Da 33-årige Nikolaj Mineka sidste år blev udpeget til leder af Teatret Møllen, signalerede det både en organisatorisk fornyelse med stop for kollektiv ledelse og et særdeles bevidst led i et generationsskifte fra et teater, der gennem årtier har fastholdt sin uomtvistelige placering blandt landets absolut bedste og mest spændende og egenartede børneteatre.
Skiftet antydede samtidig, at et opbrud i det gamle kerneensemble var på vej, og det er nu en kendsgerning, efter at instruktør, scenograf m.m. Gitte Kath (f. 1948 og med fra teatrets start i 1974) pr. 1. maj stoppede som fast medarbejder på teatret. Tilbage i den faste stab er dog stadig instruktør og skuespiller Ole Sørensen (f. 1952 og i ensemblet fra 1979), skuespiller Connie Tronbjerg (f. 1957 og i ensemblet fra 1985) og skuespiller Klaus W. Andersen (f. 1958 og i ensemblet fra 1987), der fortsat er en del af teatret og udgør et dramaturgiat for den nye teaterchef.
Gitte Kaths afgang fra det teater, hvor hun har haft et særdeles omfattende kunstnerisk arbejdsliv, er dog både udramatisk og gennemtænkt:
»Omvæltningerne på Møllen er også sket på mit initiativ, for generationsskiftet er nødvendigt, og jeg har så valgt at træde ud for at give plads til den nye leder og sikre ham plads til at forandre det kunstneriske rum. Jeg er selvfølgelig frygtelig spændt, men også meget positivt spændt på Møllens vegne,« siger Gitte Kath, der med sine 67 år absolut ikke har planer om pension og lediggang.
Hun fortsætter som freelancer og kunstner – og skal i øvrigt fortsat lave alle plakaterne til de kommende Møllen-forestillinger.
»Det er en så integreret del af teatrets visuelle udtryk, at det ville være helt forkert at stoppe med dem,« siger Gitte Kath, der også fortsætter på Møllen som en form for konsulent og med plads i teatrets såkaldte repertoireudvalg.
»Her kan jeg så komme med ideer og inspiration, men jeg har ingen egentlig indflydelse og i øvrigt er der jo nu en teaterleder, der bestemmer kursen,« siger hun.
'Mølle-stilen er mit sprog'
Hvad Gitte Kaths fravær vil betyde rent kunstnerisk for Teatret Møllen, vil først de kommende sæsoner give et nærmere praj om.
Men hendes indflydelse på teatrets særlige formsprog kan næppe overvurderes. Hun har med sin dramatik, instruktion og scenografi, i samarbejde med det faste ensemble, fremelsket og udviklet den særlige teaterstil, der gør en forestilling fra Møllen så genkendelig.
Det handler selvfølgelig om nærværet til publikum, den måde man etablerer en form for fiktionskontrakt med publikum på. Publikum skal, som Marit Wergeland-Yates skriver i bogen 'Teatret Møllens mange rum 1999-2009', se, at det bliver set. De skal opleve at spillerne er afhængige af dem for at kunne fortælle deres historie. Og her handler det også om at forføre og lokke publikum ind i det sceniske univers, hvor man bruger flirten som virkemiddel – lidt inspireret af gøglernes særlige henvendelsesform til et publikum på et marked eller i et cirkus.
»Mølle-stilen er mit sprog. Jeg vidste jo intet om teater, da jeg startede, men det er hvad jeg har udviklet – sammen med skuespillerne og et aktivt børneteaterpublikum. I princippet tager jeg stilen med mig, men alle på Møllen er jo opvokset sammen med Mølle-stilen, så mon ikke den kan spores i de kommende produktioner,« lyder det fra Gitte Kath til mulig beroligelse for de mange beundrere af Teatret Møllens underfundige, bevægende og gennemmusikalske forestillinger.
Kunstnerisk dominans
Men selvom Gitte Kath – der er uddannet på Kolding Kunsthåndværkerskole – kan prale af at have været med helt fra Teatret Møllens i øvrigt ganske turbulente start i Haderslev i 1974, indledte hun karrieren relativt beskedent som lejlighedsvis scenograf og siden plakatmager – i øvrigt sammen med sin mand, grafikeren og maleren Leif Kath.
Første scenografiske opgave var også teatrets første forestilling for børn, 'Tommel Tom' i 1974, mens første egentlige plakatopgave var 'Gøglernes Hamlet' i sæson 1981-82 – hvor hun også fik sin debut som manuskriptforfatter (børneforestillingen 'Det er osse os'), der tillige var hendes debut som instruktør. Scenografien stod hun – selvfølgelig – ligeledes for.
Og dermed var spunsen slået af den tønde, der siden har ført til et væld af forestillinger, hvor Gitte Kath har stået for både manuskript, instruktion, scenografi og plakat til samme forestilling.
Det er altså ikke mange teaterfolk beskåret og slet ikke på et så højt kunstnerisk niveau. Eneste umiddelbare sammenligning omkring en så altopslugende kunstnerisk dominans over en forestilling turde børneteaterhistorisk set være legendariske Ray Nusselein, der oftest stod for samtlige elementer i Paraplyteatrets forestillinger, hvor han så i øvrigt også selv var spiller, hvad Gitte Kath dog aldrig har indladt sig på…
Men med Paraplyteatret var der tale om en særlig form for enmandsvirksomhed med en meget lidet samarbejdsorienteret kunstner – og så lavede han trods alt ikke selv forestillingens plakater. Det gjorde oftest hans gode kollega, Gitte Kath…
Plakaten som omdrejningspunkt
Faktisk har plakatkunsten været et vigtigt omdrejningspunkt for Gitte Kaths teaterarbejde:
'Ret tidligt i min teaterkarriere så jeg, at jeg kunne bruge plakaten – at plakaten kunne fungere som en nøgle til historien… For publikum det første visuelle signal – og for mig selv ofte den første idé. Plakaten bliver et slags fast tegn, der symbolsk bevarer mindet om forestillingen', har hun tidligere udtalt (i Billedpædagogisk Tidsskrift nr. 3, 2002, her citeret fra plakatbogen 'Unplugged Design').
Men ganske som plakaten ikke har fået lov at stå alene og så alligevel har været et selvstændigt kunstværk, har hendes markante scenografiske aftryk også fungeret som en egentlig forløber for prøveforløb og instruktion, samtidig med at hun har forsøgt at undgå et totalt færdigt manuskript til en forestilling, fordi det skal være et åbent element, der kan indarbejdes i teatrets særlige form.
»For mig er manuskript, instruktion og scenografi så tæt forbundet, at jeg næsten ikke kan forestille mig en anden arbejdsfacon,« kommer det overbevisende fra Gitte Kath, der ofte har etableret en fast og ubrydelig scenografi, før spillerne overhovedet er nået på gulvet.
Hendes ofte ganske minimalistiske scenografier har haft til formål at ophæve skellet mellem scene og sal og imødekomme visionerne om en åben og meddigtende form, som skaber situationer og stemninger.
Man har i mange af Møllens produktioner kunnet fornøje sig med, hvordan en gammel lænestol, en vakkelvorn skammel eller en slidt kuffert kunne være hele scenografien – men det virker jo. Og Gitte Kath har altid lagt vægt på scenografier lavet af rigtige ting, der har været brugt til noget andet før og nu anvendes til at fortælle en ny historie.
Derfor har kolleger, venner og familie også gennem årene set hende slæbe forunderlige mængder af øjensynligt skrammel hjem fra containere, gader, markeder, udlandsrejser osv., der så er blevet til vigtige rekvisitter eller scenografidele i Møllens forestillinger.
Da Teatret Møllen i oktober 1996 deltog i ASSITEJ's verdenskongres og tilhørende festival i russiske Rostov on Don med forestillingen 'Cykeltyven' – inspireret af den italienske filminstruktør Vittorio de Sicas film fra 1948 om livet i en lille romersk arbejderfamilie – bestod en væsentlig del af scenografien således af en større bunke skrammel, som blev fløjet helt til Sortehavsbyen med charterfly.
Men da Møllens ensemble og de øvrige danske kongresdeltagere fik studeret den russiske by på nærmere hold, kunne man konstatere, at meget af det, der flød på gader og stræder, var ganske lig Møllens medbragte og omhyggeligt udvalgte og meget autentiske affald…
Et printet eftermæle
Mange af de gamle ting er blevet brugt igen og igen i nye forestillinger – og som objekter på de ikoniske forestillingsplakater, der er blevet en umistelig del af Teatret Møllens udtryk.
Selvom man siger, at teatret er det flygtiges kunst, hvor den enkelte forestilling højst står tilbage som en erindring – omend vore dages teknologiske landevindinger nu efterlader mange i filmet genkendelsesmulighed – så vil Gitte Kaths over 40 år på Møllen under alle omstændigheder stå mejslet i alle de plakater, som har ledsaget teatrets forestillinger – og som for den fortolkende iagttager kan bruges til at aflæse meget af hendes arbejdsform omkring selve forestillingerne: Den faste signatur i form af skrivemaskinetypografi a la gammelt hakkebrædt, slidte rekvisitter fra forestillingen, den tilsyneladende henslængte brug af personer og genstande, vilkårlige farveklatter og meleret baggrund…
Hun har her også sikret sig et smukt printet eftermæle i form af tre fine plakatbøger – og sådan set også gode ord i de to store bøger om Teatret Møllens historie, stil og produktioner (se faktaboks).
I disse plakatbøger kan man også se, at hun har været flittig med plakater i mange andre sammenhænge, DSB, internationale festivaler, de paralympiske lege, udstillinger m.v. – men altid med den collageagtige brugtbutiksform, der gør hendes plakater lige så genkendelige og unikke som Møllens forestillinger.
Og karrig med sine evner har Gitte Kath aldrig været. Som et lille indskud skal det da lige nævnes her, at hun bl.a. har lavet bogomslaget til denne skribents bog om dansk børneteater, 'For det største i de mindste' (2004), og en række avisforsider for BørneTeaterAvisen (1992) og for internationale særudgaver af samme i forbindelse med ASSITEJ-kongresser m.v. Bare sådan lige og uden beregning…
Den interne anerkendelse
Men hvor plakaterne har gjort Gitte Kath til en særdeles kendt international kunstner og kastet mange priser og hæder af sig, er hendes 40 års indsats som stilskaber og forbillede for noget af det allerbedste i dansk børneteater lidt af en offentlig hemmelighed i Danmark.
Man kunne godt ønske sig, at et så stringent og betydningsfuldt virke, som Gitte Kath har præsteret, også ville værdsættes uden for de små teatre og deres publikum, men fx Bikubenfondens store Hæderspris finder næppe vej til det sønderjyske. Der er trods alt for langt mellem København og Haderslev og for uinspirerende kort mellem ørerne på mange af de faglige eksperter, der finder frem til kurante prismodtagere – hvilket oftest vil sige voksenteaterkendte teaterfolk.
Også selvom der her er tale om en person, der har fremelsket en hel egenartet spillespil og også selvom det ikke er så svært at opsøge denne kunst, idet Teatret Møllen turnerer landet tyndt og har gæstespillet mange gange i hovedstaden.
Priser og hæder til såvel teatret som Gitte Kath er det dog blevet til, omend mest på de indre linjer (se faktaboks).
Men 'Lennie og George' løb dog med Møllens hidtil eneste Reumert-pris for Årets Børne-/Ungdomsforestilling i 2001 – som nok havde John Steinbecks bog ('Mus og mænd') som omdrejningspunkt, men i en typisk Gitte Kath-dramatiseret og iscenesat udgave.
Det er også blevet til en nominering i samme kategori for 'Claras krig' (2002), men for et teater af Møllens kaliber er undladelsessynderne hos Reumert-juryen til at få øje på. Det har de dog fået andetsteds, idet Gitte Kath for første gang er at finde i den nyeste udgave af Den Blå Bog…
Livet efter Møllen
Men nu er Gitte Kath altså for freelancer at regne, og det kan måske godt virke lidt skræmmende:
»Møllen har jo været hele mit liv, så jeg er da nogle gange vågnet tidligt om morgenen til tanken om, hvor skal jeg SÅ anbringe mit engagement! Men det er der altid blevet rådet bod på i løbet af dagen, og jeg har mange planer og opgaver forude,« fortæller Gitte Kath.
Den nære fremtid står i den grad i plakaternes tegn: Det starter med en udstilling i Skagen fra sankthans (Kulturhus Kappelborg), og så følger i strakt galop og med meget rejseri udstillinger med tilhørende workshops i Bolivia (La Paz), USA (New York og Missouri) og Mexico – inden der i februar 2016 blændes op for en stor retrospektiv udstilling på Plakatmuseet i Aarhus i anledning af Gitte Kaths 40 års jubilæum som teatermenneske og plakatkunstner.
Især den internationale del af plakatkunstneriet har tidligere på sindrig vis skulle plottes ind i den travle teaterkalender, men heller ikke denne kommer til at stå tom nu:
For nok skal man lige vende sig til hendes nye freelance-status i det øvrige (børne)teaterland, inden mulige opgaver aftales, men tidsmæssige huller har Gitte Kath planer om at fylde ud ved at kigge nærmere på de mange gamle og ufærdige manuskripter i skuffen:
»Og jeg vil også i gang med at dramatisere nye historier, som måske kan blive brugt andetsteds,« siger hun og erklærer, at selvom manus, instruktion og scenografi for hende udgør et hele, så vil hun ikke være 'religiøs' omkring det, hvis andre teatre kun vil gøre brug af en af hendes kapaciteter.
Men vælger et teater 'hele pakken', skal det blive spændende at se, om det så bliver en Møllen-forestilling…
»Jeg tager selvfølgelig min stil med mig, men ikke Møllen-spillerne, så der skal nok være forskel,« kommer det fra Gitte Kath, der så også lige får løftet sløret for en allerede aftalt freelance-opgave:
Det bliver såmænd for Teatret Møllen i Haderslev, hvor hun i 2017 skal stå for manuskript, instruktion og scenografi til en af sæsonens forestillinger! Og selvom man skulle tro, at det ville blive en slags business as usual, har Gitte Kath allerede en klar holdning til, at det vil være anderledes. Hun kommer nu som freelancer – og med en teaterleder, der kigger over skulderen og træffer de endelige afgørelser…
En spændende fortælling forude
Og selvom Gitte Kath hårdnakket afviser, at hun fremover vil være at finde i diverse faglige og statslige råd og udvalg og kommissioner, så har hun ikke tænkt sig at lade sine mange erfaringer med og i dansk børneteater gå til spilde.
»Jeg kunne godt tænke mig at fortælle om børneteatrets udvikling og udfordringer,« lyder det lettere henkastet fra hende.
Hvorefter teateravisen.dk fluks har lagt billet ind på DEN historie.
Men nu skal den officielle afsked med Teatret Møllen lige afvikles. Det sker ved en reception torsdag 28. maj kl. 15.00-17.00 på Teatret Møllen, hvor alle er velkomne til at kigge forbi.
***
Læs også artiklen 'Nye tider i den gamle vandmølle' om Teatret Møllens 40-års jubilæum, afsked med den kollektive ledelse og interview med den nye teaterleder.
