Der skal være en forbindelse. En relation til og et samspil med publikum i en forestilling. Gert Petersen bruger et meget konkret greb. Han udpeger på skift en blandt publikum. Spørger: ’Hvad hedder du?’. Får et svar – og begynder så på en lille (præfabrikeret) mime, der handler om netop den person, fx Peter fra salen, for så, når den lille optræden er slut, at takke vedkommende med et: ’Lad os give Peter en hånd’.
Ret enkelt og optræde-elementært. Og det fungerer. Ikke noget med at trække de unge op på scenen. I stedet sidder den navneudpegede og føler sig lidt i centrum, for ikke at tale om den opmærksomhed en hel klasse giver lærerinde Eva, hvis det nu er hende, Gert Petersen har udpeget 'til illustration'.
For illustration, eller rettere mime, er Gert Petersens gebet. Som sådan udfører han også forestillingen meget professionelt. Men timing og præcision. Den kropslige faglighed fejler intet. Og det imponerer tydeligvis de unge, at Gert Petersen, der er en del ældre end dem selv, med enkle kostumeskift er så hurtig på de kropslige tangenter.
Fra hippiefred til fuck-finger
Det er fortællekalorierne der er noget for tamme. Især i starten. Forståeligt nok går Pedersen ikke direkte i kødet på de unge med ungdomsvanskelige tematikker. Han varmer op med mere uskyldige små sketch. Så som ’Hvad vil du være, når du bliver stor?’- spørgsmål, der føres ud i en nærmest klassisk kirurg-mime med en krop, der bliver sprættet op og tømt for tarme, dunkende hjerte m.v. Til ære for Peter, der bliver udråbt til at ville være doktor, ’fordi han så godt kan lide at pille ved alting’.
Det er først fra den mime, hvor Pedersen gennemgår tidens udvikling fra fredfyldt langhåret hippie (med fredsløftede fingre) til nutidens fuckgeneration (hvor de to fingre er blevet til én) at der kommer lidt mere nærgående kød på programmet. Også teksten bliver lidt mere overraskende og humoristisk lytning. For Gert mimer ikke blot. Han bruger også ord.
Fra fuck-figuren er der åbnet op for det mere intime. For en gennemgang af mange forskellige slags kys. Og for den leg, der kan føre til graviditet og fødsel. En fødsel, der i øvrigt vises på finurlig vis.
Så mange temaer bliver vendt i de små sketchs, der ind imellem rammer noget i pubertetsmålgruppen. Men som dog også har noget – og undervejs en del for meget – karakter af ren underholdning eller improvisationsøvelser. Numrene rummer som flest for lidt farlighed i forhold til det at ville gå de unge på klingen med det, der rør sig i deres liv.
M.a.o. en lille tre-stjernet forestilling med fin plads til forbedringer.
