Naturen er fuld af drama. Det gælder også i vandkanten i den lille dam i børnebogen ’Lille Myr’ af Benji Davies, hvor haletudsen Myr udklækkes fra sit æg. Myr er ikke bare lille, men den mindste af de mindste. Og selvom omgivelserne synes rolige, så er der fare på færde. Fra dammens dyb stiger gule luftbobler op, og om natten svømmer den store fisk Gavflab truende rundt.
Betina Grove svømmer selv rundt i vandet sammen med Lille Myr. Men da de leger tagfat, og Groves karakter – som vistnok også hedder Myr – kommer til at kalde Lille Myr langsom, bliver Lille Myr ked af det. Det er altså ikke sjovt at være lille.
Om natten lægger alle haletudserne sig til at sove på et blad, men næste morgen er nogle af dem forsvundet. Har Gavflab mon taget dem? Eller var det bare en ond drøm? Heldigvis viser det sig, at de andre haletudserne ikke er blevet ædt, men er tværtimod blevet voksne, og snart pibler frøerne frem i dammen.
Vamset scenografi
Det bliver til en sød historie om at tro på sig selv, selvom man er en af de mindste. Hele historien er pakket ind i en vamset scenografi af Tanja Bovin, der består af strikkede og hæklede vandplanter og sneglehuse, mens Lille Myr er gestaltet af en tøjbamse, som Betina Grove fører. Aldrig før har denne anmelder set så blød en scenografi, som man i den grad har lyst til at føle på. Det er godt gammeldags hyggeligt.
Videodesignet af Flora Brandt, der ledsager scenografien, medvirker fint til at skabe både de mørke og lyse dele af forestillingen. Det er vældig stemningsskabende og samtidig tro mod udtrykket på scenen såvel som i bogens illustrationer.
Sune Skuldbøl Vraa har komponeret musik og sange til forestillingen, hvor en fin vennesang med refrænet ’vi har en fest her i dammen’ har sat sig fast i hjernen, da vi forlader teatret. Og festligt bliver det også til sidst, da alle frøerne kommer frem og spiller med på slutnummeret. Man får næsten lyst til at synge ’havet er skønt’, men det er jo fra en helt anden historie.
Tydeligere fortælling
Betina Grove er skønt selskab i forestillingen, hvor hun er både rolig og varm som fortæller, men også tilpas fysisk og indlevende som Lille Myrs ven. Hun formår at skabe en regulær undervandsoplevelse, når hun nærmest ophæver tyngdeloven, mens hun svømmer rundt. Og så synger hun, som man allerhelst vil have sunget børnesange for sig.
Men som helhed er forestillingen – og efter denne anmelders opfattelse også bogen – en temmelig tynd og ufokuseret fortælling. Den handler lidt om at være lille, men også om at blive stor. Den handler lidt om at være alene, men også om at være sammen. Her kunne vi ønske os, at dramatiseringen kridtede banen lidt tydeligere op.
Når det ikke sker, bliver resultatet desværre for generisk. Ser vi bort fra den meget unikke scenografi, så er det svært at pege på, hvor ’Lille Myr’ skiller sig ud fra mængden af børneforestillinger. Den er godt produceret, men skal vi med den?
Ikke desto mindre må denne anmelder bare anerkende, at de børn, der var til samme forestilling, var aldeles engagerede hele vejen igennem. Nogle af dem havde dog også set den få dage forinden, og selvfølgelig har gensynets glæde også en effekt – ligesom et par af tumlingerne havde svært ved ikke at spoile undervejs.
Men det er en kunst at fastholde et publikum, og det lykkes Betina Grove og Teatret st. tv med i denne forestilling.
