Toto, Juaintio, Anita, Rashid og Alf. Med en fed kridtstreg mejsles navnene op på husmuren. Og vi er ikke i tvivl. Det her skal forestille at være navnene på gadebørn, som er bukket under. Som ikke længere har kunnet klare et liv på samfundets bund med snifferi, slagsmål og trøstesløshed af al slags.
GLiMT vil gøre sit publikum opmærksomme på den nød og elendighed, som mange gadebørn verden over lever i. Et vigtigt og sympatisk projekt.
Evnerne til at danse har Camila Sarrazin og Lars Gregersen også. De kan smidigt klatre koreografisk dansant på vægge og snurre rundt på asfalt og gulve.
Nogle udmærkede ideer til iscenesættelse har Camila Sarrazin også. Ideer til hvordan man kan spejle den trøstesløshed og det armod, som er kendetegnende for gadebørns liv. Publikum sidder for eksempel på beskidt tøj lukket inde i store transparente plastikposer.
Camila Sarrazin og Lars Gregersen begraver sig i og kaster rundt med genbrugstøj, og de bruger det undervejs til at skitsere en mistet menneskelig relation. Breder bukser og trøjer ud på gulvet som for at genmale venner. Løfter tøj op og danser og kæmper med det som udtryk for at de tænker tilbage på eller fortæller os om dem, de er, og deres situation som henvist til et ikke-liv. De inhalerer lim og agerer efterfølgende skæve og stive. Grokkede eksistenser som ikke magter medmennesket og nærmest heller ikke sig selv.
Savner fylde og ballast
Vi er på slagsmålets holdeplads. Her hvor man kun tænker på sit eget næste fiks. Her hvor man slår på tæven i forsøg på at værne sig selv. En em af trøstesløshed breder sig. Det her er ødelæggelse og misvækst. Det mærker vi som publikum ganske klart.
Der er med andre ord udmærkede takter i Glimt's 'Empty Steps', men der mangler også noget. Nogle flere nuancer. Nogle flere og mere komplekse forløb. Noget som kan fylde udtrykket, så det bliver mere mærkbart intenst og overbevisende berørende. Noget af den fylde og substans som Saga Dance Art Collective Productions 'Paolo & Money', som også skildrer gadebørns liv, har.
Det er ofte og også her fascinerende, med hvor få midler man kan få en stemning af noget bestemt frem. Her er der blot ikke nok ingredienser til at løfte en hel forestilling op på et højt scenekunst-oplevelsesniveau.
