(1.4.2011) Lige nu er der politisk uro og ufred i Syrien, men februar måned tilbragte Niels og jeg på Det Danske Institut i hovedstaden Damaskus i dejligt forårsvejr og med det formål at søge inspiration til en ny børneopera.
Stedet i sig selv er helt vidunderligt og vi var heldige at få den store ‘røde lejlighed’ med vægdekorationer fra 1763 og dertil også vores egen lille gårdhave.
Instituttet ligger lige midt i Souk’en ved ‘Den lige gade’. Dufte vælter næsten en omkuld, når man træder udenfor instituttet. Alle kendte og ukendte krydderier sælges – sammen med alt andet.
Befolkningen er uhyre søde og venlige, og de var det stadig, når de hørte, at vi kom fra Danmark…
Vores eneste problem var faktisk, at der kun blev talt arabisk(!) – og selvom alle mennesker meget gerne ville hjælpe os, når vi var faret vild i byen, så kunne de ikke læse vores kort. Det blev forsøgt afhjulpet af, at jeg hver dag fik vores portner til at skrive på arabisk, hvor vi skulle hen – men det var så alligevel ikke til megen hjælp, når vi satte os i en taxa, for ofte kunne chaufføren ikke læse…
Opera uden operaer
Der findes en stor opera i Damaskus, og det var noget af det første, vi tog hen til – man er vel fagidiot.
Bygningen er enormt stor og flot med tre store sale og bygget sammen med musikkonservatoriet. Der er bare det problem, at der endnu ikke har været råd til at opføre bare én opera. Det eneste, der skete i huset, var, at der var operabiograf i den ene sal, og så kunne de udenlandske kulturinstitutter leje sig ind i store sal og præsentere sig.
Et symfoniorkester skulle der også være, bestående af elever og lærere fra konservatoriet, men da vi forsøgte at købe billetter til den annoncerede koncert – ja, så havde billetkontoret aldrig hørt om koncerten.
Det viste sig at være ret typisk for byen. Flere gange oplevede vi at tage til steder, hvor vi gerne ville høre/se noget, men det var ikke-eksisterende. F.eks. ville vi meget gerne til det børneteater, som skulle spille hver dag kl. 17 i et af byens teatre. Vi begav os af sted i god tid – der står nemlig ikke adresser i kulturbrochuren, men kun byområder – og efter nogen timers søgen og ved rigtig mange menneskers hjælp fandt vi stedet – og vi kan garantere, at der ikke har været spillet teater der i de sidste ti år. Det var i stedet blevet til en af de meget sjældne forretninger, som solgte vin og alkohol.
Til skade for hørelsen
Men vi gav ikke op og fik hjælp til at finde et børneteater uden for byen. Det viste sig så, at de alligevel ikke spillede den dag, der stod i programmet, men en venlig portner mente, at de måske ville spille ‘Aladdin med lampen’ næste dag – og det gjorde de!
Aldrig har vi oplevet noget lignende. En enorm larm begynder (musik i husets overdimensionerede lydanlæg), dørene går op, og ind strømmer mennesker i alle aldre – fra nyfødte til bedsteforældre. Vi er nok omkring 250 mennesker i salen, og musikken er så høj, at vi sidder med fingrene presset hårdt ind i vores ører, for vi var alvorligt bange for vores hørelse.
Der går omkring 45 minutter, uden at der sker noget overhovedet – udover musikken. Og så – endelig kommer en mand ind på scenen med en mikrofon, som ikke bare skratter, men også overstyrer, så man i tilgift får sinus-hyletoner. Og der er stadig fuld musik på. Han råber meget meget højt, og så skal børnene tælle til ti, hvilket alle gjorde skrigende. Og så – sker der ikke noget …
Han går bag et tæppe og kommer frem et par minutter efter og spørger brølende om noget, og børnene skriger tilbage. Endelig kommer en udklædt person på scenen, en slags kylling. Han kan hoppe i sjippetov og hopper cirka 40 gange, mens alle tæller med.
Så kommer der et spørgsmål til salen: Hvem kan gøre det samme? Aha – før selve stykket begynde, skal vi åbenbart have et pædagogisk indslag!
Et hav af hænder ryger op, og en pige på 14-15 år kommer på scenen. Det viser sig, at hun kun kan hoppe tre gange, før tovet sætter sig fast i hendes støvler, og hun bliver sendt tilbage. Hun forsøger at prøve igen, men får ikke lov.
En helt lille pige kommer nu op, og hun kan slet ikke sjippe, kun svinge tovet (som er alt for stort til hende) op i hestehalen, og hun går så over tovet. Det kan ‘skuespilleren’ slet ikke klare – pigen bliver kasseret og sendt ned.
En håbløs oplevelse
Sådan fortsætter de i hen ved 20 minutter, men pludselig må der komme en masse børn på scenen – pigerne i den ene side, og drengene i den anden, og nu skal vi finde ud af, hvem der er stærkest til at rykke i tovet. Pigerne bliver (skammet) ud og ned i salen, men alle drengene får et stykke farvet papir til belønning.
Så sker der endelig noget nyt – en ny skuespiller kommer på scenen, han er ‘tryllekunstner’, og han kan få et stykke stof til at forsvinde i hånden. Det går der rigtig lang tid med. (Nok dels fordi han ikke kan andet, og dels fordi han ikke helt har lært det endnu…)
Nu er der gået over halvanden time, og en tysk bedstemor råber over til os (for her taler man ikke, man råber!): ‘Hvornår kommer Aladdin og hans lampe?’
OK – de to skuespillere går om bag et tæppe som hænger på en tørresnor og udgør scenografien, og efter nogle minutter kommer de ud igen – nu i andre silkebukser og med solbriller på – og det næste kvarter mimer
de til noget, som nok er børnesange.
Men ærlig talt – vi har fået nok og går. Om det var før eller efter den tyske bedstemor, ved vi ikke. Og vi fik heller ikke talt med børneteatret bagefter. Det virkede lidt håbløst med dialog her…
Les Amis des Marionettes fra Beirut
Det var desværre det eneste børneteater, vi kunne finde i Damaskus og omegn, men tidligere på året havde vi gæstet Dresden, og her fået god kontakt til dukkespillere fra Syriens naboland, Libanon.
De boede i hovedstaden Beirut, som ikke ligger mere end 100 km væk. Det viste sig dog at være temmelig besværligt at komme dertil – der gav mindelser om vores ungdoms rejser gennem Jerntæppet i Østeuropa – men det lykkedes. Og omvæltningen var total, pludselig velstand, højhuse, mærkevarer osv. – men også en soldat med skarpladt våben på næsten hvert gadehjørne.
Børneteatret hedder Les Amis des Marionettes og blev startet i 1984 og turnerede i fem år, hvorefter de fleste medlemmer rejste pga. borgerkrigen. Men tre blev tilbage, og de har nu arbejdet sammen i otte år, ligesom et nyt medlem netop er kommet til.
Teatret fortæller, at formålet er at gøre opmærksom på mennesker og natur gennem underholdning og leg, og man har genoplivet en gammel tradition, ’Hakawati’ – der er en fortællertradition fra Mellemøsten.
Politik og religion er bandlyst
Vi var med gruppen ude og opleve dem spille, og man må sige, at de gør et kæmpe arbejde for at levere teater under meget besværlige forhold. Teatret arbejder kollektivt og laver selv dukker og alt andet. Når en forestilling er ved at være færdig, filmer de forløbet på scenen og korrigerer ud fra det.
Teatret har ikke egen scene, men lejer sig ind på et teater en gang i mellem og ellers er man hele tiden på turne.
Les Amis des Marionettes får absolut ingen støtte fra staten eller fra anden side, men må klare sig selv – og satse på indkomster fra anden side også. De fortæller, at der hele Libanon blot findes to teatre og fem teatergrupper for børn, som spiller regelmæssigt.
Selv har de otte forskellige forestillinger på repertoiret og spiller omkring 150 forestillinger om året. De anbefaler et publikumstal på max. 100, fordi publikum deltager meget i forestillingerne.
Deres spillestil går efter at være underholdende, men med oplysende formål – så som vigtigheden af at passe på vandet og grønne områder og i det hele taget at vise respekt for naturen. Derimod rører gruppen ikke ved politiske eller religiøse temaer.
Selv mødte vi altså første gang Les Amis des Marionettes i Dresden i Tyskland, hvor begge vores teatre var til festival, men teatret har også været i bl.a. Østrig, Qatar og De Forenede Arabiske Emirater med deres forestillinger.
Praktiske problemer spænder ben
Tilbage i Damaskus havde vi mange gode snakke og kulturudvekslinger med folk under vores ophold på Det Danske Institut.
Instituttets nye leder, Anders Hastrup, lyttede gerne til vores snak om dansk børneteater, og han førte os også sammen med en syrisk operasanger, som var vildt optaget af, hvordan det kunne lade sig gøre at lave børneopera.
Vi tilbød at hjælpe hende til at udvikle noget, som hun måske i første omgang kunne bruge til at tage ud til alle de flygtningelejre, som findes i regionen. Og også at komme tilbage og arbejde med de syv syrere, som gik på musikkonservatoriet dernede, og som ønskede at uddanne sig i vestlig retning. Der er ingen muligheder i Syrien for arbejde, med mindre man vil synge folkemusik.
Niels tilbød endog at lave gratis mesterkursus for sangere og skuespillere i byen i de sidste 14 dage, vi var der. Men desværre druknede tingene i praktiske problemer, som det vist ofte sker i Syrien.
Og selvom vi hørte bunker af syrisk musik og så enorme mængder af den skønne kultur, som findes i Damaskus, har opholdet og oplevelserne overbevist os om, at vi ikke umiddelbart kan overføre det til en kammeropera i Danmark.
Vi begyndte på tre historier, men følte os ikke sikre på, at vi har fået fat i det rigtige, men inspirationen fra Damaskus kan måske anvendes på en anden måde senere…
