Glyptotekets historiske rum og statuer tilfører Hotel Pro Formas forestilling om kongen og guden Gilgamesh godt med ophøjet stemning og schwung, og det passer umådelig godt til emnevalget.
Kirsten Dehlholm boltrer sig med både tekst og format i sin iscenesættelse af det 4000 år gamle epos om liv og død, magtliderlighed og – selvfølgelig! – kærlighed.
Det er muligvis verdens ældste nedskrevne fortælling, og Gilgamesh har højst sandsynligt været inspiration for både 'Illiaden' og 'Odysséen'.
Det er med andre ord creme de la creme indenfor oldævl, vi har med at gøre, og tilsætter man som her gennemførte gevandter i overflod, har man en umådelig smuk forestilling, der i sin tableau-stil tager sig virkelig godt ud på billeder.
Særligt Gilgamesh’ mor, den fra top til tå blå spåkvinde-gudinde Ninsumun (Sara Emilie Anker-Møller) er aldeles magisk, som hun sidder og skriver varsler ned på en skrattende tavle. En hekse-diva af format med høj krave og tre bøger som haute couture-hat, hvor selv fingerspidserne er dyppet i blå maling.
Det er verdensfjernt og magisk i en sådan grad at man ikke kan undgå at blive fascineret, men det er samtidig også så mystisk, at det næsten bliver uhyggeligt. Noget musikken flot understreger med skingrende sav og lign.
Teksttungt og langtrukkent
Der er noget eventyrligt og fanden i voldsk over den aparte underverden, vi går rundt i sammen med skuespillerne. Kaskader af monolog møder os fra alle rum via små højtalere,
Det er Morten Søndergaard, der har modelleret teksten om til scenen, og der er rigtig meget af den. Gilgamesh spilles med stor pondus af Niels Anders Thorn, men det er hans unge modstykke Enkidu, der stjæler billedet. Han spilles af rapperen Manus Bell, der med sine spyttende rim og ufravigelige rytme giver det ophøjede sprog et tiltrængt ungt pust.
For det er tungt stof det her. Og det store drama bliver stilistisk holdt gidsel af formen, der trods rap, rigtige tyrenosser(!), store følelser og skuespillernes frie vandring iblandt os alligevel forbliver stift med de forholdsvis svære, højtidelige monologer.
Hvad der i starten vækker undren og nysgerrighed hos det unge publikum, bliver som tiden går trættende og vækker modløshed. For hvad sker der egentlig? Hvad foregår der i den konstante talestrøm? Og hvorfor er det hele så mærkeligt?
Koncentrationen hos skoleklasserne krakelerer ganske enkelt, og den frie form, hvor man selv bestemmer, om man vil gå med rundt, gør at langt de fleste helt bogstaveligt står af. Som det også skete, da Teateravisen så forestillingen med en 5. og to 8. klasser.
