Helt tilbage i marts måned i år tog Det lille Verdens Teater til Bologna i Italien med forestillingen ‘Mellem himmel og jord’, hvor vi deltog i festivalen med det imponerende navn: Visioni di futuro, Visioni di teatro – International Festival of Theatre and Culture for the Early Childhood (såda cirka: Fremtidsvisioner, teatervisioner – International teater- og kulturfestival for de mindste børn, red
.).
Teatret deltog med samme forestilling på samme festival i 2000, og at vende tilbage var dejligt. Vi spillede to forestillinger for fulde huse – 60 børn fra børnehaver med deres voksne – og mødte et hav af lokale og internationale teaterfolk.
Den tur medførte, at vi oktober blev inviteret til Golden Stick-festivalen i Sloveniens hovedstad Ljubljana.
En noget mindre festival i et land, hvor traditionerne er anderledes. Vi havde hjemmefra pointeret, at forestillingen højst kunne spille for 80 tilskuere – normalt spiller vi kun for 60, men vi vidste, at her måtte vi give lidt ved døren. Men en mail lige inden afgang fik det til at gibbe i os: Der ventede 220 børn. Og vi kunne ikke få fat i arrangørerne hverken via mail eller telefon.
Så ok – så må vi tage den dernede.
Forkert aldersgruppe
Afsted tog vi – både forventningsfulde og spændt på udfaldet, for hvis de ville opleve den intimitet, vi søger med vores publikum, måtte vi finde en løsning.
Alt var klart, da vi kom der ned, og vi blev godt modtaget. Vi havde heldigvis nogle dage til at forsøge at få det hele i orden.
Men det var nemmere sagt end gjort. Det helt store problem for børneteatrene i Slovenien er, at det er skolerne og intitutionerne, der sætter rammerne for, hvor mange og hvornår de vil komme, og selv om de har bestilt og alt er udsolgt, så kan det godt være, at de alligevel beslutter sig for ikke at komme – og heller ikke at ringe afbud. Det oplevede vi med egne øjne et par gange.
Så sådan så verden ud, da vi ankom. Men det var faktisk ikke det eneste problem. Forestillingen er for de mindste, som der også står i kontakten, men de havde solgt til en skole, så vi skulle spille for de 6-7-årige – og det kunne ihvertfald ikke laves om.
For mange tilskuere
Vi valgte efter nogen betænkningstid at spille alligevel og se det som et forsøg, men de 220 tilskuere skulle vi altså have gjort noget ved. Vi havde en lang snak, men det var svært at finde en løsning, for det var én skole, der havde købt de 220 billetter.
Nå, det endte med at vi sagde, at vi ville dele publikum i to. Men skolen holdt stædig på sin ret, selv om der blev forklaret, at forestillingen rent faktisk ikke var beregnet for så stor en gruppe, og at halvdelen så ikke ville få meget ud af det.
Men det er jo svært for dem at forstå, når det, der normalt bliver spillet for børn i Slovenien, i de fleste tilfælde foregår på en stor scene og med store kulisser og stort udtryk og for flere hundrede børn pr. forestilling.
Vi forsøgte med alle midler. Vi måtte op på højeste plan, til teaterdirektøren, før end der var hul igennem. Hvordan står hen i det uvisse, men de blev delt i to hold og når den ene gruppe så forestilling, så den anden gruppe teatrets dukkeværksted.
For børnenes skyld
Men vi var glade for at vi tog kampen, og selv om forsvaret fra teatrets side var, at i Bolagna havde der været mange publikummer, så kunne de dog godt se, at dér havde der faktisk kun været 60 børn, mens resten var voksne internationale og lokale teaterfolk, der som et led i festivalen deltog på sidelinjen.
Vi spillede to forrygende forestillinger, og et par lærere var henne bagefter og tilkendegive, at de godt kunne se, hvorfor vi ikke kunne spille for 220 børn – og ikke mindst takke for en dejlig forestilling.
Alt i alt en stor oplevelse for os på alle fronter. Og vi håber, at det måske også for ikke mindst den slovenske skole har været en oplevelse, der har rykket lidt på opfattelsen af, hvad børneteater er og ikke mindst kan.
