Af: Anne Middelboe Christensen

29. september 2010

For meget fugl og for lidt ham

Det fortællende Teaters nye operafortælling var tilsyneladende ikke færdig til premieren. Og det var synd, for idéen med en folkevisefortolkning er god – og sangerinden er skøn.

Måske er ‘Jomfruen i Fugleham’ nu en færdig og velafbalanceret og velfortalt forestilling. Redigeret, justeret, trimmet. Det var den bare ikke til premieren under Børneteaterfestivalen i Esbjerg. Som såkaldt ’operafortælling’ var den ellers et velkomment indslag i et nationalt børneteaterrepertoire, der nok dækker fortælleteater og opera, men ellers ikke operafortællingens særlige og skønne hybrid af sang og fortælling. Og dens forlæg i de gamle folkeviser om ‘Jomfruen i Fugleham’ var umiddelbart et perfekt afsæt for en forestilling, der kunne gøre en fugl levende gennem en kvindes sangstemme.

Men ak. Sådan gik det bare ikke. Og nu skal anmelderen så ’klage for dennem sin nød’, som det hedder i folkevisen.

Du er dum

Det Fortællende Teaters ene halvdel, skuespilleren og multiinstrumentalisten Troels Kirk Ejsing (født 1964), optrådte sammen med den svenskfødte operasanger og folkemusiker Anna-Kajsa Holmberg (født 1976). Et tiltalende par – han med stærk fortællerautoritet, hun med den smukkeste sang med en lys nordisk klang og en sjælden renhed i sit spil, der fik tilskuerne til at lytte efter.

Men noget var gået galt. Allerede fra første øjeblik virkede spillerne sure på tilskuerne. Og forestillingens indledning var en omgang meta-brok med replikker som ’Du er bare så dum’ – efterfulgt af ’Du er bare så irritterende’. Underholdningsværdi lig nul. Pinlighedsværdi til gengæld helt i top. Og med et rundbuegardin i tristgrønt som opgivenhedsscenografi. Øv.

Men så kom historien da omsider i gang: Fortællingen om pigen med en ulidelig stedmor, der anvender trusselsmetoder som en anden rockerqueen. ’Jeg kan meget nemt forvandle dit liv til noget, som er meget værre,’ siger stedmoderen. Og så forhekser hun pigen og tager talestemmen fra hende, så hun fra det tidspunkt kun kan synge som en fugl…

Plottet er elendigt

Efter denne nutidsopvarmning indledes operafortællingen med ordene: ’Der var en gang en nattergal…’ Og Troels Kirk Ejsing breder armene i sin kønne, lyngfarvede kofteskjorte som Nilaus Erlandssøn, der forelsker sig i lyden af Anna-Kajsa Holmbergs fuglesangstemme. For tale kan hun ikke; det virker, som om Holmberg ikke har nogen kraft i sin stemme, hvis hun ikke må synge. Men synger hun, er stemmen til gengæld fuld af styrke og liv.

Selv hendes nattergaletoner kunne dog ikke skjule, at plottet er elendigt. Folkevisens spænding forhindres af en endeløs række detaljer, der bremser handlingen. Ikke bare i sangens omstændelige gentagelser, men også fysisk. Den mest sigende forhindring er, at Nilaus får en imaginær gren i øjet undervejs. Vink med en vognstang, kan man vist godt kalde det: Så bliv dog hjemme, hvis du ikke er klar til at ride i skoven.

For hvad er det lige, der har drevet duoen ud i at gennemføre forestillingen, når den antagelig ikke var færdig? Og hvorfor har scenografen været så spartansk? Et rundt, sort tæppe bliver altså ikke til en farlig skov, bare fordi nogen falder på det og ser bange ud.

Knælen er kikset

’Helt alene som jeg er / Ingen kan mig komme nær / Kan nogen høre, hvor jeg er?’
synger nattergalen igen og igen i sin smukke gulddragt. Så da Nilaus endelig ofrer sig selv for hende, og hun forvandles til kvinde igen, så forventer man selvfølgelig, at nu skal der være rigeligt med fysisk teater efter al denne ventetid.

Men nej. Et flygtigt knus og så en politisk korrekt tale, der genfortæller deres møde og deres lykke ned til mindste detalje. Ingen krop! Til gengæld kommer en totalt kikset scene, hvor manden knæler ned for kvinden som i et guldaldersyngespil. Her hujer drengetilskuerne; at knæle er altså for langt ude i 2010.

Som voksen kan man måske mere synes, at det er bizart, at forestillingen bevidst har forvist kroppen fra fortællingen. Forestillingen rummer ikke en kvart tone erotik. Selv om det vel netop er det, som denne folkevise handler om: Mødet med forelskelsen, som får én til at gå gennem ild og vand.

Men den dag, Holmberg & Ejsing tør tage sammen i skoven og lægge sig i krattet, så bliver forestillingen sikkert skøn.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Gedebuk og højt humør
Tivoli Ballet Teater:
'Klods-Hans'
Koreografen Tobias Praetorius løfter fint arven fra Dinna Bjørn ved den nye eventyrballet over ’Klods-Hans’ på Pantomimeteatret, der er hjemsted for Tivoli Ballet Teater
Gadeteater med pacifismeopråb
Dansk Rakkerpak:
'Balder og Dragen'
Dansk Rakkerpak kaster sig igen ud i munter slåskamp for demokratiet og kærligheden. Denne gang i en middelalderlig mandehørmerhistorie, der heldigvis slutter med rakkerpak’sk slowmotion og retfærdighed
Ballade på bondegården
Teatergården:
'Skidt og Pyt på Store Vaskedag'
Dukkerne er centrale, men får for lidt plads i en heftig komedie om at kunne sige ”skidt, pyt”…
Tryg teaterfest med de røde og bløde
Teatergruppen Batida:
'Der kommer nogen'
Med sparsomme scenografiske midler og godt humør får Sofie Faurschou og Tobias Heilmann lirket både en sød historie og en masse overraskelser ud af Nordvest-teatergruppen Batidas ’Der kommer nogen’
På flugt med musikken som kompas
Marionet Teatret:
'Den forunderlige rejse'
’Den forunderlige rejse’ for de allermindste er et poetisk og varmt eventyr om en piges opbrud fra den trygge verden og om hendes møde med både stygge pigtrådsmænd og omsorgsfulde kukursdamer. Men især om det, der forener mennesker og dyr overalt i verden, nemlig musikken
Fine erfaringer
Teatergruppen Batida:
'Det bedste i verden'
En visuel humørbombe og munter musik er rammen om en fin historie om at overkomme modgang
Gedebuk og højt humør
Tivoli Ballet Teater:
'Klods-Hans'
Koreografen Tobias Praetorius løfter fint arven fra Dinna Bjørn ved den nye eventyrballet over ’Klods-Hans’ på Pantomimeteatret, der er hjemsted for Tivoli Ballet Teater
Gadeteater med pacifismeopråb
Dansk Rakkerpak:
'Balder og Dragen'
Dansk Rakkerpak kaster sig igen ud i munter slåskamp for demokratiet og kærligheden. Denne gang i en middelalderlig mandehørmerhistorie, der heldigvis slutter med rakkerpak’sk slowmotion og retfærdighed
Ballade på bondegården
Teatergården:
'Skidt og Pyt på Store Vaskedag'
Dukkerne er centrale, men får for lidt plads i en heftig komedie om at kunne sige ”skidt, pyt”…
Tryg teaterfest med de røde og bløde
Teatergruppen Batida:
'Der kommer nogen'
Med sparsomme scenografiske midler og godt humør får Sofie Faurschou og Tobias Heilmann lirket både en sød historie og en masse overraskelser ud af Nordvest-teatergruppen Batidas ’Der kommer nogen’
På flugt med musikken som kompas
Marionet Teatret:
'Den forunderlige rejse'
’Den forunderlige rejse’ for de allermindste er et poetisk og varmt eventyr om en piges opbrud fra den trygge verden og om hendes møde med både stygge pigtrådsmænd og omsorgsfulde kukursdamer. Men især om det, der forener mennesker og dyr overalt i verden, nemlig musikken
Fine erfaringer
Teatergruppen Batida:
'Det bedste i verden'
En visuel humørbombe og munter musik er rammen om en fin historie om at overkomme modgang