Af: Kirsten Dahl

24. august 2012

Flyvske marionetter

Med små træfigurer fortæller Dorte Abrahamsen en historie om et skelet, som drager ud i de levendes verden, fordi han mangler et kys. Men historien og moralen blæser væk i et anspændt højtgearet fortællegear.

De medvirkende er dukker sat sammen af små stykker træ med alt, hvad de med deres ubearbejdede former kan forestille i sig selv. Den ide fejler intet. Men bragt ind i en historie om et skelet, som forvilder sig ud i gadebilledet på jagt efter et kys, fungerer de ikke rigtigt. Dukkerne bliver aldrig rigtigt levende. 

Dorte Abrahamsen har talegaverne i orden. Fortællelysten brænder med en ganske stor flamme. Det mærker vi som vi sidder i en lille kreds foran det lille halvåbne teltrum hun har skabt som sin scene.

På gulvet har hun anbragt en lille kuffert. Den gemmer på alle historiens medvirkende. Skikkelser, der som sagt, alle er sat sammen af små stykker træ. Smalle, lange, krogede og lige. Som de stumper, man finder ved stranden og andre steder i naturen. Holdt sammen med snore bliver det til små marionetter. Små træfigurer som først får liv i det øjeblik vi puster til dem, siger Abrahamsen.

Og det gør store som små. I begyndelsen forventningsfulde og glade. Senere mere høfligt. De små marionetter begynder at bevæge sig. Dingler i luften. Det gør fortællingen desværre også. 

Kraniebowling og turbotale

Det er ikke, fordi Abrahamsens fortælling er anstødelig eller virker bizar. Vi accepterer og er hurtigt med på, at det er helt OK, at de døde danser på gravene. At en hel kirkegård fuld af skeletter på Allehelgensaften mosler op af deres grav og laver et værre rabalder. De bytter knogler, spiller kraniebowling og danser dødedans for bagefter at drøne retur til mørket. Undtagen en. Et ældre skelet som bevæger sig væk fra kirkegården, fordi han mangler noget: Et kys.

Vi følger skelettet rundt i byens gader, over trafikerede gader, ind i butikker og tilbage til graven, da det er blevet klogere på livets gi' og ta’-vilkår. Undervejs trækkes de medvirkende marionetter frem fra kufferten på gulvet: En hund, en lille pige, en gammel dame osv. Når de har spillet deres rolle, bliver de hængt op på en krog under teltdugen.

Historien har et budskab, og den har fine lag undervejs. Problemet er Abrahamsens rigeligt halsende fortællertempo, en overlivlig gestik og en hasarderet stemmebrug. En måde at tale og spille på, som skaber et noget febrilsk og anstrengt udtryk. Et udtryk som kommer til både at sammenfiltre og splitte historien fra hinanden og blæse den ud i forskellige uklare retninger. Og som gør det vanskeligt for Abrahamsen at samle trådene til en overbevisende finale. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Gedebuk og højt humør
Tivoli Ballet Teater:
'Klods-Hans'
Koreografen Tobias Praetorius løfter fint arven fra Dinna Bjørn ved den nye eventyrballet over ’Klods-Hans’ på Pantomimeteatret, der er hjemsted for Tivoli Ballet Teater
Gadeteater med pacifismeopråb
Dansk Rakkerpak:
'Balder og Dragen'
Dansk Rakkerpak kaster sig igen ud i munter slåskamp for demokratiet og kærligheden. Denne gang i en middelalderlig mandehørmerhistorie, der heldigvis slutter med rakkerpak’sk slowmotion og retfærdighed
Ballade på bondegården
Teatergården:
'Skidt og Pyt på Store Vaskedag'
Dukkerne er centrale, men får for lidt plads i en heftig komedie om at kunne sige ”skidt, pyt”…
Tryg teaterfest med de røde og bløde
Teatergruppen Batida:
'Der kommer nogen'
Med sparsomme scenografiske midler og godt humør får Sofie Faurschou og Tobias Heilmann lirket både en sød historie og en masse overraskelser ud af Nordvest-teatergruppen Batidas ’Der kommer nogen’
På flugt med musikken som kompas
Marionet Teatret:
'Den forunderlige rejse'
’Den forunderlige rejse’ for de allermindste er et poetisk og varmt eventyr om en piges opbrud fra den trygge verden og om hendes møde med både stygge pigtrådsmænd og omsorgsfulde kukursdamer. Men især om det, der forener mennesker og dyr overalt i verden, nemlig musikken
Fine erfaringer
Teatergruppen Batida:
'Det bedste i verden'
En visuel humørbombe og munter musik er rammen om en fin historie om at overkomme modgang
Gedebuk og højt humør
Tivoli Ballet Teater:
'Klods-Hans'
Koreografen Tobias Praetorius løfter fint arven fra Dinna Bjørn ved den nye eventyrballet over ’Klods-Hans’ på Pantomimeteatret, der er hjemsted for Tivoli Ballet Teater
Gadeteater med pacifismeopråb
Dansk Rakkerpak:
'Balder og Dragen'
Dansk Rakkerpak kaster sig igen ud i munter slåskamp for demokratiet og kærligheden. Denne gang i en middelalderlig mandehørmerhistorie, der heldigvis slutter med rakkerpak’sk slowmotion og retfærdighed
Ballade på bondegården
Teatergården:
'Skidt og Pyt på Store Vaskedag'
Dukkerne er centrale, men får for lidt plads i en heftig komedie om at kunne sige ”skidt, pyt”…
Tryg teaterfest med de røde og bløde
Teatergruppen Batida:
'Der kommer nogen'
Med sparsomme scenografiske midler og godt humør får Sofie Faurschou og Tobias Heilmann lirket både en sød historie og en masse overraskelser ud af Nordvest-teatergruppen Batidas ’Der kommer nogen’
På flugt med musikken som kompas
Marionet Teatret:
'Den forunderlige rejse'
’Den forunderlige rejse’ for de allermindste er et poetisk og varmt eventyr om en piges opbrud fra den trygge verden og om hendes møde med både stygge pigtrådsmænd og omsorgsfulde kukursdamer. Men især om det, der forener mennesker og dyr overalt i verden, nemlig musikken
Fine erfaringer
Teatergruppen Batida:
'Det bedste i verden'
En visuel humørbombe og munter musik er rammen om en fin historie om at overkomme modgang