Som publikum er vi på lige fra begyndelsen. Titlen 'Vanity of Modern Panic – V.O.M.P.' er i sig selv skøn – sigende for indholdet i forestillingen og herlig i klangen: 'V.O.M.P.' – det er lige før lyden sætter sig fast i struben på én, som var det en stor blævrende delle. Og akkurat deller er det vi træder lige lukt ind i, på en måde selv gøres til og bagefter bliver bombarderet med.
En oval ring af lyserøde og pink tøj-pølser i forskellige overfladestoffer og størrelser danner en krans rundt om det område på gulvet, som er scenen. På 2. parket, lige bag raden af pølser på gulvet, sidder publikum på stole og udgør på den måde en slags i-baggrunden-kødrand. Op af pølse- eller delle-kransen rejser seks dansere sig så. De har ligger diskret 'gemt' mellem tøjpølserne og har med al tydelighed pølser monteret overalt rundt om på deres tætsiddende nylonstrømpe-stof-overtrukne hud.
Kropsideal-kritik
En pølse er proppet ind under nylonstrømpen på benet, på låret, på maven, på hoften, på ryggen, brystet, skulderen, ja selv oppe på hovedet er danserne dekoreret med en rad af deller og ekstra hud. Ansigterne er sminket sygeligt og hysterisk meget omkring øjne og kinder med lyserødt og pink. Og der er ikke sparet på brugen af kunstige øjenvipper.
Unge slanke piger tilsat ekstra 'fedtlag', som i den grad generer dem psykisk og skaber indbyrdes splid og fortræd. Eller kropsudstopninger steder hvor der mangler hud ifølge det herskende skønhedsideal – 'implantationer' som på samme måde skaber utilfredshed og konflikter.
Man fornemmer klart på dansernes attituder, bevægelser og samspil, at stykket handler om at kritisere et sygt kropsideal om at skulle se ud på en helt bestemt måde. Lydkulissen, som i en dunkende og konstant strøm hamrer ud gennem højttalerne, understreger den sygelige forfængelighed og skønhedsideal-dyrkelsen.
Musik på nåle
Til tonerne af budskabs-understøttende insisterende, gentagelsesfyldt og moderne skarpt- og marchklingende kompositioner begynder de seks udstoppede dansere at posere rundt på scenen med en gangart, som er de mannequiner på et modeshows podium.
Som dumme høns eller tinsoldater på rad og række. Som slaskedukker tømt for selvstændig stillingtagen. Som nervøst hakkende tandsæt. Som soldater i krig. Som nederlag og sejrsgudinder. Med skridt, som oser af at her kommer jeg og jeg ser mig selv blive set og åh er jeg ikke smuk – og alligevel har jeg det ad H til, fordi irriterende deller fylder mig ud lige der og der – og du kan se det – også selvom jeg holder mit ansigt i helt (botox-)stivnede folder.
Opfindsomme trin og kyndig dans
Gunilla Linds koreografi er humoristisk fræk og dejligt trin-forfriskende. Fyldt med variationer og samtidig enkel i sin næsten brutale fastholdelse af gentagelser. Rummet – de mange stofpølser langs kanten – som viser sig at være af meget forskellig størrelser og længder – bliver flittigt brugt til at illustrere budskabet. Og Lind lader danserne spille op til os med deres mimik og nærhed.
At danserne er toptrænede og dygtige til at bruge deres kroppe, er også af stor betydning for stykket. Både hver især og som gruppe imponerer Shuli Nordbek Azoulay, Katrina Holm, Josefine Ibsen, Emma Christophersen, Anna-Olivia Christesen og Esther Haugegaard.
På en forunderlig og skræmmende vis føler man, at det groteske, forvrængede og sygeligt kropsfikserede univers er milevidt fra hverdagen, samtidig med at det mærkes til at være ultra tæt på og meget realistisk i en tid med følg-moden-pres, plastikkirurgi og alkens forsøg på at sælge livs- og ungdomsforlængende medikamenter.
