(3.2.2011) Når Den Rullende Opera, DRO, triller af sted for at spille en forestilling for børn, bliver de som regel mødt af et velforberedt publikum. Helt fra starten i 2006 har operaen brugt et koncept, hvis mål er at sikre børnene en større teateroplevelse.
Midlet er et omfattende forarbejde, der konkret involverer de kommende tilskuere i forestillingen. Giver dem ’ejerskab’, som det hedder med en af tidens slidte floskler. Foruden musikken til forestillingen får børnene tilsendt skitser og skabeloner til kulisserne, som de kan farvelægge, mens de lytter til musikken.
Det er ikke tilfældigt, at DRO satser på den form for interaktivitet. Det skyldes, at operaens leder, sangeren Jacob Heide Madsen, har gennemført en særlig uddannelse i musikformidling på Vestjysk Musikkonservatorium. Det er idéerne herfra, han bruger i arbejdet med at opføre opera for børn. I forbindelse med uddannelsen var han også nogle dage i praktik, hvor han arbejdede med musikformidling til børn på institutioner og skoler i Esbjerg.
»Musikformidling er et valgfag, og nogle af personerne bag uddannelsen brænder meget for at udvikle forskellige, såkaldte ’byggesten’ til at formidle kunst til børn. Det gælder især professor Mogens Christensen, hvis udgangspunkt har været den symfoniske musik,« fortæller Jacob Heide Madsen.
Medskabende børn
Han understreger, at modellen med at sende skitser til kulisserne ud til børnene kun er et forslag. Det er helt frivilligt, om institutioner og skoler vil tage imod tilbudet, og nogle takker da nej. I så fald medbringer DRO selv de færdige kulisser.
Er det en kunstnerisk- og pædagogisk fornyelse eller et værktøj til markedsføring?
»Det er både marketing og pædagogik. Men det er klart det pædagogiske ved metoden, der interesserer os. Vi mærker klart, at de steder, hvor børnene er velforberedte, er de meget mere engagerede og koncentrerede under forestillingen. Det tænder mange pædagoger og lærere, det kan vi også mærke,« siger Jacob Heide Madsen.
Det vigtigste ved forarbejdet er, at børnene kender det musikdramatiske værk, før de ser det. Jacob Heide Madsen fortæller, at DRO har tænkt på, at de lidt større børn kan være endnu mere medskabende end blot at farvelægge kulisserne. Operaen har for eksempel prøvet at tage ud en uge før en forestilling og lære børnene en sang. DRO vil rykke børneteatret ud af den vante undervisningssituation. Derfor skal børnene ud på gulvet og opleve, hvordan man synger opera.
»Børnene skal have ejerskab til den forestiling, de skal se. Det er hele pointen med formidlingen, at børnene selv har været med til at lave produktet. De skal opleve at være medskabende. Men forløbet skal være styret af os,« understreger han.
Spørger efter to’eren
Så målet er klart. Men ved man, om formidlingen virker?
Ja, mener Jacob Heide Madsen. Mange spørger nemlig, hvornår der kommer en to’er til den forestilling, de har set.
Hvad nu, hvis børnene blot er optaget af deres egen indsats?
»Jeg synes ikke, det påvirker deres oplevelse, at de har farvelagt elementer af scenografien. Vi indleder med at tale om det, børnene har lavet, og så er den ligesom lukket. Det virker ikke, som om det tager opmærksomheden fra den samlede forestilling,« siger han.
DRO har spillet godt 70 forestillinger, hvor børn i alderen fem til otte år har været medskabende. Det er mere krævende og lidt dyrere at købe, end bare at komme og spille. Men erfaringerne er rigtig gode. Et sted var nogle piger efterfølgende selv gået i gang med at lave opera med deres dukker. Så jo, det har stor effekt at tage ud på institutioner og skoler og konkret inddrage børnene i den kommende forestilling. Det er Jacob Heide Madsen ikke i tvivl om.
DRO’s succes med at satse på at inddrage børnene på forhånd undrer ikke Mogens Christensen. Han er professor i musikformidling på Vestjysk Musikkonservatorium, og han er ildsjælen bag konceptet. Han fortæller, at man har mange års erfaring med metoden fra projektet ’Levende musik i skolen’, hvor professionelle musikere tager ud og spiller. Her er det et klart krav, at børnene er forberedt på den musik, de skal høre.
En masse manipulation
Det kan sagtens overføres på teaterforestillinger, mener Mogens Christensen, der fortæller, at han da også har haft kurser i metoden på Odsherred Teatercenter.
»Når man tager ud og taler med børn, kommer man ind i børnenes verden. Med nogen behændighed kan man sagtens blande det med den forestiling, man vil spille for dem. Hvis man præsenterer personerne, kan børnene være med til at pumpe identitet i de medvirkendes roller,« forklarer Mogens Christensen.
Han erkender, at der selvfølgelig er en masse manipulation i processen. Det er nødvendigt af hensyn til den professionelle forestiling, der skal opføres. Men han mener alligevel, at børnene får meget ud af det.
Mogens Christensen smittende entusiasme er ikke til at tage fejl af, når han fortæller, hvordan formidling af kunst kan foregå i praksis. Børnene lærer måske en sang og laver historier om en af personerne/rollerne i den forestilling, de senere skal se. På den måde bliver de knyttet til de medvirkende, og meningen er, at de skal genskabe deres egen forestiling.
Hvordan kan de det, når der allerede findes en færdig forestilling?
»Børnene kender ikke den færdige historie eller den forestilling, de kommer til at se. Men når de ser den, oplever de det som en professionalisering af det, de selv har skabt. Som tilskuere kan børnene modtage det, de selv vil – uden ord. Jeg har prøvet det før i tiden med Teaterbutikken,« fortæller Mogens Christensen.
’Forhøjet kunsttryk’
Han siger, at det genskabende element kan bruges pædagogisk uden at børnene føler, at de bliver undervist. Resultatet er, at børnene får meget mere ud af den kunst, de oplever. Det er vigtigt, for efter hans mening er det kunsten, som skal få børn til at komme i dialog med deres egen eksistens.
Men, hvis man bare sender noget materiale ud, som børnene farvelægger sammen med deres lærer, vil det være en forlængelse af undervisningen. Det Mogens Christensen kalder pligtlæring. Kunsten skal derimod være lystlæring. Så hvis kulturformidlingen skal havde en effekt, skal der levende mennesker ud og forberede børnene. Kunstnere, der brænder for det, de laver.
»Det koster nogle penge, men det er det, der skal til. En teateroplevelse én gang om året giver ikke nok,« slår han fast.
Hidtil har der ikke været nogen undervisning gennem kunst. I stedet underviser man i kunst. Det mener Mogens Christensen, der arbejder på en rapport om formidling af kunst til børn. Den hedder ’Forhøjet kunsttryk’ og vil til sommer kunne findes på Børnekulturens Netværks hjemmeside.
Børneteateravisen.dk’s skribent har uden held forsøgt at finde frem til børneteatre, der arbejder med samme forberedende formidling som Den Rullende Opera. Ph.d-studerende i børneteater Kirsten Dahl har heller ikke kendskab til børneteatre, der bruger den metode.
