Vi er alle sønner eller døtre født af en mor under sammen himmelhvælv. Det er tilfældigheder, der afgør, hvor på kloden det sker, og hvor vi søger ro og forklaringer på de spørgsmål og problemer, som vi hver især står overfor i livet.
Nogle hengiver sig til kristendommen, andre til islam og sufisme, og andre igen til østlig spiritualitet og buddhisme. For blot at nævne nogle. Det, som imidlertid er vigtigt at holde sig for øje, er, at forskellen på dybden og omfanget af vores problemer er afgrundsdyb.
Akkurat det videregiver ’Sufi Surf’ på fineste vis. Ligesom forestillingen viser, at vi trods forskellige ståsteder og livsforløb på et dybere plan har noget essentielt tilfælles og er i stand til at mødes og dele hjerteslag, hvis modet og viljen er til stede.
Stol, tæppe, papir – superenkel scenografi
Claus Helbo har med sit talent for minimalisme designet et spillerum med udelukkende et stort persisk rødmønstret gulvtæppe, en stabel enkle brune stole og et stort stykke hvidt papir.
Her byder Lars Dammark, Holger Østergaard Kristensen, Ali Kamel Al-Haj Ali og Abduljalil Mahmoud Al Mahmoud (sidstnævnte via en videooptagelse) publikum indenfor i en fortælling, som i både mol og dur skildrer, hvordan livet bliver levet og oplevet fra de tre nævnte trosretninger.
’Sufi Surf’, som er skabt af de tre medvirkende i tæt samarbejde med Hans Rønne, Claus Helbo og Anders Kjems, er bygget op som en montage af små episoder, der på overraskende, rørende og stærk vis fortæller om, hvordan og hvor svært det kan være at finde sig tilrette i livet, når tvivl og modstand står i vejen.
Flygtningefortælling
Som noget centralt fokuserer forestillingen på to syriske flygtninges liv. Ikke så meget Abduljalil Mahmoud Al Mahmoud, da vi får at vide, at han – i håb om at opnå permanent opholdstilladelse i Danmark (hvilket kræver 3 1/2 års fuldtidsarbejde) passer sit arbejde ved GLS.
Det er Ali Kamel Al-Haj Alis historie vi får, og som noget meget fint bliver den præsenteret på varieret vis, i små bidder og det meste af den forholdsvis sent i forløbet.
Stilrene og finurlige arrangementer
Den altafgørende styrke ved ’Sufi Surf’ er, at de tre medvirkende mænd i Hans Rønnes ultraenkle arrangementer, der også har fint glidende overgange, tydeliggør, hvornår vi giver plads til forskellighed, og hvornår vi som mennesker eller samfund agerer med lukkethed, disrespekt og afvisninger.
Stilrenheden gør, at der bliver skabt ro og fokus omkring essensen i udtrykkene. Spillerne stiller stolene på lige rækker. De bygger abstrakte kludder-mutter-skulpturer med dem. De tager en stol hver og sætter sig på den langs hver sin tæppekant. Eller de placerer alle stolene udenfor tæppet. Spillerne bruger også et stort, hvidt papir til flere meget forskellige formål.
Med simple midler og ved hele vejen igennem – næsten – at holde spillet i et ret dvælende leje – giver Hans Rønne spillerne mulighed for at give udtryk for religiøse tilhørsforhold, forskelle, ligheder og gradsforskelle i menneskelig alvor.
Holger Østergaard Kristensen og Ali Kamel Al-Haj Ali bevæger sig eksempelvis langsomt, trin for trin, mod hinanden, mens de på skift siger en strofe i den bøn, som hører til deres respektive religioner, for tilslut at mødes på midten af tæppet i et fælles amen. Et boldspil udvikler sig til at være et spil, hvor Kristensen bliver holdt udenfor – med skænderi og slagsmål til følge.
En grotesk men også meget humoristisk skildret fortvivlelsesdialog mellem Kristensen og Dammark bliver løst og forløst af Ali Kamel Al-Haj Ali, som på det store hvide stykke papir laver en matematisk beregning af dimensionerne af en bærende bjælke til Kristensens husmur. Dammark tegner og gennemgår kroppens og psykens chakraer med afsæt i den spiritualitet og den buddhisme, han sympatiserer med.
Dansk bureaukrati, Sadat og flugt
Blandt alle episoderne er der tre, som især gør indtryk. Når Lars Dammark som tør offentlig sagsbehandler på en stol i forgrunden trækker Ali Kamel Al-Haj Ali (der sidder i spotlys på en stol i anden række i baggrunden) gennem den ene grotesk absurde og tåbelige – og her fermt tragikomisk fremstillet – rubrik efter den anden i hans familiesammenføringsansøgning, der også indbefatter tonsvis af bilag.
Når Ali Kamel Al-Haj Ali fortæller om den dag, hvor det fik helt uhyrligt grumme konsekvenser, at en af eleverne i hans klasse ved et uheld kom til at smadre et billede af Sadat. Og når vi – af dem alle tre – får beskrevet Ali Kamel Al-Haj Alis flugtberetning fra Syrien til Danmark med alle dens strabadser og livsfarer.
Det fungerer her fint, at Ali Kamel Al-Haj Ali fortæller det på sit modersmål, hvorpå Lars Dammark oversætter, og at Holger Østergaard Kristensen ind mellem beretning og oversættelser med største naturlighed stiller nogle af alle de helt konkrete spørgsmål, vi alle uvægerligt tænker på, når vi hører sådanne beretninger.
Stemningsunderbyggende musik
På den måde – via alle de små scener, hvor de har talt, tegnet, danser, skændtes og være oppe at slå – har de med deres kroppe og stemmer givet udtryk for et liv, hvor de vilkår, som syriske Ali Kamel Al-Haj Ali har været og er underlagt, i alvorsgrad langt overstiger de to danskeres. Hertil og vigtigt for helhedsoplevelsen og stemningen i rummet akkompagnerer og supplerer et ungt aarhusiansk pigeband, HaveHuset, fortællingerne med deres livemusik på saxofon, trombone, congas, percussion og keyboard.
Diversitet i skuespillet
Ali Kamel Al-Haj Ali, Lars Dammark og Holger Østergaard Kristensen har meget forskellige udstrålinger på scenen. Ali Kamel Al-Haj Ali, der i introduktionen har fortalt, hvordan han som voksen har fundet værdi og sympati for den sufisme, hans fars opdragelse af ham bygger på, udsender en næsten stoisk ro. Han fremstår meget afbalanceret. Med overblik og ro i såvel stemme som krop.
Lars Dammark virker mere tilbagetrukket. Mere inde i sig selv, og til tider næsten transparent. Både når han agerer sig selv, og når han går i rolle som 'den grå mand' i det bureaukratiske offentlige danske system, der trækker flygtninge – her Ali Kamel Al-Haj Ali – gennem opholdsansøgningsskemaernes mange rubrikker.
Og endelig forstår Holger Østergaard Kristensen med skarp præcision og på fornem underspillet vis at spille og være den kristne dansker, der fortæller om sit forhold til fadervor, kirkegang og længsel efter at blive set og rummet.
En ukuelig ”blomst”
Som kulmination på ’Sufi Surf’ snurrer Ali Kamel Al-Haj Ali rundt om sin egen akse, mens Dammark og Kristensen – sammen med bandet, der spiller til, synger Kaj Munks digt ’Den blå anemone’.
På gåsehudsagtig vis slutter forestillingen en cirkel eller spiral. Hvor Lars Dammark som en del af introduktionen til forestillingen fortæller, hvordan han blev draget af den livsgnist, hvormed Ali Kamel Al–Haj Ali og Abduljalil Mahmoud Al Mahmoud som syriske flygtninge i Danmark gik til tilværelsen, udsender Ali Kamel Al-Haj Ali til sidst i forestillingen et helt Kaj Munk-anemone-blåt lys af ukuelig styrke i forhold til at overvinde modstand og af et ydmygt men også stærkt håb for en fremtid i fred og fællesskab vores umiddelbare forskelligheder til trods.
