Efter en ombygning byder Taastrup Teater publikum velkommen med en sjov, spektakulær facade og ny publikumsfoyer. Teatersalen er også forbedret. Heldigvis, for det blev en lang aften i selskab med åbningsforestillingen ’Jernbyrd’.
Trods heftig aktivitet på scenen slæbte især de to første af fire akter sig af sted igennem stort og småt i årene fra 854 til 925. Det er tiden, hvor vikingerne møder de første kristne missionærer, og Gitte Naurs halvdæmoniske, asatro dronning opgiver ævred og ånden som hedning.
Hun slutter livet med en stor, følsom ballade om at elske. Men da savner man allerede de musikalsk mere generøse forgængere som ’Ronja’, ’Skatteøen’ og ’Cyrano’.
Gorm og Thyra tager over og samler Danmark. Men straks som nygifte indleder Henrik Launbjergs potens-demonstrerende konge og Louise Fribos ranke dronning med den slanke, smukke sopran en fæl religionskrig. Den koster dem og alle andre dyrt, og lige som forestillingen varer den til år 960.
Det er altså ikke historie, der mangler. Den er der rigeligt af. Det er historien. En bred episk fortælling med en klar idé, dramatisk drive og en iscenesættelse, der ikke slingrer mellem folkekomedie og melodrama.
Melodramatiske effekter
Det vrimler med navne og personskift. Men det er svært at holde sceniske personligheder flydende i tekstens klichéfyldte farvand. Det velvalgte, supergodt syngende ensemble har ikke mange muligheder for udvikling og udfoldelse.
Det lykkes bedst for Jakob Weble i rollen som sanseligt nærværende hofnar, og Lisa M. Bentzen som Harald Blåtands sødmefuldt handlekraftige kæreste. Hun er endnu et eksempel på Odense Teaterskoles vellykkede satsning på stort syngende skuespillere.
Efter pausen, hvor musikken får mere plads, løfter stemningen og spillet sig. Her spænder historieskrivningen også kun over 16 år – fra 944 og frem til 960, og imens føler flere sig forladt af deres gud.
Som publikum føler man sig bare forladt af teatergudinden Thalia. Men sangene er ok, og de musikalske arrangementer lyder af Sebastians vanlige virkemidler. Tak for det, for det er jo dem, vi kan lide.
Med duetter og soloer, en enkelt trio og flotte kor, nærmer vi os den sidste, melodramatiske effekt af alt for mange. Ved Harald Blåtands bryllupsfest i Jelling bærer en munk rød i bolden og med rystende hænder en glødende jernhandske rundt i salen to gange. Munkens jernbyrd er bevis på den kristne tros store styrke, og Harald er imponeret. Men er han også overbevist? Og vil det stoppe kampen mellem religionerne?
Vadmel og dyreskind
Det ved vi alt for godt, det ikke gjorde. Urpremieren på ’Jernbyrd’ overbeviser desværre heller ikke om, at Sebastians nye musical har klassikerkvaliteter.. Han vil minde os om, at Danmark er et dejligt, gammelt land. Men også et samfund plaget at uro og tåbelige kampe, fordi vi ikke kan holde fred med hinanden. Lige meget, hvilken gud vi tror på.
Arrangerede ægteskaber og æresdrab er også genkendeligt. Men det hele er pakket ind i vadmel og dyreskind og tungt træ. Mere end nok til et helt oldtidsmuseum og lige så usexet. Derfor gør det ikke det store indtryk, når alle i den afsluttende fællessang synger et af forestillingens slagnumre, ‘Jeg har en drøm om Danmark’.
Folkeskolerne står efter sigende allerede i kø for at komme i gang med at opføre ’Jernbyrd’. Det egner materialet sig umiddelbart også meget bedre til end til en professionel opførelse, der råber på en manuskriptforfatter og en instruktør.