Så heldig var jeg ikke. At blive født på Frederiksberg af en af de to rapmundede jordemødre, Ragnhild Kaasgaard og Signe Birkbøl. Som påstår, at de har født og kan huske alle børn, der nogensinde er kommet til verden i den københavnske nabokommune, og som glad og gerne fortæller os om nogen af dem.
Stedet er den lille kiosk i anlægget foran Riddersalen i den såkaldte Lorry-have. Hertil ankommer to effektive jordemødre i stribet og stivet sygeplejeuniform. Ankommer på cykel, udrustet med såvel flag og små storke som jordemoderkaffe og ditto taske – og udstyret med den specielle, effektive gangart, kaldet fødegangen, som de siger.
Og dermed er tonen slået an. Højstemt pjat veksler med historiske data, hvilket klæder forestillingen. Tidligere somres bud på let underholdning i det fri – kaldet Frederiksberg-fortællingerne – har været gjort med lettere og mere pjanket hånd, men her får vi faktisk en masse interessant at vide, samtidig med, at vi morer os.
Fx forklaringen på, hvorfor det hedder en jordemor – fordi fødsler tidligere foregik på jorden, hvorfra jordemoderen løftede barnet op og gav det til faderen, som det siges.
God energi og kemi
Det er også dér, vi begynder. På jorden, i stenalderens Frederiksberg for 8000 år siden. Her får vi historien om de to jordemødres allerførste fødsel. Med navlestreng, moderkage og det hele. Fortalt og demonstreret tillige med jæger-samler-faderens nedlæggelse af en mus på Frederiksberg Allé – dens flåede skind blev til barnets ble!
Siden springer vi videre til Middelalderens frygt for varulve og alskens overtro, og senere når vi frem til Adam Oehlenschläger, født på Frederiksberg Slot.
Undervejs med plads til indføring i de forskellige former for veer, den første jordemor-lov, de engelske troppers indkvartering på Slottet og en aktuel ulvevits – det hele tilsat stumper af humoristiske Dansktop-hits.
De to jordemødre klæder hinanden, energien og kemien er god, Signe Birkbøls tekst har en fin balance mellem fjol og fakta, og Geir Sveaass har instrueret med solid sans for dynamik og afveksling.
Nutiden nås ikke
Imidlertid virker det, som om spilletiden er løbet lidt fra holdet, når forestillingen lidt brat stopper omkring Victoria-tiden. Eneste nutidige vinkel er bemærkningen om lille Viggo, der blev hjulpet til verden på dametoilettet i Frederiksberg-Centret!
Den gode sceniske ide med et par tørresnore, hvorpå hænger børnetøj fra mange tidsaldre, udnyttes heller ikke optimalt. Her hænger ellers mange pudsige dragter, vi gerne havde hørt mere om.
Men passende 35 minutter er gået – blandt andet med at spille 'Stork', hvor de to jordemødre kappes om historiske kendsgerninger – i sjovt, men også også lidt uforløst selskab.
En strammere redigering af begyndelsen havde nok givet bedre plads til at nærme sig vores egen tid og dens mange interessante fødsler. Ebbe Rode, Kaspar Rostrup, Erling Schrøder, Malene Schwartz. For nu bare at nævne nogle skuespillere fra vores egen tid.
Det må så blive en anden sommergang.
