Det er ikke hverdagskost at støde ind i en 94-årig til en teaterforestilling for børn, selvom det er sket et par gange for Teateravisen de seneste måneder.
Men nu er Bjørn Lense-Møller (f. 1929) heller ikke nogen helt almindelig teatergænger. Den tidligere formand for Teaterrådet, chef for TV-Teatret og Radioteatret, teaterlovskommissionsformand m.m.m. har gennem sit virke ‘flyttet hegnspæle i dansk teaterhistorie’, som det blev formuleret, da han sidste år modtog Karl Mantzius Prisen af Selskabet for Dansk Teaterhistorie for sin mangesidede indsats i scenekunstens tjeneste. Herunder også som en god forbundsfælle for dansk børne- og ungdomsteater.
Og så går han altså i teatret. Gennem et langt liv op til fire-fem forestillinger om ugen i sæsonen, men som 94-årig er det trappet ned til to-tre gange ugentligt…
Et særdeles konservativt skøn sætter det til langt over 10.000 teaterforestillinger og Bjørn Lense-Møller har ingen planer om at opgive tilværelsen som kyndig betragter af scenekunsten i dens mange afskygninger.
90-års skuespillerjubilæum
Man kan roligt sige, at han har fået teaterinteressen ind med modermælken – som søn af skuespiller Vera Hansen (1904-1990) og cellist og skuespiller Svend Lense-Møller (1900-1984).
Moderen debuterede selv som fire-årig i en balletforestilling – og lille Bjørn fulgte trop, da han fik sin skuespillerdebut i samme alder i juli 1929 sammen med forældrene i revyen ‘Gøglervognen i Tivoli.
Datidens aviser berettede euforisk om ‘Danmarks mindste skuespiller og hans mor’, som her havde ‘verdens mindste partner’ som medspiller i numre, hvor han iført smoking dansede med sin mor eller var udklædt som tigerunge…
»Jeg blev siden brugt en del som barneskuespiller, også i Radioteatret, hvor jeg bl.a. spillede sammen med Poul Reumert,« fortæller Lense en hyggelig maj-søndag i domicilet i Virum, hvor te og kager bliver fulgt til dørs af historier og anekdoter ad libitum.
Skuespilleriet gjorde, at han tjente gode penge i takt med, at rollerne blev større og bedre – og også som studerende på Universitet spillede Lense med i offentlige forestillinger:
»Vi satte ofte nye og spændende stykker op fra bl.a. England, som ellers ikke var nået til Danmark,« fortæller han om en skuespillerkarriere, der dog blev indstillet i midten af 1950’erne, hvor andre job og siden ikke mindst en karriere med formidling og produktion af æterbåren dramatik tog over.
Reformator af TV-Teatret
Bjørn Lense-Møller var fra 1960-1995 ansat i Danmarks Radio i forskellige stillinger, startende med programsekretær i TV-Teatret. hvor han siden blev souschef (1964-70) og chef (1970-85).
Og som hans virke kort, men klart beskrives i Den Store Danske Encyklopædi:
‘Med sit skarpe blik og sin forståelse for tv-mediets særlige æstetik fik L-M stor betydning for udviklingen af en original dansk tv-dramatik, frigjort fra sin traditionelt set til tider snærende tilknytning til scene-teatret. Meget af Leif Pandurostv-dramatik blev til i L-Ms chef-tid’.
Her kan Lense selvfølgelig også lige fortælle en lille anekdote om Panduros let bekymrede tilgang til produktionen:
»Han foretrak altid at vise mig sine manuskripter, før Palle Kjærulff-Schmidt (instruktør) så dem og tog over – for ligesom på den måde at sikre den videre skæbne!«
Også skudsmålet, da Lense-Møller siden tog over som chef for Radioteatret (1990-95), er kort og fyndigt: Det lykkedes ham at genoprette radiodramatikken som kunstnerisk medium efter en forfaldsperiode i 1980’erne.
Lense fortæller i øvrigt selv om, hvordan han rejste rundt i landet og ikke mindst provinsen for at finde nye spillere til TV-Teatret – både for at finde nye talenter, men også fordi han vidste, at mange af dem tjente dårligt og ikke havde nok roller.
Efter tiden i DR tog Lense også lige en tørn som dramaturg (1995-2001) hos Malene Schwartz på Aalborg Teater.
Formanden for Teaterrådet
Hvad Lense-Møller kunne have gjort for børneteatret i DR-regi er en spændende tanke, men her tog B&U-afdelingen sig som bekendt selv af børneteaterforestillinger.
Ganske tæt på dansk børneteater kom han dog ikke mindst som formand for Teaterrådet, endog over to perioder (1984-88 og 1991-95), hvor han som fast gæst til premierer og på de store aprilfestivaler m.fl. fik set hundredvis af forestillinger.
Og via Teaterrådets støttepolitik og konsultativt virke omkring den amtskommunale turnestøtteordning, Det Rejsende Børneteater (RBOT), egnsteatrene, lovgivning m.v. i handling, skrift og tale fik sat sit aftryk på området.
Som formand regerede han med myndighed, men også stor forståelse for et økonomisk trængt område:
‘Pengene slipper op før talentet’, lød det efter endnu en uddelingsrunde, hvor mange ustøttede grupper måtte gå med uforrettet sag.
Lenses formandstid lå forud for nedsættelse af Refusionsudvalget (der blev nedlagt i den afgående kulturministers scenekunstaftale), så her var Teaterrådet også ansvarlig for tildeling af refusionsgodkendelse til ustøttede teatres forestillinger. Meget foregik administrativt, men der blev også i hans tid indført de såkaldte præsentationsweekender, hvor rådets medlemmer så indkaldte forestillinger nærmere an.
Denne skribent var med ved flere af disse weekends, hvor der kunne være ganske forskrækkelige forestillinger mellem det nye og spændende. Og husker stadig med fornøjelse, da Lense fiskede en sort sovemaske op ad lommen og annoncerede, at ‘jeg tager lige mine kvalitetsbriller på….!’
Lense i klummeformat
Trods de mange år som først udøvende skuespiller, siden producent i DR-regi, organisatoriske topposter, dramaturgisk assistance – og i øvrigt også som bestyrelsesmedlem/-formand for flere teatre, herunder Odin Teatret, Artibus og Corona La Balance/ZeBU – samt ikke mindst tilskuer til mange tusinde teateroplevelser, har Lense ikke haft behov for selv at forsøge sig som dramatiker.
Men skrevet – og skrevet godt – OM teater, teater- og kulturpolitik mv. har han dog gjort kontinuerligt. I aviser, tidsskrifter m.v. Han har også været teaterkyndig medarbejder på Den Store Danske Encyklopædi og medforfatter, medredaktør og i billedredaktionen til Gyldendals Teaterleksikon.
Han har skal tillige været gæsteanmelder i BørneTeaterAvisen efter den store festival i Odsherred i 1989 og fast skribent sammesteds (1996-97) med klummen ‘Lenses Lommeuld’ – hans eget humoristisk-uprætentiøse navneforslag.
‘Lommeuld skal efter sigende være det eneste, som kommer af ingenting’, lød indledningen på den første klumme, hvor han skrev om, hvordan teatret har spillet en større og større rolle i hans liv.
‘Jeg elsker teatret for dets krav om samvirke i forhold til det altid nye’ her og nu’- At samles i en fælles pejling af, hvor vi befinder os, og beskrive det i teater’.
Og denne første klumme sluttede:
‘I, som spiller teater for børn, har et publikum, som stadig lever i den vilde tankes univers. Det er på én gang vidunderligt og meget forpligtende. Det er hos dem, håbet om at forhindre verdens undergang skal fæste rod’.
Den gode åbning
Børneteatret har ikke længere førsteprioritet for Lense-Møller (»jeg hører ikke rigtig til i kredsen mere«), men han ser altså stadig forestillinger for de ikke-voksne aldersgrupper i ny og næ.
»Jeg vil stadig gerne se spændende ting, der er værdifulde for børn. Og så glæder jeg mig over den åbning mellem voksen- og børneteatret, der kan ses i disse år. Og som betyder, at mange unge skuespillere går ind i børneteatret uden længere at være bange for at blive stigmatiseret i forhold til fremtidigt teaterarbejde,« siger han – som indgang til en lille kritisk stikpille:
»Jeg noterer mig dog, at nogle skuespillere har valgt at være i børneteatret hele livet – DET skulle nogle af dem nok lade være med!«
Direkte adspurgt om noget, der optager denne skribents arbejde som redaktør og udpeger af anmeldelsesparate forestillinger – det egentlige voksenteaters tendens til at præsentere alle forestillinger som egnet til både 14- og 12-årige:
»Det er stadig vigtigt, at man ikke rammer for meget ved siden af aldersmæssigt, og jeg kan ikke se fidusen i det. Og hvor de små tilskuere ofte er ukritiske selv i forhold til teater, som faktisk ikke er relevant for dem, så reagerer de større som bekendt voldsommere med sej adfærd, måske tilråb.«
Teater giver velvære
I sin egen meget aktive pensionisttilværelse har Bjørn Lense-Møller udover sæde i diverse teaterbestyrelser m.v. fastholdt en position som betydningsfuld røst i det politiske og organisatoriske teaterliv.
I 2008 var han således formand for den såkaldte Selvbestaltede Teaterlovskommission, der bestod af en række fremtrædende teaterfolk og andre kulturpersonligheder og forsøgte at komme med forslag til væsentlige forbedringer af en forældet teaterlov. Bl.a. ville man luge ud i bureaukratiet – herunder nedlægge Københavns Teater (nu: Det Københavnske Teatersamarbejde)
Siden har Lense bl.a. lagt et stort arbejde som formand i Foreningen Scenekunstnere Uden Scene (SUS), der forsøgte at få etableret en Åben Scene i København. Den var aktiv fra 2012-16, hvor foreningen nedlagde sig selv og formanden da var 91 år.
Lense fortæller, at han i dag ikke længere sidder i bestyrelser og udvalg, men ‘nøjes’ med at gå i teatret. Og mødes med gamle kolleger og fagfæller.
Som han udtrykte det tilbage i 2009 i en portrætartikel i magisterbladet.dk:
‘Det har stor betydning for mit velvære, at jeg stadig færdes sammen med kollegerne i teaterverdenen. Jeg bliver respekteret som en af dem, selvom jeg er pensioneret, og det gør mig glad’.
Og han forsikrer, at der bliver snakket – og uddelt venlig kritik – både med teatrets egne folk og andre ‘professionelle’ tilskuere efter forestillingerne.
En værdig prismodtager
I maj sidste år blev Bjørn Lense-Møller så hædret med Karl Mantzius Prisen 2018, der uddeles til et teatermenneske, det være sig ‘kunstner, administrator, forsker eller ildsjæl, som har rykket hegnspæle i teaterhistorien’.
Mantzius var stifter af og den første formand for Selskabet for Dansk Teaterhistorie og dets første formand og var et alsidigt teatermenneske, der arbejdede både som skuespiller, instruktør, teaterdirektør og teaterhistoriker m.m.
Og som den nuværende formand, Alette Scavenius, indledte sin pristale med, så matcher Bjørn Lense-Møllers mangesidede aktiviteter ganske godt.
I talen lød det siden:
‘Selv om du er en altædende teatergænger, ved vi jo også at dit hjerte banker særligt for det alternative teater; børneteatret, de frie grupper, performanceteatret, alt det som de færreste, der har haft så store offentlige stillinger som du, ville røre ved; der er hverken penge eller prestige i det. I talrige debatter og selvbestaltede kommissionsforslag, alternative teaterlove, kronikker og læserbreve har du kæmpet for noget der bare minder om rimelige vilkår for det alternative teater – for ikke at tale om blot at have en scene at optræde på!’
Flere gode ord om Lense som den grå eminence, der altid har formået at løfte diskussionsniveauet til et sobert niveau og hvis betydning for dansk teater i meget mere end en menneskealder ikke kan overvurderes – og et menneske, der altid sat kunsten og hensynet til de, som udfører den, i centrum.
