Der er mere fest og farverig fantasi uden på end inden i Teater 83’s skønne teaterbus. Bussen med de røde plyssæder i ministørrelse ligner til forveksling Det Lille Turnéteaters gamle, og måske kan lidt af originaliteten og kvaliteten i Turnéteatrets – nu Grønnegade Teaters – forestillinger ligefrem smitte lidt af på teaterbussens kommende repertoire. For selv om 'Duft' er en sød og meget overskuelig forestilling for de alleryngste, så er der altså ikke meget fut og fremdrift i snakkehistorien om Møller og hundehvalpen Bertram. Det er fortælle-teater af allermest traditionelle slags.
Erik Møller Pedersens figur hørmer af tryg bedstefar-hygge og nærhed. Det sidste giver næsten sig selv i bussen, men det bliver godt udnyttet i kontakten med publikum. Til gengæld har indholdet i den tynde fortælling en temmelig hengemt aroma.
Muligvis går en dukkedoktor aldrig af mode. Men kan man gå ud fra, at små børn uden videre er på omgangshøjde med et miljø og en omgangstone fra deres oldeforældres tid? Her havde det været fint med et par forklarende ord om den tidslomme, forestillingen udspiller sig. Eller måske endnu bedre – en opdatering til nutids-Danmark.
Kaffe og frikadeller
Så er der mere liv og mulighed for genkendelse i de store former og klare farver i Møllers værksted. Lilleputscenens bagvæg har stor lighed med et af de solide puslespil af træ, der ligger i lag i de fleste børns legekasser. I væggen er der en skæg karussel, der fungerer som en slags værksted. Det er her Møller med jævne mellemrum henter ting, der er indleveret for at blive repareret. En dukke skal have sat benet på, og en bamse trænger til nye øjne.
Det går stille og roligt derudad. Desværre uden antydnding af den dramatik, som er teatrets særkende. Men tilskuerne får da næsten lært, hvordan man brygger kaffe og steger frikadeller. De oplever også at begge dele dufter fristende dejligt. Det synes hundehvalpen Bertram også. Han er godt nok bare en hånddukke, men en forrygende nuttet én af slagsen, og så er han god til at spise frikadeller. – Uheldigvis flere, end maven kan kapere.
Bertram får mavekneb og begynder at sprede dufte , der er knapt så delikate. Møller siger puha og prøver at vifte stanken væk. Men det er kun noget, han lader som om, for der lugter overhovet ikke. Sikke noget snyd! Når nu forestillingen handler om duft, havde en enkelt lille stinkende hundeprut da været på sin plads!
Til sidst må Møller under stor hurlumhej og hastværk skynde sig ud på en luftetur med den stærkt trængende hundehvalp. Men snart er de tilbage igen, lover han, og ganske rigtigt. Således lettet falder hundehvalpen til ro, og Møller fortsætter for en kort stund med sine småsnakkende gøremål.
