Ka' man det – lege med lig i dansk børneteater? Endda børnelig?
Ja, for den slags groteske ordmanøvrer er en del af Anna Panduros dramatikerstil, og det er naturligvis ikke for at skræmme børn eller på anden vis være voldelig eller overskride grænser, men for at fortælle en historie om hvordan det er at savne en afdød bror, og hvordan det er ikke at blive set og anerkendt af sine egne forældre.
Sådan har Ib det. Det er hans situation. Og Teatret NEO har efterhånden gjort det til sit kendemærke på meget direkte vis at omplante unges vanskeligheder til scenen. Det gjaldt i 'Det tavse skrig', i 'Miraklernes tid', i 'Katrine kalder' og nu også i 'Jeg hedder altså IB!'.
Ibs forældre ænser og respekterer ikke Ib for det han er og det han går op i. Drop det, lad være og opfør dig som din bror – bliv som ham, ellers kan du ikke være med på holdet, er forældrenes ufølsomme forhold til Ib.
Holdet er tilværelsen i det hele taget og i særdeleshed Ibs fars fodboldhold. Det hold, som Ib bliver læsset ud af – modsat hans storebror Tom, der ligefrem ligger i front. Ib elsker Tom for hans fodboldpassion, og Tom tilsvarende Ib for hans opslugthed af videnskab.
Energi og sårbarhed
De to drenges følelser for hinanden og det absurde og forkerte, men ikke desto mindre fra virkeligheden genkendelige i forældrenes væremåde over for Ib, brænder igennem.
Det skyldes i høj grad Erik Viinbergs og Søren Zacho Rubys dynamiske og meget nærværende spil. Som sammentømrede Fy- og Bi-brødre råhygger de sig sammen i kælderdrengeværelset. De dyrker at se Frankenstein-film. De går ind på hinandens præmisser, fordi de elsker og respekterer hinanden.
Og vi tror på dem, som de to skuespillere kurer rundt og springer energisk op fra sækkestolen når monstergyserfilmens gys og gru giver dem livsenergi. Men Tom dør. Ved et trafikuheld som Ib føler sig skyld i.
Forældrene tackler det helt hen i vejret forkert og begynder sågar at kalde Ib for Tom, deraf forestillingens titel. Så hvad er der at gøre for Ib andet end det indlysende at søge at skaffe Tom tilbage ved hjælp af videnskabelige eksperimenter.
På den konto redder Ib – som noget af et sammentræf og heldigt for historiens regnestykke – en sød piges lillebror. Og pigen – ja hun falder for Ib, der ellers aldrig troede, at sådan en hjernenørd som ham skulle have held med 'det med piger'.
Som det nok fornemmes appellerer teksten til fart og tempo, som samtidig lader den de bagvedliggende følelser, som det hele angår, komme frem. Og som sådan har Gitte Aagaard iscenesat den. Meget ligefrem og konkret.
Men frem for alt lykkes forestillingen takket være de to skuespilleres evne til med energi og sårbarhed i spillet at lade os mærke, hvad der er på spil mellem dem.
