Berlin i maj: Her er som sædvanligt et mylder af liv og et udbud af kultur så mangfoldigt, at ikke mange andre hovedstæder kan være med. Berlins kunstneriske status har siden Murens fald i 1989 fået ekstra fart på. Alle felter har siden den øst-vesttyske sammenlægning gennemgået en heftig udvikling, og teaterområdet er i særdeleshed blevet styrket. Bykortet kan prale af talrige teatre af mere eller mindre professionel karakter, hvoraf over 80 spiller for børn og unge.
Altså en hovedstad af en lidt anden kaliber end København. I maj lagde byen både hus til voksenteaterfestivalen ‘Teater Treffen’ og til den tyske børne- og unge teaterbiennale ‘Augenblick mal!’ – en festival der på mange måder præsenterede deres forestillinger anderledes end i Danmark. Årets udgave af den biennale festival var den 10. i rækken.
Der er ikke så mange store festivaler for børn og unge i Tyskland som i Danmark, men børneteatret har dog efter Murens fald oplevet en opblomstring.
Sammensmeltning af øst og vest
Det er altid en speciel fornemmelse at være på teaterfestival. Som oftest har arrangementet karakter af en messe, hvor produktioner skal præsenteres og sælges. Børneteaterfestivalernes flittigste publikum er derfor overvejende voksne formidlere af teater for børn.
Selv om de mange børneteaterfestivaler i Danmark skiller sig ud fra hinanden på en række områder, har de grundlæggende det til fælles, at de ønsker at spille for den rette målgruppe. I hverdagene udbydes forestillingerne derfor til institutioner, og i weekender kommer forældre og børn på besøg for enten at se forestillingerne gratis eller til ganske rimelige priser. Men de tyske produktioner har ikke børn og unge i salen. Det er kun voksne.
‘Augenblick mal!’ – en titel, der udspringer af teatrets monumentale egenart – er vokset ud af sammenlægningen af Tyskland, og består af fremvisning af få udvalgte forestillinger fra hele landet hvert andet år. 40 års erfaring fra det oprindelige Vesttyskland og ikke mindre end 60 års erfaring fra den østlige del af riget – inklusive det i efterkrigsperioden svært tilgængelige Østtyskland – er fusioneret i det børneteater, som i dag beriger hele nationen.
Som i dansk børneteater er grænserne mellem de enkelte kunstarter brudt ned og her blandes rask væk teater, opera, dans, musical og billedkunst. Animation, dukker, speciel-effekts og særlige teknologiske vidundere gavner og udvikler genren – ganske som i Danmark.
Uge-festival med ti tyske forestillinger
Som Teatercentrums store april-festival varer også ‘Augenblick mal!’ en uge, men slet ikke på samme facon.
På dansk grund kan man bryste sig af bredtfavnende børneteatertyper og ekstrem mange teatertruppers deltagelse, der gratis præsenteres på skoler, i biblioteker, kulturhuse og i sjældne tilfælde på etablerede teatre – alt efter værtsbyens formåen. I det tyske præsenteres forestillingerne udelukkende på etablerede teatre.
For mellem 7 og 12 euro pr. billet lægger spillesteder som Sophiensaele, Hebbel am Ufer 1 og 2, Theater an der Parkhaue 1-3 og Schaubude Berlin hus til forestillingerne. Det er teaterhuse, der ligger geografisk spredt over et ret stort område og derved giver anledning til at udforske eller gense, ikke blot de enkelte scener, men også byens mange andre seværdigheder. Således integreres festivalens deltagere i det pulserende berliner-liv på en anderledes måde end i de danske provinsbyer, hvor festivalerne lever deres eget liv.
I Berlin blev blot 12 forestillinger præsenteret over hele festivalugen, heraf var to produktioner hentet fra henholdsvis Iran og Canada. Det vil sige, at festivalen viste 10 forestillinger fra hele landets produktioner sidste år.
Forestillinger over hele dagen
Seks af festivalens forestillinger var for unge fra 13-15 år og op, de fem for tidlig skolealder 5-8 år og op – og blot en enkelt forestilling for de mindste: 2 år og op. Ingen havde altså øvre målgruppegrænser.
Forestillingerne var hentet fra Hamburg, Basel, München, Düsseldorf, Berlin, Mannheim, Dresden og Frankfurt am Main. Det canadiske gæstespil og den lokale ‘Hell on Earth’ spillede kun en gang. Ellers blev resten af forestillingerne præsenteret to-fire gange, spredt over flere dage.
Som i Danmark startede produktionerne tidligt om formiddagen, men sluttede til gengæld først sent om aftenen, hvilket betød, at publikum havde en chance for at nå alle forestillinger i løbet af ugen – og ikke som på traditionelle danske festivaler være nødt til at bruge udelukkelsesmetoden i valg af forestillinger. Ind imellem de kunstneriske tilbud blev der holdt seminarer, diskussioner og foredrag. Og alle aftener afsluttede med en publikumssnak i de store teatre.
Ti kuratorer har udvalgt indholdet
‘Augenblick mal!’ nedsatte for et par år siden en gruppe på ti kuratorer, bestående af teaterledere, dramapædagoger, teatervidenskabsfolk og udøvende scenekunstnere fra hele landet til at designe festivalprogrammets indhold. Målet var at finde forestillinger, der repræsenterer et bredt udvalg af det kunstneriske niveau i børne- og ungeteater og gøre denne specielle kunstneriske identitet synlig. I otte måneder rejste de landet tyndt for at udforske samtidens børneteaterlandskab, og til sammen har de set 60 forestillinger. For at udveksle erfaringer og oplevelser var kommunikationen om produktionerne mellem de udsendte et fixpunkt i kuratorernes hovedaktivitet. De e-mailede, bloggede, sms’ede etc.
De ti kuratorer pointerer en tendens i det tyske børneteaterlandskab, der byder på skred og nedbrud af barrierer. Det handler om, at øst møder vest, at internationalt samarbejde opstår og skaber interessante resultater, og at de enkelte kunstarter beriger hinanden. Derudover har den østlige del af landet smittet med en tradition af teatermagere, der både laver teater for børn og voksne. Det gør grænsen mellem genrationerne mere porøst og smitter med en respektfuld accept. Og senest betyder brugen af unge amatører på scenerne en postdramatisk tilføjelse til genren. En tendens vi også har set herhjemme, hvor amatører har opnået refusionsstøtte med forestillinger, der er blandet med professionelle. I nabolandet gøres det dog med et mangfoldigt blik på temaer og ikke med integration som overordnet mål. Men generelt tilfører det scenen en anden dimension, som både kan være udfordrende for scenekunstnerne og de unge. Ligeledes er grænserne for tematik og emner, der ikke før har været berørt, overskredet med syvmileskridt.
Katalysatorer for udviklingen
Kuratorernes arbejde kulminerede med indstilling af 20 samtidsproduktioner, som samlet blev forestillinger, der gjorde størst indtryk. Ti forestillinger spillede på biennalen og ti er nominerede til en pris fra den tyske afdeling af ASSITEJ. Kuratorerne er selv ret tilfredse med udvalget af forestillinger og betegner det som ‘et succesfuldt arbejde af kunst, der peger publikum i en æstetisk retning, som også findes inden for andre teatergenrer. Præsentationer, der kan betegnes som katalysatorer for fremtidig udvikling i tysk børne- og unge teater’.
En af de 20 pris-nominerede produktioner har i øvrigt et solidt dansk aftryk. Kinder- und Jugendtheater Dortmunds forestilling, ‘Der Junge, der unsichthar wurde’ er nemlig skrevet af Michael Ramløse – og den blev i sin tid omkring årtusindskiftet sat i scene af Mariehønen under titlen ‘Drengen der blev usynlig’. Stykket er siden blevet oversat af flittige Volker Quandt (læs artiklen ‘Den tyske forbindelse’
) – og har i Dortmund-teatrets udgave vundet hæder på flere tyske festivaler.
Dansk vs tysk børneteater
»I think the Danish Children Theatre is a lot better than the German,« lyder det under den tyske festival fra min tyrkiske følgesvend. Vi er lige trådt ud af den store sal på Sophiensaele – et af Berlins førende voksenteatre i den østlige del af byen. Vi har set en børneopera – et gæstespil fra Mannheim.
Hasans udtalelse er fagligt velbegrundet, for udover at være en flittig besøger af danske børneteaterfestivaler, er han professor i dramaturgi og udøvende børneteaterdramatiker.
Jeg er dog ikke helt enig i hans ytring efter den aktuelle forestilling, men som festivalen skrider frem, forstår jeg hans kommentar: Der er en tydelig tilbøjelighed til, at de tyske børneteaterforestillinger – akkurat som tyske voksenforestillinger – har hang til længerevarende dialog. Et element, som de danske børneteatre er mestre i at tøjle. De tyske børneforestillinger er generelt for lange og bærer præg af en angst for pausen og det nonverbale visuelle udtryk. Det er ord, ord og rigtig mange ord. Selvfølgelig med enkelte undtagelser.
Selv om hensigten med mit besøg i Berlin var at beskue biennalen som helhed og få øjenåbnet for nye strukturer, så ligger det kritiske blik altid og lurer. De tendenser, der gjorde størst indtryk, er alle set i Danmark, men dog påvirket af en anden kultur. Overordnet var der givet køb på intimiteten ved at placere børneforestillingerne i de store teatersale, men den professionelle kunstneriske ramme gav samtidig en fornemmelse af magi, som man ikke på samme måde finder i skolebiblioteket.
Måske kan det inspirere herhjemme, når /hvis nogle af de danske festivaler skal omstruktureres…
