Af: Morten Hede

23. oktober 2020

Flygtningekrisen sat i scene for børn og unge

’Zenobia’ er en fin, men også temmelig madrastung, teaterversion af Morten Dürr og Lars Hornemans tegneserie om flygtningespigen Amina.

En propfyldt flygtningebåd fra Syrien kæntrer i Middelhavet. Med ombord var pigen Amina, og nu ligger hun i vandet og kæmper for at overleve, imens vi ser tilbage på det Syrien, hun flygtede fra.

’Tænk på Zenobia,’ siger hendes forældre til hende.

Zenobia var en syrisk dronning, der i 200-tallet kæmpede for uafhængighed fra Romerriget og den romerske kejser Aurelian. I historien om Amina bliver Zenobia det stærke og selvstændige forbillede – ja, nærmest et alter ego for hende.

I sine drømme besejrer Amina romerne. Hun er en krigshelt. Men i virkeligheden mister hun alt. En dag tager hendes forældre afsted for at købe mad, men de kommer ikke tilbage. Hendes onkel, der passer på hende, kan kun få én plads i flygtningebåden, og den giver han til Amina.

Midt i en leg afbrydes hun af verdens ondskab. Krigen gør hende voksen. I bedste fald kommer hun i land et sted som uledsaget flygtning og må alene forsøge at etablere sig, hvor hun nu bliver sat. I værste fald kommer hun ikke i land.

Vi suges ind

Således er ’Zenobia’ en mildest talt barsk fortælling. Den er en dramatisering af Morten Dürr og Lars Hornemans graphic novel (tegneseriebog) af samme titel. Denne anmelder har ikke haft lejlighed til at læse bogen, men anmeldere har generelt modtaget den med rosende ord – ikke mindst for deres evne til at skildre krigens rædsler uden at udpensle dem i brutale billeder.

I AKUT360’s teaterversion er tegneseriens billeder flettet ind som projektioner på de adskillige oppustede luftmadrasser, som udgør forestillingens scenografi. Madrasserne flyttes rundt, så de nogle gange er opretstående og fungerer som både lærred for projektionerne og som vægge, og andre gange liggende som en seng, som en gummibåd eller som altopslugende bølger. 

Kombinationen af de meget fysiske madrasser og tegneseriebillederne gør, at vi suges ind i den verden, der skildres. Det er især tydeligt, når helikopteren flyver faretruende lavt hen over os, eller når Amina og hendes onkel kryber ind i en hule eller skakt, hvor de gemmer sig under flugten.

På den måde bliver teaterversionen ligesom bogen voldsom uden at være voldelig. Der er masser af krig, men ingen blodige nedskydninger. Men er det alligevel lidt for voldsomt for en otte-årig, som  er forestillingens nedre aldersgrænse?

Show, don’t tell

Forestillingen er dramatiseret og iscenesat af Andreas Dawe. Han har efterhånden tydeligt vist, at han magter opgaven at skildre vor tids traumer både dramatisk og faktuelt.

Men hans svaghed er, at han ikke begrænser sig. Også i ’Zenobia’ lader han alt for mange tanker, følelser og fysiske omstændigheder, komme til udtryk i replikker. Hvor mange gange behøver man at sige, at vandet er koldt, når man har både lys, lyd og skuespillere, der kan udtrykke det uden ord?

Anton Tjekhov sagde: ’Fortæl mig ikke, at månen skinner; vis mig lysglimtet i det knuste glas.’

Nu må Dawe snart have dramatikerkilometer nok i benene til at turde skære fra og overlade bare nogle af billederne til sine dygtige skuespillerkollegaer.

I ’Zenobia’ savner vi især de indre fortællinger hos de to medvirkende, der begge løser opgaven temmelig mekanisk. Det skyldes ikke kun manuskriptet, men også det konstante madrasflytteri, der fastholder dem i deres fysik, og de projicerede tegneseriebilleder, som mætter scenen med udtryk.

Uden omsvøb

AKUT360 har sat sig for at behandle ’tidsrelevante og højaktuelle tematikker med både nationalt og i særdeleshed globalt udsyn’. Det gjorde teatret for voksne med beretningerne fra ét af flygtningekrisens brændpunkter i ’Lampedusa’ og fra Adolf Hitlers førerbunker i ’Vort mismods vinter’.

’Zenobia’ er en forestilling, der vækker vores følelser og omtanke omkring verdens flygtninge, som i høj grad også omfatter børn og unge. Og der er ingen tvivl om, at Andreas Dawe og AKUT360 også har kapaciteten til at sætte verdens katastrofer i scene for et ungt publikum – nøgternt, faktabaseret og uden omsvøb.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Gadeteater med pacifismeopråb
Dansk Rakkerpak:
'Balder og Dragen'
Dansk Rakkerpak kaster sig igen ud i munter slåskamp for demokratiet og kærligheden. Denne gang i en middelalderlig mandehørmerhistorie, der heldigvis slutter med rakkerpak’sk slowmotion og retfærdighed
Ballade på bondegården
Teatergården:
'Skidt og Pyt på Store Vaskedag'
Dukkerne er centrale, men får for lidt plads i en heftig komedie om at kunne sige ”skidt, pyt”…
Tryg teaterfest med de røde og bløde
Teatergruppen Batida:
'Der kommer nogen'
Med sparsomme scenografiske midler og godt humør får Sofie Faurschou og Tobias Heilmann lirket både en sød historie og en masse overraskelser ud af Nordvest-teatergruppen Batidas ’Der kommer nogen’
På flugt med musikken som kompas
Marionet Teatret:
'Den forunderlige rejse'
’Den forunderlige rejse’ for de allermindste er et poetisk og varmt eventyr om en piges opbrud fra den trygge verden og om hendes møde med både stygge pigtrådsmænd og omsorgsfulde kukursdamer. Men især om det, der forener mennesker og dyr overalt i verden, nemlig musikken
Fine erfaringer
Teatergruppen Batida:
'Det bedste i verden'
En visuel humørbombe og munter musik er rammen om en fin historie om at overkomme modgang
God fortællekunst går aldrig af mode
Det Fortællende Teater:
'Gilgamesh'
Med den 4000 år gamle historie ’Gilgamesh’ skaber Jesper la Cour og Det Fortællende Teater virkeligheder omkring os kun ved hjælp af god, gammeldags og gedigen storytelling.
Gadeteater med pacifismeopråb
Dansk Rakkerpak:
'Balder og Dragen'
Dansk Rakkerpak kaster sig igen ud i munter slåskamp for demokratiet og kærligheden. Denne gang i en middelalderlig mandehørmerhistorie, der heldigvis slutter med rakkerpak’sk slowmotion og retfærdighed
Ballade på bondegården
Teatergården:
'Skidt og Pyt på Store Vaskedag'
Dukkerne er centrale, men får for lidt plads i en heftig komedie om at kunne sige ”skidt, pyt”…
Tryg teaterfest med de røde og bløde
Teatergruppen Batida:
'Der kommer nogen'
Med sparsomme scenografiske midler og godt humør får Sofie Faurschou og Tobias Heilmann lirket både en sød historie og en masse overraskelser ud af Nordvest-teatergruppen Batidas ’Der kommer nogen’
På flugt med musikken som kompas
Marionet Teatret:
'Den forunderlige rejse'
’Den forunderlige rejse’ for de allermindste er et poetisk og varmt eventyr om en piges opbrud fra den trygge verden og om hendes møde med både stygge pigtrådsmænd og omsorgsfulde kukursdamer. Men især om det, der forener mennesker og dyr overalt i verden, nemlig musikken
Fine erfaringer
Teatergruppen Batida:
'Det bedste i verden'
En visuel humørbombe og munter musik er rammen om en fin historie om at overkomme modgang
God fortællekunst går aldrig af mode
Det Fortællende Teater:
'Gilgamesh'
Med den 4000 år gamle historie ’Gilgamesh’ skaber Jesper la Cour og Det Fortællende Teater virkeligheder omkring os kun ved hjælp af god, gammeldags og gedigen storytelling.