Teatergruppen Batida er kendt for sin store rejseaktivitet, der har ført teatret fra Københavns Nordvest-kvarter på turneer og besøg i mere end 45 lande.
Og man har altid haft en forkærlighed for om muligt at opsøge de mere 'problematiske' lande som led i en aktiv kulturudveksling.
Derfor tæller listen bl.a. Nordkorea, Iran, Cuba, Hviderusland, Afghanistan og Rusland m.fl. – og Batida har med stor entusiasme forsvaret disse besøg i lande, der er kendt for grove overtrædelser af basale menneskerettigheder m.v., med, at det er en måde at skabe forbindelse med de kunstnere og det publikum, der må leve med daglig undertrykkelse, og som ser Batida som et 'sendebud fra en anden og bedre verden', som teatrets Søren Ovesen har udtrykt det tidligere her på portalen i en diskussion om betimeligheden af disse specielle turneer
Det er altså en helt bevidst signatur-strategi, der handler om solidaritet og kulturudveksling – og som sideeffekt også har betydet selvcensur af egne forestillinger og adfærd for at opnå adgang til at spille og opholde sig i bl.a. Iran og Nordkorea.
Helt i tråd med dette kulturelle samarbejde har Batida arbejdet hårdt for at få teatre fra nogle af disse ellers så lukkede lande til komme på genvisit i Danmark.
Mest spektakulært da Batida efter et par års diplomatiske anstrengelser fik adgang til at spille forestillinger i Nordkorea i 2013 og året efter lykkedes med at invitere en nordkoreansk musik- og dansegruppe på danmarksturne. De ni unge, uddannet fra Kumsong Academy Young Artists i Nordkorea, var ledsaget af to voksne teaterfolk, som organiserede og tolkede og holdt et vagtsomt øje med, at de unge ikke lod sig korrumpere af deres oplevelser i Vesten og forsøgte at hoppe af…
Et 'utroværdigt projekt'…
Og så er vi fremme ved en aktuel showstopper for Batidas kulturdiplomati, der selvfølgelig også har arbejdet med at få iranske teaterfolk og deres kunst til Danmark.
Her er det nemlig dansk visumpraksis, der står for afvisningen af et iransk gæstespil med The Moaser Theatre Company, der skulle have været på turne i Danmark med den prisbelønnede forestilling 'Macondo', der er bygget på Gabriel Garcia Marques’ novelle 'En gammel herre med kæmpestore vinger'.
Forestillingen, der har en aldersgrænse fra 10 år og op, har både spillet og vundet priser i og udenfor Iran. The Moaser Theatre Group har bl.a. specialiseret sig i formidlingen af litterære klassikere til børn, og i 'En gammel herre med kæmpestore vinger' møder Gabriel García Márquez’ magiske realisme scenekunsten i en fortælling, der indeholder satiriske kommentarer til både religion og mennesker i almindelighed.
Det får danske tilskuere altså ikke muligheden for at opleve. Og hos Batida fortæller man, at det så er anden gang, man i sidste øjeblik må aflyse en turne med iranske kunstnere.
Første gang var i 2017, da en gruppe unge teaterstuderende kvinder måtte opgive at vise deres gribende og yderst kontroversielle danseforestilling, hvor emnet var voldtægt og overgreb imod iranske kvinder. Forestillingen kunne ikke vises offentligt i Iran, så ønsket om at kunne præsentere værket i et frit land vejede tungt – men altså forgæves.
I en pressemeddelelse fortæller Batida, at begge gange har afvisningen af de iranske kunstnere været begrundet med, 'at projektet ikke virker troværdigt' og 'at der ikke er nogen garanti for at de iranske kunstnere vil vende hjem igen'.
Hvad førstnævnte begrundelse angår, er det angiveligt arrangøren af turneen, altså Batida og deres lokale gæstespilsprojekt, Teater Nordvest, der lidet tillidsfuldt henvises til.
Det er man selvsagt og med rette fortørnet over hos Batida, hvis Teaterhus i de senere år har præsenteret interessante forestillinger fra en lang række menneskerettighedsfornægtende lande, uden at kunstnerne er stukket af eller har søgt asyl.
Mange penge tabt
I det aktuelle tilfælde med forestillingen 'Macondo' var der i øvrigt udover forestillinger i Nordvest og det nærliggende kulturhus i Tingbjerg også truffet aftaler med Kulturværftet/Helsingør Teater. Og de fleste billetter var allerede solgt.
Batida har haft udgifter i størrelsesordenen 30-40.000 kr. til tryk, annoncering, administration og løn til den danske skuespiller, der skulle indgå i forestillingen som fortæller. Penge, der er nu er tabt.
Den eneste udgift, der ikke er afholdt, er flybilletterne tur-retur. I det aktuelle tilfælde har hver af de iranske kunstnere selv betalt 83 euro (en anseelig sum for en almindelig iraner) for overhovedet at få lov til at ansøge om visum.
Men alle disse gøremål har ikke været tilstrækkelige til at opfylde visumreglernes krav til troværdighed, 'hvis fortolkning tilsyneladende beror på en enkelt embedsmands helt subjektive skøn' som Batida noterer det i sin pressemeddelelse om miseren.
Her refererer man til sagsbehandlingen på den danske ambassade i Teheran, udført af en iransk-født repræsentant på vegne af den danske stat.
Svære betingelser
Og så er det oplagt at lade altid velformulerede Søren Ovesen fra Batida tage over i sin beskrivelse af ambassadens udlægning af den manglende opfyldning af visumbetingelserne for den iranske teatergruppe – hvor en mulig anke blev angivet til en behandlingstid på et år (!) og sandsynligvis med samme resultat…:
'Hvad angår frygten for, at de inviterede kunstnere ikke har tænkt sig at rejse hjem igen – et argument der er til at forstå situationen i Iran taget i betragtning – burde man kunne løse det med en form for garantistillelse. Som systemet forvaltes nu, kan personer der ikke tidligere har haft et Schengen-visum, eller er ugifte eller barnløse, i realiteten ikke komme i betragtning, da man antager, at intet vil afholde dem fra at 'hoppe af. Det kan være svært overhovedet at forestille sig en teatergruppe eller en forestilling, der ikke omfatter en eller flere personer inden for disse kategorier.
Vi har forståelse for, at Danmark har nogle visumregler, der naturligvis også rummer begrænsninger i fremmedes muligheder for indrejse, men måden, disse administreres på, er i de to nævnte tilfælde behersket af et 'catch 22 – syndrom': Skuespillerne skal næsten allerede have optrådt og være rejst hjem igen for at få den nødvendige tilladelse til det'
Og pressemeddelelsen om det aflyste iranske besøg slutter således:
'Det paradoksale er, at de mennesker vi med den nuværende administrationspraksis udelukker fra at lade deres stemme lyde fra en dansk scene, en stemme vi kan lytte til og lære af, er dem der bærer håbet om et andet Iran i fredelig sameksistens med sine egne indbyggere og med den omkringliggende verden'.
