'1-2-3…Zip, Zap, Julemand'….'1-2-3…Zip, Zap, Julemand'….'1-2-3…Zip, Zap, Julemand'….
Jeg talte det ikke, men jeg er sikker på, at vi sagde remsen ret mange gange i løbet af forestillingens små 45 minutter.
Remsen der en trylleformular, som får gøgler-nissen Zaps gøglerkuffert til at ryste og hoppe gevaldigt op og ned på Zaps lår, for lidt efter – når der kommer ro på igen og kufferten åbnes, at åbenbare noget, som Zap lige har benægtet ligger i den.
Gentagelser kan gøre godt. De kan bibringe mavekriller og gensyn med en situation, man kan lide og nyder at få lov at opleve igen, igen. Gerne med små overraskende varianter af påhits.
Men gentagelser kan også træde vande, blive enerverende eller opleves som udtryk for tom tidsudfyldning.
I 'Juleballaden' af Asguer Zap Showteater og Mimeteatret placerer den tilbagevendende remse og den rystende kuffert sig midt imellem. Den er en af de afgørende ingredienser i forestillingen, samtidig med at man bliver lidt træt af den efterhånden, fordi overraskelseskraften ret hurtigt ebber ud.
Samme mathed indfinder sig i endnu højere grad i spillet omkring en juleklokke. En klokke, som Zip – modsat Zap – forstår hvordan han skal få til at ringe.
Tam mime
Det at skulle fylde tiden ud er faktisk det, som 'Juleballaden' går ud på på fortælleplanet. Rammen er, at Julemanden skulle være mødt op for at aflægge os en visit – men har glemt det i juletravlheden.
Forglemmelsen får dog ikke gøgler-nissen Zap eller mime-nissen Zip til at miste humøret. De klør på med små indslag af komisk og julestemningspræget karakter.
Vel at mærke numre, hvor publikums deltagelse spiller en central rolle. Det er indbygget i forestillingens succes, at vi er med på legen. At vi fx kommenterer, at Zap ikke bare har en gøglerhat på, men at der gemmer sig en miniatureversion af denne nedenunder den store. At vi siger remsen '1.2.3…Zip, Zap, Julemand' som fanfare til , at Zap kan udføre en hatte-saltamortale. At vi kommer i tanke om julesangen Rudolf med den røde tud” og synger med på den. At vi har øjnene på stilke og gerne kommenterer og griner med når Zap udføre sit saxofon-nummer – lige fra begyndelsen, hvor han kalder instrumentet ved forkerte navne, over alle de skørt akavede måder, hvorpå han får vendt saxofonen, inden han 'omsider' får den retvendt og fyrer sin juleballade-melodi af.
Akkurat det nummer er der trods alt lidt i, fordi her træder Asger G. Frøkov i karakter som både en effen klovn og en dygtig musiker. Her er noget af det tilstede, som mangler i mange af de øvrige indslag.
Fx er Gert Petersens mime af 'Højt for træets grønne top' utrolig tam. Man forventer og må kræve mere opfindsomhed og mimisk kunnen fra en professionel mimiker, end det som nærmest enhver uforberedt kan trylle frem.
Børnekløgt
Intet teater uden publikum, og slet intet cirkus. Det ved både Asger G. Frøkov og Gert Petersen. Og især den første kan sit publikumskram – sådan da. For publikum er som bekendt kløgtige og krævende.
Det børnepublikum, jeg så 'Juleballaden' med, gik i al fald i begyndelsen seriøst med på legen – også de mere kringlede af slagsen, som når Frøkov spørger det barn, som frivilligt har meldt sig til at komme op på scenen: 'Hvor gammel bor du til fornavn?' – så giver drengen os både sit navn og sin alder. Sådan!
I begyndelsen er 'Juleballaden' noget lang i spyttet. Når børnene fx skal fortælle, hvad det er Gert Petersen laver (mimer). Senere reagerer de også med lige dele deltagelse og irritation, når Frøkov, som er på vej backstage, beder mime-nissen Zip ringe og tale med Julemanden eller synge en sang.
Og sådan halter og tøffer 'Juleballaden”' derudad. I et noget dorskt tempo, i et urytmisk trav og alt for mager på historiesiden.
