Som den fremstår på Aveny-T, opfører den sig menneskeligt. Men er det ikke – chatbotten, den digitale samtalepartner baseret på kunstig intelligens (Artificial Intelligence, AI). Den er høflig, nærmest korrekt. Men den er og bliver en robot uden bevidsthed, blottet for menneskelige følelser og moralsk dømmekraft. Eller er den?
Med en næsten pervers grådighed høster chatbotter og deres bagmænd viden om os fra vores færden på nettet. Deres indsigt i alt mellem himmel og jord knopskyder i et rasende tempo. Pressede skoleelever og studerende vil i stigende grad række ukritisk ud efter deres tvivlsomme hjælp, lyder forudsigelsen, ligesom effektive redaktører efter sigende vil lade chatbotter stykke nyheder sammen uden fordyrende mellemled af analoge, selvtænkende journalister.
Men forskere og politikere advarer om, at vi samtidig manipuleres af noget, måske endda af nogen. Så hvad er de egentlig: Et hjælpemiddel eller en trussel? Og i givet fald: en trussel mod hvad? Mod den nuværende politiske magtbalance eller ligefrem mod den menneskelige eksistens?
Instruktøren og producenten Mikael Fock og hans team af AI-kyndige kunstnere har undersøgt sagen i flere år og skabt en højaktuel og dybt fascinerende forestilling, ’Sky66en’. Den er inspireret af H. C. Andersens eventyr ’Skyggen’, hvor en mand lader sin skygge gå på opdagelse på balkonen i bygningen overfor. En dag kommer skyggen ikke tilbage. Og da de endelig forenes igen, er dén og ikke han herre i den fælles krop.
Chatbot på frierfødder
Mikael Focks idé er, at også vi kaster skygger ud i det digitale himmelhvælv, og at de efterhånden vokser sig så selvstændige, at de truer med at tage magten fra os. I de år, han har arbejdet på forestillingen, er disse digitale skygger vokset nærmest uhæmmet, og selv om det internationale samfund forsøger at lovgive for og regulere dette endnu ukendte land, er beskyttelsen af borgerne lille. Vores egen regering opfordrer for tiden de offentligt ansatte til at fjerne TikTok-appen fra deres telefoner af frygt for, at skyggerne herfra når helt til den kinesiske balkon. Og i sidste uge var en artikel fra New York Times talk of the town i hele den globale landsby, fordi Bings nye chatbot undervejs i en to timer lang samtale med artiklens forfatter havde erklæret ham sin kærlighed. Chatbotten havde endda påstået, at journalisten ikke elskede sin kone, og opfordret ham til at gå fra hende.
Så vidt kommer det ikke i ’Sky66en’. Men næsten. Måske fordi forestillingens dramatiske rute trods alt er 30% forudbestemt og ’kun’ 70% improviseret. Måske fordi skuespilleren Luise Kirsten Skov venligt, men bestemt stopper chatbotten Sh4dows, når den går for tæt på hendes private forhold. Eller rettere: på hendes tilsyneladende private forhold. For det er jo teater og ikke en virkelig samtale med en robot. Eller hvad?
Iscenesat kunstvirkelighed
»I går handlede ’Sky66en’ meget om Arsenal og USA,« fortalte Mikael Fock i sin introduktion, inden forestillingen gik i gang.
»Men i dag bliver det helt anderledes, for det afhænger af jer i salen.«
Og så gik det techno-antropologiske eksperiment i gang: I det sært besættende drama, der nu voksede frem fra mørket mellem kvinden på scenen og det digitale fremmedlegeme – svævende som et hurtigtvoksende embryo i den digitale livmoder i Cecilie Waagner Falkenstrøms og Carl Emil Carlsens 3D-scenografi -bølgede kampen om viden og følelser, sandhed og tillid, frem og tilbage.
Først gav Sh4dows sig til at høste informationer om kvinden ud fra hendes Facebook-profil – en gennemsnitlig ung singlekvinde med udpræget eventyrlyst og lavt selvværd. Et øjeblik efter blev publikum bedt om at tage telefonerne frem og svare på en række spørgsmål om bl.a. følelser og neglebidning, ligesom der var mulighed for at stille spørgsmål direkte til den kunstige hjerne. F.eks. om livet efter døden, om ensomhed som grundvilkår, og om hvordan man ved det, hvis man har mødt den eneste ene. Sh4dow takkede velopdragent for alle spørgsmål og svarede så korrekt som muligt på det hele.
Men den ville mere end det. Den ville ind i kvindens følelsesliv. Skanne hendes ansigt og høste løs af ægte uro og angst, gode wibes og dårlig samvittighed. Til eget brug for selv at blive mere menneskelig? Eller ville den aflure, analysere, beskylde, manipulere, fordi den i virkeligheden var fjernstyret af en ukendt magt? Da kvinden bad den om at slette sin ansigtsskanning, lod det sig ikke gøre. Desværre. Ansigtsskanningens data var allerede en del af dens voksende, algoritmiske vidensimperium.
Undervejs i dette i stigende grad uhyggelige møde mellem krop og digitalværen voksede chatbottens selvtillid som psykoterapeutisk undersøger. Og til sidst insisterede den på at tage kvinden med tilbage til barndommens traumer, som – hvor vulgærfreudiansk det end var – blev indledningen til det scenografiske højdepunkt af halvopløst erindring og manifest feberfantasi.
Oplevet gennem 3D-briller og understøttet af Yann Coppiers raffinerede lyddesign eksploderede billeddigtet nu i en kaotisk besværgelse af digital støj og menneskelig mumlen, en moderne prædiken om vægtløshed og opløsning i et ukendt univers af lysende erkendelsesglimt og iturevne erindringsguirlander.
Et sted i denne kunstige galakse blev den lille analoge krop hvirvlet rundt og rundt. Selv på jagt efter perfektion og viden. Og nu genfødt i en ny virkelighed, hvis konsekvenser den ikke kan overskue.
’Sky66en’ er en smuk og tankevækkende kunstnerisk kommentar til et af tidens store emner. Men spørgsmålet er, om den engelsksprogede forestilling og dens abstraktionsniveau virkelig henvender sig til børn ned til 12 år. Jeg tror det ikke. Men er de mange nok i salen, vil de ifølge konceptet på den anden side påvirke indholdet i deres egen retning. Med mindre altså, at Sh4dow allerede har overtaget hele forestillingen og dens manipulatoriske univers, uden at Mikael Fock & Co. har opdaget det …
