Det er en dramatisk og eventyrlig historie, der gemmer sig bag den anonyme titlen ’Broder Sol, Søster Måne’, og så er den oven i købet sand. Da lille Frans blev født i Italien i 1181 af en fransk mor, havde ingen nok forestillet sig, at han skulle grundlægge en munkeorden. Eller at franciskaner-ordenen over 800 år senere stadig ville være aktiv og udbredt over hele verden.
I Teater Refleksions karakteristiske minimalistisk-poetiske stil berettes om alt det, der gik forud for helgenkåringen af Frans af Assisi i 1228. Det sker kun to år efter hans død, og selv om tempoet er langsomt og fuldt af lange pauser, bliver man helt stakåndet. Trods teatrets lille format – eller måske netop derfor – er det ret overvældende at se og høre om alt det, Frans nåede at udrette, fra han var 18 til han døde som 44-årig.
I det ene betagende og forfinede tableau efter det andet føres den lille tynde skikkelse gennem livet af dukkeførernes nænsomme og sikre hænder. Først som en sorgløs og livlig dreng, senere mere og mere skrøbelig at se til. Men hele tiden fuld af udtryk i de enkle, yndefulde bevægelser og handlinger, der hjælper på forståelsen, når ordene bliver svære.
Efter at have afvist at blive klædehandler som sin velhavende far drager Frans først i hellig krig for at blive en berømt ridder. Men han rammes af alvorlig feber og vender hjem igen færdig med at drømme om riddere og deres krige. I virkelighedens verden sad Frans fængslet i et år, men resultatet er det samme. Et ganske ungt menneske oplever noget, det får ham til at tage ansvar for sit eget liv og give det en afgørende drejning.
Uden overflødige falbelader
Borte fra hjemmet har Frans mødt fattigdommen og set de spedalske, og det gør så dybt indtryk på ham, at han overvinder sin egen frygt for sygdommen. Nu vender den unge mand rank i ryggen af rørende beslutsomhed sin privilegerede tilværelse ryggen. De dyre klæder ryger af og den ydmyge munkekutte på, og så er Frans parat til nye eventyr. Det samme er publikum.
Den smukkeste musik med piber og trommer og ordløs sang sørger for tidskoloritten, og Bjarne Sandborgs kompetente fortæller holder sammen på resten. For Frans når ubegribeligt langt omkring på få år i betragtning af, at han levede i en tid uden flyvemaskiner og internet. I sin målrettede iver efter at udbrede sit kristne fattigdomsbudskab vil han også omvende muslimer. Det lykkes ikke, men han vandrer ufortrødent videre i årevis.
Til sidst går vejen hjem igen til Umbrien, og efterhånden slipper kræfterne op. Men døden er afdæmpet og fredfyldt, for forestillingens Frans er en nøgtern mand, og her ruttes ikke med overflødige falbelader.
Teater Refleksions genopsætning af ’Broder Sol, Søster Måne’ er således i fin form, fuld af magi og alligevel nærværende og nutidig. En modig udfordring til moderne action-vante og computer spillende børn.
1979 udnævnte pave Johannes Paul II Frans af Assisi til skytshelgen for miljø og økologi. Frans var nemlig ikke kun af den opfattelse, at alt jordisk gods skilles os fra gudstroen, og at fattigdom var idealet. Han levede også i tæt pagt med naturen og forsvarede miljøet.
