Med sukkertops-agtige (røde) hatte ligesom neapolitanske Pulcinellas il coppolone, med mærkelige næser, og med kostumer, der fremhæver den enes store rumpe og den andens ditto mave, tages der hjertelig imod publikum. Men altså kun af den ene – den anden sidder og læser på en stol, der er altfor høj, og ind imellem udstøder han et erkendelsens ‘Aahh!’ eller forargelsens ‘Hov hov!’, og han bryder sig katten om publikum, der strømmer ind og efterhånden overbefolker lokalet. Allerede inden, vi alle er kommet på plads, er der etableret et uudgrundelig univers med to underlige figurer. Hvad skal der ske her?
At klovne på børnenes præmisser
Jo, – her skal ske dét, at to mennesker – som enfoldige, men også snarrådige klovne – udforsker verden i al dens vidunderlige og ubegribelige kompleksitet. De har børnenes undren og forbløffelse og forskrækkelse – og glæde – over at opdage alle tings Hvorfor og Hvordan og Hvad. Hvorfor er dén pyramide større end den anden, og kan det være rigtigt, at min er mindre end din? Her bygges hierarkier, som ligeså hurtigt krakelerer, her opstår pludselige fælleslege, her opstår jalousi og misundelse, og så – ligeså pludselig – generøsitet og fælles forståelse for denne verdens ubegribelige mysterier.
Vi griner og gribes over dette mikrokosmos, hvor to voksne tager børnenes præmisser og leg alvorligt. Netop i skikkelse af klovne kan de tillade sig at være børn, i begejstring over en opdagelse, i fortvivlelse over en tilsidesættelse, i søgen efter tryghed i samværet, i usikkerheden overfor den anden, i angsten for at stå udenfor, i glæden ved at være inkluderet.
Men først og fremmest er det forundringen. Alt er nyt og skal opdages og udforskes og tages stilling til. Det giver forestillingen en poesi midt i al klovneriet: Verden er mærkværdig og stor og indholdsrig. Og de to aktører (Asger Frøkov og Nils Sørensen) holder ikke spillet for sig selv, det når ud til os ved, at de deler deres undren og deres glæde med publikum. Men som sagt: Det handler også om misundelse, og dén handler om stor og lille, hurtig og langsom, kvik eller træg.
To bolde, for eksempel, kan fremkomme på mærkeligt vis og være både snurrige og betagende, men hvorfor er den ene større end den anden? Skal jeg have den mindste? Og hvis den ene opfinder en gakket gangart – ja, så kan vel jeg også, og bedre! Og er der nogen, der snyder? Kappestrid som engagerer publikum. Det glæder i det hele taget denne anmelder at se en forestilling, der går så helhjertet ind i børnenes univers, og hvor aktørerne kan være barnlige uden at blive (alt for) skabagtige. På trods af hvor bizarre deres figurer er.
Teatrale tricks
Men det hele hænger ikke kun på de to aktører. For det kan blive en smule trættende i længden at se på gakkede gangarter og mærkelige spjæt, for ikke at tale om at høre på de samme to replikker, ‘Hov hov’ og ‘Nå’ i ustandselige gentagelser. Selv om ordløsheden ellers fungerer fint. Der er lagt nogle tekniske finurligheder ind, som skaber variation og yderligere undren. Bolde flyver i luften over kulisserne, og fuldstændigt overrumplende kommer et sælsomt luftskib svævende fra bag scenen og styrer hen over vore hoveder og op mod loftet. Et magisk øjeblik af den type, der skaber åndeløs stilhed.
Her er masser af sjov og ballade, men det mister lidt charme, når aktørerne innimellem ikke kan nære sig for at blive en smule skabagtige og absolut ville være sjove. Sådanne øjeblikke klæder ikke en ellers udmærket forestilling.
