Og det er en helt afgørende pointe i skuespillet, at først i dét øjeblik walkie-talkien med kontakten til kontroltårnet bliver kastet væk, får brødrene mulighed for at træde ind i et rum, hvor de kan møde faderen og samtidig opnå erkendelsen af, at han er død.«

Farvel til kontroltårnet

Faktisk er det ikke blot en pointe i skuespillet, men også i de to scenekunstneres virkelighedsopfattelse: For at opnå nye erkendelser er man indimellem nødt til at smide kontrollen.

»I processen med at lave en forestilling som denne her bliver alle vores oplevelser og meninger sat på spil, fordi vi tager udgangspunkt i en undren,« siger Per Linderoth.

»Vi stiller os et sted, hvor vi faktisk ingenting ved. Det er man nødt til at turde. Man må stole på, at historien begynder at tale. Så sker der dét, at efterhånden går en destillationsproces i gang, og man begynder at få en fornemmelse af, at forestillingen faktisk har liv. Og så gælder det om at lytte efter dét hele tiden.«

Og det er her, effektivitetssamfundet kommer til kort, efter Linderoths mening. For nye erkendelser og kunstneriske nyskabelser er ikke noget, man fremskaffer i en fart. Man går ikke lige ned og henter dem på hylden i Netto.

»Du bliver nødt til at satse. For næste forestilling starter totally fra scratch. Alt hvad du er overbevist om, at teater handler om, er du nødt til at sætte på spil. Derfor er det så fucking svært at lave teater. Det koster! Og for at bruge et billede fra vores forestilling: Dét, som det koster, før det virkelig rykker, det er at kontroltårnet bliver smidt væk.«

Oplevelsen af det sublime

At man til gengæld opnår noget meget værdifuldt, når det lykkes at afbryde forbindelsen til kontroltårnet – dét er skuespiller og instruktør helt enige om:

»Som skuespiller må jeg tilegne mig en viden om, hvordan jeg skal bevæge mig på scenen for ikke at smadre scenografien,« forklarer Robert Reinhold.

»Men sommetider begynder tankerne at køre rundt i knolden, mens jeg spiller: 'Var det nu, jeg skulle bevæge mig?', 'Hvor satan er den magnet?', 'Hvor skal jeg stille skoene?'. Men heldigvis er det lykkedes nogle gange undervejs i forløbet at slukke for kontroltårnet: Forestillingen begynder, jeg træder ind på scenen – og pludselig er det hele overstået! Jeg når ikke at tænke en skid. Det er sublimt. Det er sådan, jeg tror de to drenge oplever verden generelt, altså så intenst.«

Per Linderoth med instruktørkasketten nikker genkendende til følelsen af intensitet:

»Jeg oplever, at der i den forestilling er øjeblikke, hvor tiden står stille. Hvor der er en samhørighed mellem dem, der sidder nede i salen, og dem der står oppe på scenen – og så den historie, der er ved at folde sig ud. Man nærmest trækker vejret sammen. Og de øjeblikke har en kæmpe værdi, for mig at se.«

Hvem er hvem?

Samhørigheden mellem de to kammerater og kolleger er til at tage at føle på. Og når mændene nu har fortalt om forskellen på de to brødre i forestillingen, er det fristende at spørge ind til en kobling mellem manuskriptforfatterne og deres figurer.

»Uffe, det er Robert,« lyder det prompte fra instruktør Per Linderoth.

«Og Frede, det er Per,« replicerer skuespiller Reinhold.

De to venner ler.

»Ja, sådan er det nok primært,« siger Linderoth.

»Og dog. Så entydigt er det nu alligevel ikke. Der er lidt af Uffe og Frede i os begge to.«

»Og forestillingen er i hvert fald sin egen,« slår Reinhold fast og tilføjer:

»Det var skideskægt at samarbejde om at få ideen til historien og udvikle den sammen. Men Per er jo instruktøren eller dirigenten, og på et tidspunkt overtog han styringen. Og så forandrede rollerne sig. Fra at være partner i udviklingen af den her historie, så røg jeg pludselig direkte ind i historien og skulle opleve på en helt anden måde. Men der er i virkeligheden ingen forskel. Følelserne er de samme. Det er bare perspektivet, der er forskelligt.«

Seneste artikler

Seneste artikler

God Sommer!

God Sommer!

Teateravisen sættes på lavt blus frem til starten af august, men der kan dog fortsat dukke aktuelle nyheder og anmeldelser op på portalen. Imens byder sommeren som vanlig på både gratis og entrebelagt teater for børn og familier i form af gadeteaterfestivaler og forestillinger i det offentlige rum m.v.
Læs mere
Med Sofokles i Caribien

Med Sofokles i Caribien

Midler fra EU’s Creative Europe-pulje er med til at finansiere mange forskellige kulturprojekter i EU-medlemslandene. Ét af disse projekter er BABEL – or the art of listening in TYA, hvis hovedaktivitet er afholdelsen af en række workshops over hele Europa – men også på udvalgte lokationer rundt omkring i resten af verden. En sådan ’extra-europæisk’ workshop fandt sted i Cuba i maj.
Læs mere
Scenekunsten hyldet og fejret

Scenekunsten hyldet og fejret

Med et forrygende show viste Årets Reumert 2024, at essensen af al scenekunst er levende mennesker. Sådan lød dommen fra Teateravisens anmelder, Randi K. Petersen, som i stedet for som normalt at levere faglige kritik af børne- og ungdomsteatrenes forestillinger var blevet bedt om at anmelde prisfesten
Læs mere
Scenekunst og netværkspleje i Cuba

Scenekunst og netværkspleje i Cuba

Over 1.000 teaterfolk fra over 70 lande, 65 faglige arrangementer og 25 håndplukkede forestillinger fra fem kontinenter - dét dannede til sammen en meget multikulturel begivenhed, der under ét havde fået navnet Den 21. Verdenskongres for Scenekunst for Børn og Unge. Det hele blev afviklet i den cubanske hovedstad, Havana, i dagene 24. maj til 1. juni. En talstærk dansk delegation deltog også i dette omfangsrige arrangement, som uden sammenligning er det største af sin art inden for børne- og ungdomsteatret.
Læs mere
Til verdenskongres i Havana

Til verdenskongres i Havana

En større flok danske børneteaterfolk tager til Cuba for at deltage i ASSITEJ’s 21. verdenskongres med tilhørende festival og workshop og andre faglige aktiviteter. Med deltagere fra over 60 lande er det en ultimativ mulighed for at skabe og udbygge internationale kontakter i arbejdet med scenekunst for børn og unge. Teatergruppen Batida er selvfølgelig også med og fortsætter fra kongres og festival med en udfordrende turne i Cuba.
Læs mere
STOP & SWOP

STOP & SWOP

Dansefestivalen for børn og unge i Roskilde bød på danseforestillinger for både babyer og teenagere. Men SWOP 2024 bredte også kunstarten ud, så tilskuernes kroppe mødte andre kunstarter i inkluderende crossover
Læs mere
God Sommer!

God Sommer!

Teateravisen sættes på lavt blus frem til starten af august, men der kan dog fortsat dukke aktuelle nyheder og anmeldelser op på portalen. Imens byder sommeren som vanlig på både gratis og entrebelagt teater for børn og familier i form af gadeteaterfestivaler og forestillinger i det offentlige rum m.v.
Læs mere
Med Sofokles i Caribien

Med Sofokles i Caribien

Midler fra EU’s Creative Europe-pulje er med til at finansiere mange forskellige kulturprojekter i EU-medlemslandene. Ét af disse projekter er BABEL – or the art of listening in TYA, hvis hovedaktivitet er afholdelsen af en række workshops over hele Europa – men også på udvalgte lokationer rundt omkring i resten af verden. En sådan ’extra-europæisk’ workshop fandt sted i Cuba i maj.
Læs mere
Scenekunsten hyldet og fejret

Scenekunsten hyldet og fejret

Med et forrygende show viste Årets Reumert 2024, at essensen af al scenekunst er levende mennesker. Sådan lød dommen fra Teateravisens anmelder, Randi K. Petersen, som i stedet for som normalt at levere faglige kritik af børne- og ungdomsteatrenes forestillinger var blevet bedt om at anmelde prisfesten
Læs mere
Scenekunst og netværkspleje i Cuba

Scenekunst og netværkspleje i Cuba

Over 1.000 teaterfolk fra over 70 lande, 65 faglige arrangementer og 25 håndplukkede forestillinger fra fem kontinenter - dét dannede til sammen en meget multikulturel begivenhed, der under ét havde fået navnet Den 21. Verdenskongres for Scenekunst for Børn og Unge. Det hele blev afviklet i den cubanske hovedstad, Havana, i dagene 24. maj til 1. juni. En talstærk dansk delegation deltog også i dette omfangsrige arrangement, som uden sammenligning er det største af sin art inden for børne- og ungdomsteatret.
Læs mere
Til verdenskongres i Havana

Til verdenskongres i Havana

En større flok danske børneteaterfolk tager til Cuba for at deltage i ASSITEJ’s 21. verdenskongres med tilhørende festival og workshop og andre faglige aktiviteter. Med deltagere fra over 60 lande er det en ultimativ mulighed for at skabe og udbygge internationale kontakter i arbejdet med scenekunst for børn og unge. Teatergruppen Batida er selvfølgelig også med og fortsætter fra kongres og festival med en udfordrende turne i Cuba.
Læs mere
STOP & SWOP

STOP & SWOP

Dansefestivalen for børn og unge i Roskilde bød på danseforestillinger for både babyer og teenagere. Men SWOP 2024 bredte også kunstarten ud, så tilskuernes kroppe mødte andre kunstarter i inkluderende crossover
Læs mere