Der er ganske meget hårdtslående socialrealisme i Nojazz Productions ’Hva' så Fro?’, men heldigvis også mere syrede elementer af bevidstgørende drøm eller mareridt.
’Hva' så Fro?’ er en pædagogisk set rigtig og moralsk korrekt historie om roden Frode (der har valgt at kalde sig selv Fro). Historien tegner Frodes proces fra den dag, hvor alt går skævt for ham, til det tidspunkt (til slut i forestillingen), hvor han får mulighed for at starte på en frisk, efter at han har været udsat for et mareridt, hvor han får igen af samme skuffe, som han byder andre og derigennem når til en erkendelse af, at der skal en kursændring til.
Konkret sker der det, at Frode rager uklar med sin storebror. Frode har været i storebrorens lommer og set de biografbiller broren har købt til dem. Storebroren reagerer ved at sige: nul biograftur og kalder Frode ’Bette Frø’.
Den skuffede Frode afreagerer i skolen med groft at mobbe klassekammeraten Daila. Han pjækker sammen med klassekammeraten Kurt og gejler sig selv op til (hjulpen af Kurt) at overfalde en gammel dame for at rippe hende for penge til biografbilletter. Kurt flygter men Frode opdages og ryger på politistationen, hvor han fornærmer forhørsbetjenten.
Boksehandskestød og tigertrussel
Fra det socialrealistiske univers skifter vi univers til et mere syret, hvor Frode skal lære lektien og indse sine fejl. Hvorfor det lige skal hedde FrankrigLand, får vi vist aldrig en forklaring på. Men her udstilles Frode som klovn. Han får en håndfast lektion i boksning. Og han jagtes af en bengalsk tiger.
I de socialrealistiske scener spiller Asbjørn Agger Frode med en fin og drenget energi. Lene Hummelhøj agerer den gamle dame som bestjæles. Og Jakob Fauerby lægger temperament til Frodes storebror. Og navnlig i den parallelle verden, hvor Jakob Fauerby spiller Mr. Nick og Lene Hummelhøj tigerdyret Frk. T. er der action over spillet.
Dramaturgisk er scenerne i denne parallelverden et udmærket greb, fordi det skaber overraskelse, spænding og variation i spillet. Vi kommer lige en stund til at undre os over hvor vi er og hvad der sker. Heldigvis. For ellers vil forløbet være for ligefrem og forudsigeligt i en forestilling, der med meget hverdagsgenkendelige replikker og kropsattituder – i følge Nojazz Productions pressemateriale – er en omdannelse og sammenskrivning af seks historier skrevet af unge fra 3. til 5. klasse på en københavnsk skole.
Forestillingen svinger sig lige op på fire stjerner, primært på grund af skuespillet.
