Af: Kirsten Dahl

5. oktober 2020

Gåsehudsgodt fortælleteater

André Andersen har publikum – unge som voksne – i sin hule hånd, når han alene på scenen stærkt og medrivende.

Astrid Lindgrens børnebøger er ikke for ingenting højtelskede verden over. Som læser og lytter til Lindgrens eventyr bliver man indfanget og dybt berørt. 

Man bliver sammen med børnehovedpersonerne suget ind i bøgeres fantastiske handlinger. Handlinger, som er fyldt med nuancer og som trækker på dybt menneskeligt basalt følelsesmæssigt gods. Man får små knuder i halsen og prikken omkring hjertet, når grusomhed sætter ind og når næstekærligheden sejrer i nærkamp mod alle onde ods og stride strabadser.

'Brødrene Løvehjerte' er et af de rigtigt gode eventyr fra den svenske forfatter. Det har André Andersen et skarpt øje for. I hans soloforestilling, som bærer bogens titel, formår han dygtigt både med hensyn til tekstbearbejdelse, skuespil og iscenesættelse, at eksponere eventyrets dybder i et spil fyldt med dramatiske detaljer, som fermt er garneret med humor og fornøjelige interaktioner med publikum. 

Mums

Super præcis i det kropslige udtryk, med klar (ærkesjællandsk) diktion og milevidt fra en kedsommelig selvhøjtidelig fremtoning, går Andersen i kødet på eventyret. 

Allerførst får han de unge 5. klasses-elever teatermotiverede. Med finurlige god-dag-hilsner, med ligefremt og ultrakort at fortælle at det er en uafrystelig historie, de skal se, og med indvarsling af, at spillet undervejs vil blive afbrudt af 'to mums'. 

Mums, som viser sig at dække over, at publikum to gange undervejs, for at få rørt kroppen, skal rejse sig op, strække sig og klaske sig selv bag i den bagdel, som efter lang tids sidden trænger til at blive rørt. 

De unge jeg så forestillingen med, var helt med på disse mums. Ligesom de ikke tøvede et øjeblik med at respondere på de få spørgsmål, Andersen undervejs stillede dem. Alle deres uforbeholdne vi-er-med-reaktioner på hans spil var tydeligvis del af den fælles gestus, som han satte i værk ved så tillidsvækkende, ligefremt og nuanceret at formidle eventyret. 

Bagtæppe med kirsebærblomster og klipper

Scenografisk gør forestillingen ikke så meget væsen af sig. Men mere er overhovedet heller ikke nødvendigt, da det er Andersens fortælletalent og hans fine kontakt til publikum, som bærer forestillingen igennem. 

Nikolaj H. Trap har designet en bagtæppevæg i to lag. Kender man til, hvordan Astrid Lindgrens bog ser ud udenpå, og ved man, hvilke stenfyldte naturterræner, som spiller en central rolle i eventyret, vil man nikke genkendende til motiverne på det bagtæppe, som hænger bagerst og som hurtigt kommer til syne, når klæderne foran, som illuderer vinduet i den loftlejlighed, brødrene Jonathan og Tvebak boede i som børn, trækkes til side: et malet landskab med kirsebærtræer i blomst og grå klippeformationer. 

Lyslevende figurgestaltninger 

Der sker hele tiden dramatisk nyt i den fortælling, som André Andersen – meget tro mod Lindgrens eventyr, men også iblandet ekstra farlighed og selvgjort sjov humor – gestalter i non stop-fremadskridende fart. 

Andersen spænder buen maksimalt. Han bevæger sig med sikker timing og dynamiske skift af sted uden at give køb på noget essentielt i historien og med et sikkert greb om at fremstille alle skikkelserne i eventyret. 

Udover de to brødre, Jossi, Hubert, Duedronningen Sofie, despoten Tengi, dragen Katla med flere. Med præcision og suspence serverer han den meget omfattende handling. Fra åbningsscenen, hvor Jonatan omkommer, da han i forsøg på at redde sin lillebror Tvebak fra en ildebrand på deres loft, springer ud med Tvebak på ryggen. 

Over gode hændelser i Kirsebærdalen og drabelige bedrifter i Rosendalen med livsfarer, brændemærkninger, blodige halshugninger og livsfarlige heltegerninger. Til en finale, hvor det er Tvebak, som udviser mod og følger sin storebror. Fra det hinsides sted, Nangijala, som de sammen har overvundet ondt i, til et nyt ukendt sted Nangilima. 

Øjeblikke af livslykke 

Ind mellem alle disse på det ydre plan meget handlingsstærke begivenheder (hvor man fx ser Tengils despotiske væremåde for sig. Hvor man kan mærke helt ind i ens åndedræt, hvor farligt det er for Tvebak at blive opdaget i hulen af Tengils soldater. Og hvor man ser Katla styrte i afgrunden og dø i kamp med lindormen Karm) indføjer Andersen undervejs et par gange en sætning med ordlyden "og lige i det øjeblik følte jeg mig lykkelig”. 

En lille lykkefølelses-sentens med et sansevægtigt indhold, som jeg kunne mærke, at det ikke kun var mig, som levede mig ind i fylden af. De unge var nærværende og influeret med. På skuespillet og på vigtigheden af Lindgrens Løvehjerte-eventyr. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Gedebuk og højt humør
Tivoli Ballet Teater:
'Klods-Hans'
Koreografen Tobias Praetorius løfter fint arven fra Dinna Bjørn ved den nye eventyrballet over ’Klods-Hans’ på Pantomimeteatret, der er hjemsted for Tivoli Ballet Teater
Gadeteater med pacifismeopråb
Dansk Rakkerpak:
'Balder og Dragen'
Dansk Rakkerpak kaster sig igen ud i munter slåskamp for demokratiet og kærligheden. Denne gang i en middelalderlig mandehørmerhistorie, der heldigvis slutter med rakkerpak’sk slowmotion og retfærdighed
Ballade på bondegården
Teatergården:
'Skidt og Pyt på Store Vaskedag'
Dukkerne er centrale, men får for lidt plads i en heftig komedie om at kunne sige ”skidt, pyt”…
Tryg teaterfest med de røde og bløde
Teatergruppen Batida:
'Der kommer nogen'
Med sparsomme scenografiske midler og godt humør får Sofie Faurschou og Tobias Heilmann lirket både en sød historie og en masse overraskelser ud af Nordvest-teatergruppen Batidas ’Der kommer nogen’
På flugt med musikken som kompas
Marionet Teatret:
'Den forunderlige rejse'
’Den forunderlige rejse’ for de allermindste er et poetisk og varmt eventyr om en piges opbrud fra den trygge verden og om hendes møde med både stygge pigtrådsmænd og omsorgsfulde kukursdamer. Men især om det, der forener mennesker og dyr overalt i verden, nemlig musikken
Fine erfaringer
Teatergruppen Batida:
'Det bedste i verden'
En visuel humørbombe og munter musik er rammen om en fin historie om at overkomme modgang
Gedebuk og højt humør
Tivoli Ballet Teater:
'Klods-Hans'
Koreografen Tobias Praetorius løfter fint arven fra Dinna Bjørn ved den nye eventyrballet over ’Klods-Hans’ på Pantomimeteatret, der er hjemsted for Tivoli Ballet Teater
Gadeteater med pacifismeopråb
Dansk Rakkerpak:
'Balder og Dragen'
Dansk Rakkerpak kaster sig igen ud i munter slåskamp for demokratiet og kærligheden. Denne gang i en middelalderlig mandehørmerhistorie, der heldigvis slutter med rakkerpak’sk slowmotion og retfærdighed
Ballade på bondegården
Teatergården:
'Skidt og Pyt på Store Vaskedag'
Dukkerne er centrale, men får for lidt plads i en heftig komedie om at kunne sige ”skidt, pyt”…
Tryg teaterfest med de røde og bløde
Teatergruppen Batida:
'Der kommer nogen'
Med sparsomme scenografiske midler og godt humør får Sofie Faurschou og Tobias Heilmann lirket både en sød historie og en masse overraskelser ud af Nordvest-teatergruppen Batidas ’Der kommer nogen’
På flugt med musikken som kompas
Marionet Teatret:
'Den forunderlige rejse'
’Den forunderlige rejse’ for de allermindste er et poetisk og varmt eventyr om en piges opbrud fra den trygge verden og om hendes møde med både stygge pigtrådsmænd og omsorgsfulde kukursdamer. Men især om det, der forener mennesker og dyr overalt i verden, nemlig musikken
Fine erfaringer
Teatergruppen Batida:
'Det bedste i verden'
En visuel humørbombe og munter musik er rammen om en fin historie om at overkomme modgang