‘Måske” er meterhøje bogstaver som lyser medietjekket og reklameagtigt op på bagvæggen med bud på oversættelser. ‘Måske’ er høj musik, som blæser ud over scenekanten. ‘Måske’ er tre skuespillere, som gennemspiller de enaktere, som de der køber forestillingen har valgt ud i en buket af flere mulige. ‘Måske’ kaster ‘hvad vil I se? -valgmuligheder ud til publikum.
‘Måske’ er sceneoptræden, som snor, vrangvender, spidder, bryder ind i, bygger udenpå og ovenpå den kendte virkelighed og på i forvejen kendt dramatisk lekture. ‘Måske’ er volapyk-mimiske 2008-hverdagsmorgenscener med slåbrok, kaffe, skænderi og jalousi. Speedet teater spundet over græske dramaer og storladne togaklædte scenerier skåret over romersk læst. Det er en skuespiller som kurer fra den ene ende til den anden i en trekantet formskal mens hans fyrer en selvhøjtidelig ordflom af. Det er tre skuespillere som mundhugges om, hvad de skal fylde scenen ud med. Det er en kvinde, som danser udfordrende foran en malerisk scenografi. Det er plastikposer, som danser tvært over scenen. Det er to kvinder, en ung og en gammel, som falder i et hul for ikke nødvendigvis begge to eller nogen af dem at blive reddet af tre fugleskræmsellignende soldater, en levende som trasker ind på omvendte gulvspande og to mandsstore dukker som dinglende flankerer ham på hver side.
Dybt vand
‘Måske’ er et eksperiment. Asterions Hus er hoppet ud på dybt vand med noget anderledes nyt. De udbyder en række små enaktere, som på meget forskellig formmæssig og filosofisk vis undersøger mulige betydninger af det uudgrundelige ord ‘måske’. Køber vælger selv, hvor mange og hvilke enaktere man inden for en ramme på en forestillingstid mellem en time og halvanden vil have. Undervejs bliver publikum bedt om at vælge, hvilken version af nogle af enakterne, som man vil se (om der skal trykkes på den grønne eller røde lygte i et Storm P-apparatur som trilles ind). Og udover selve forestillingen tilbyder teatret via sin hjemmeside mange forskellige indgange til at behandle og interagere med dilemmaet ‘måske’.
Ung omdrejningshøjde
Peter Kirk har med input fra Jaques S. Matthiesen, Lotte Faarup, Lene Vestergård, Emil Hansen, Dirck Backer, Basse Dam m.fl. begået en række tekster, hvoraf flere synes at placerer sig i grænselandet mellem kompleks abstrakt tænkning og ‘det rene volapyk’. Anderledes og udfordrende i al fald.
Og på en scene som kun sparsomt møbleres springer Tilde Knudsen, Martin Ammundsen og Peter Kirk så behændigt mellem fortidstirader, nutidstale og sort snak. De bugter sig kropsligt ud af og ind i de forskellige enaktere. Og de henvender sig udfordrende og konfronterende til publikum med dette stykke abrupte og vanebrydende teater, som ret beset egentlig ikke ligger så langt fra de unges egen multitaskende og zappende måde at navigere rundt i medierne på.
Hatten af for forsøget på at komme på omdrejningshøjde med et medietilbud som udfordrer de unge. Når ‘Måske’ ikke får fem stjerner, men fire store, skyldes det altså ikke konceptet og skuespillernes udførelse, men det forhold at forestillingen ikke synes helt at have fundet sin rytme. Et flow der løfter og virker fuldstændigt overbevisende.
