Kan man korte ”Folk og røvere i Kardemomme By” ned til fem kvarter uden at tabe historien og charmen?
Ja, på Aalborg Teater går det fint. Man kan måske endda fristes til at mene, at fem effektive kvarter uden pause er at foretrække for den barnlige aldersgruppe, der er forestillingens primære.
Vi begynder i det nattemørke, hvor de tre røvere præsenterer sig selv i lommelygternes skær, meget effektfuldt, ikke mindst med den knurrende, men alligevel ikke voldsomt farlige løve som baggrundsakkompagnement. Det er den løve, der i mange år har sikret Kasper, Jesper og Jonatan mod at blive fanget af politimester Bastian. For hvem har lyst til at lægge sig ud med folk, der holder løve? Nej, vel.
Til gengæld er de tre røvere udelukket fra det gode selskab, der hygger sig med at køre med sporvognen, handle hos bageren og slagteren eller sludre med gamle Tobias i tårnet. Den slags kan man ikke, når man er forbryder, ikke engang hos Thorbjørn Egner.
Samtidig er det ikke den letteste sag i verden at finde en husholderske, der har lyst til alt det kedelige husarbejde, som ingen røver med respekt for sig selv gider. Derfor røver de Tante Sofie, byens skrappenollike, der hurtigt får sat så meget styr på røverne, at de beslutter at røve hende tilbage igen. Et bagerindbrud bliver derefter anledningen til, at røverne omsider havner i fængsel, hvor de har det ualmindelig hyggeligt og rart. Ikke et eksempel til efterfølgelse, skulle man mene.
Hyggen får dog en ende og den rigtige morale sejrer til sidst. Under en brand i Tobias’ tårn viser de tre røvere sig som helte og belønnes med jobs som henholdsvis brandmajor, bagersvend og cirkusdirektør.
Scenografiske mangler
Så langt for den gode historie og de i alt ti medvirkende og tre musikere, som Aalborg Teaters chef, Geir Sveaass, har sat solidt og sjovt i scene. Skægge detaljer og finurligt spil fra især Nanna Buhl Andreasen som den stramtandede tante Sofie, lige som Steffen Eriksens hidsige Kasper, Mads Hjulmands glade Jesper og Josef Nielsens madglade Jonatan fornøjer undervejs.
Dér hvor det halter, er i det scenografiske udtryk. Det er for pauvert.
Aalborg Teater spiller to forestillinger på Store Scene i disse måneder. Om aftenen gælder det Line Knutzons komedie ‘Håndværkerne’, der blandt andet kræver en villa-konstruktion i to etager. Den fylder på bagscenen og derfor er der ikke blevet meget at gøre godt med for Kardemomme-folket.
Bedre bliver det ikke af, at scenografen Jonas Fly Filbert, praktikelev fra Statens Teaterskole, har fået en idé med byggeklodser. Så Kardemomme By består af nogle store, meget hvide byggeklodser, påsat tegninger af henholdsvis vinduer, døre, borde og senge på siden.
En idé, der uden tvivl har taget sig skæg ud på papiret, måske også som et opgør med bogens velkendte billeder, men som uheldigvis kommer til at virke sølle, uinspirerende og lidt skolekomedieagtig på scenen. Mere spræl er der i kostumerne, selv om den cirkus-ide, der tilsyneladende ligger bag, ikke virker umiddelbart logisk. De savner jo netop et cirkus i Kardemomme By.
Derfor er det spillet og humøret, der redder forestillingen i land. Og så sangene, naturligvis. Skulle man frygte, at nutidens unger ikke har Kardemomme solidt placeret i kulturkanonen og almendannelsen, kan man roligt tro om igen. I hvert fald denne lørdag eftermiddag, hvor både børn og voksne nynnede med på de kendte og elskede sange.
