Gennem et sprosset vindue flyver en svale forbi på himlen. Gennem vinduet ses også skyggen af en person, som spiller på fløjte. Svalen passerer en rødt lysende aftensol eller en fuldmåne. Vinduet er anbragt lige bag et skråtstillet leje. Her kommer en skikkelse langsomt til live spændt ud under et klæde. Skikkelsen ligger i en sygeseng. Det forstår vi på den person i hvid hospitalskittel, som kort tid efter trisser ind. Lidt senere begriber vi, at stedet er en psykiatrisk hospitalsstue.
Skikkelsen under klædet strækker sine lemmer og begynder at baske med dem, som er det vinger. Man kommer uvægerligt til at associere til en fugl eller en sommerfugl. Og ganske rigtigt. Skikkelsen titter ansigtet frem og bliver til som Louis Marcussen, manden, der blev tvangsindlagt på Psykiatrisk Hospital i Risskov i 1929 og levede der i 56 år, mens han under det navn, han gav sig selv, Ovartaci (Overtossen), skabte en utrolig omfangsrig samling fabulerende malerier og skulpturer i bestræbelsen på at forstå og navigere i sit eget sind.
Hjerteblod og flerstrengede intentioner
Det siges ingen steder i selve forestillingen, at det er Ovartaci, som Maiken Dubois – der nu har forpuppet sig – gestalter. Publikum introduceres ultrakort for Ovartaci, inden de går ind i spillerummet. Og vi får at vide, at alle ord i forestillingen er brudstykker af noget, Ovartaci selv har sagt.
Indenfor i spillerummet ønsker de tre samarbejdende producenter ”…at invitere publikum på en rejse gennem Ovartacis sind, hvor virkelighed og fantasi smelter sammen i en legende og sanselig iscenesættelse”.
Og de formulerer tillige meget specifikt, hvad forskellige publikumsaldre får ud af forestillingsoplevelsen:
”Forestillingen balancerer mellem det fantasifulde og grænsesprængende sind og barnets legeunivers. For de voksne fremstår fortællingen som en skildring af et sårbart sind, hvor grænserne mellem virkelighed og hallucination opløses. Børn vil derimod spejle sig i fantasien og legen, hvor alt synes muligt mens unge vil kunne spejle sig i legen med identiteter hvor kreative udtryksformer giver et fordomsløst frirum. Forestillingen taler til både den analytiske voksne og det fantasifulde barn og udforsker emner som psykisk robusthed, identitet og forvandling.”
Ingen kan være i tvivl om, at der er lagt rigtigt meget hjerteblod i produktionen. Research og gode velmenende intentioner. Men desværre når forestillingen ikke i mål med sine – tillige misforstået aldersspecifikke – hensigter.
Verbalt vanskelig
Mennesket Ovartaci var på rigtig mange måder en original. En original som det absolut giver god mening at beskæftige sig med. Der er ufatteligt meget at fundere over og skildre scenekunstnerisk – fx med en vision at skildre anstaltspsykiatriens historie og dens indflydelse på mennesker, psykisk sygdom og sårbarhed – og i kombination med dette kunstens potentielt frigørende kræfter.
Det er gjort af andre som udelukkende voksenteater (fx af Teater freezeProductions). Men her i ’Sindet er en sommerfugl’ får vi desværre hverken et facetteret indblik i Ovartacis sjæleliv eller i hans kunstneriske talent. Flere faktorer spærrer vejen for en både følelsesmæssig betagende og intellektuel stimulerende oplevelse.
I den valgte kontekst fungerer det for eksempel ikke rigtigt at bruge Ovartacis egne ord. Uanset om publikum er børn, unge eller voksne, virker replikkerne både reducerende og forvirrende. Vi både sanser og forstår, at Ovartaci er en både emotionel og sindsforvirret person. Et menneske, som forestiller sig at transformere sig til snart det ene, snart det andet. Og det står klart, at vi har at gøre med en drømmer. Et menneske med frihedstrang.
Men de få autentiske ordfragmenter i den meget sommerfuglefokuserede kontekst kommer til at fremstå både noget kryptiske, utilstrækkelige og også lidt rodede – også selvom det er tydeligt, at forestillingen har besluttet sig for og gennemfører et forløb, hvor Ovartaci bevæger sig fra at være ”fastspændt’” eller indespærret patient til at blive ”fuldstændig flyveklar” – endda i en særdeles menneskestærk udgave. Ovartaci taler mod slutningen krystalklart visionært og siger i vi-form noget i retningen af: ”Vi føler ligesom, at vi er her for hinanden. Føler, at her er det virkelige menneske. Det individ, som verden behøver. Ja jeg kan godt flyve – fuldstændigt”.
Forvandlinger, frygt og frihed
I rollen som Ovartaci betror Maiken Dubois i begyndelsen af forestillingen svalen, at den nok skal blive lukket ud i det fri, når den er flyveklar. Hun fortæller, at hun har været mange forskellige slags fugle: ”Jeg begyndte som paradisfugl, og under flugten blev jeg til sidst forvandlet til en måge og kom til Grønland; men det er umådelig mange år siden. Det er omkring 3000 år siden. Jeg var sådan en lille fugl. Jeg har været fugl mange gange. Jeg har været en lille pipfugl i Kina…”
Hun forvandler sig fra pige til soldat – en soldat, der siger ”Vi skal på march. Må jeg få den lille sølvtromme, – den med den fine klang”. Hun maler og former en sommerfugl, som hun tager på sig, træder ind i og flyver som. Hun taler også gentagne gange om sin sygdom med ord som ”Jeg blev syg…de hører ikke mine tanker og de ved ikke hvad jeg blev syg af” og fabulerer om, at nogen bærer en kiste med et lille barn i. En kiste som er utæt, hvorfor der pludselig flyver en sommerfugl ud af den. En sommerfugl, som ikke må få våde vinger, nu det er blevet tordenvejr.
Det er alt sammen indviklede og barske sager, der udspiller sig i Ovartacis mentale kabinet. Også for komplekse og kryptiske, når den sammenhæng, de placeres i, ikke sender på samme frekvens. I stedet kaster Ovartaci sig ud i nok en sommerfuglekreation. Nu med lange tynde pensler. Siden som skyggespil. Og mod slutningen med Ovartaci der iført kimono med sommerfugletryk igen taler om dengang, han var pipfugl i Kina.
Vi både ser og hører, at Ovartaci gennem sine maleriske kreationer af og identifikation med sommerfugle og hans samspil med en kvindedukke (som Dubois fører), gestalter en selvbehandlende frihedsmanøvre – en løsrivelse fra nogle snærende normer. Og rummet forvandler sig tilsvarende fra indledningsvist at være et hospitalsrum til siden at være et malerværksted og en mental løsrivelseslegeplads.
Troværdigt vildskab
Udover at spille på fløjte og harmonika optræder Elisabeth Klein som plejepersonale, der laver høje skarpe lyde, når hun løsner bremsen på hospitalsmøblernes hjul. Hver gang farer Ovartaci forskrækket sammen. Som den følsomme sjæl han er, bliver han tydeligvis skræmt af de pludselige hårde lyde. Dubois udtrykker dette muskulært og ganske præcist.
De blikke af vildskab, Dubois formår at kaste ud i rummet, emmer tillige troværdigt af sindsforstyrret eller sindsstyret vildskab. Lidt større er hendes udfordring, når det handler om at udtrykke Ovartacis sindstilstande, når han transformerer sig, og når han beretter om sine mange forvandlinger. Her har gestaltningerne lidt for ofte karakter af noget mere udvendigt spillet.
Forestillingens sommerfuglekreationer og kvindedukke ligner eller er identisk med Ovartacis kunstnerisk streg. Fx har kvindedukken store skævt siddende mandelformede øjne, kolossalt lange ben lange og markant brede yderlår. De særegent fyldige lår går også igen hos hospitalsplejeren (Kleins stramme hvide hospitalsbukser er kraftigt polstrede på lårenes yderside) og spejler dermed Ovartacis billedkunstneriske univers.
For meget sommerfuglefokus
De tre samarbejdspartnere formulerer forestillingens vision sådan her: “Gennem visuelle og musikalske tableauer møder vi Ovartaci på hospitalsstuen, hvor sommerfugle, dukker og fantasivæsner kommer til live. Ovartaci skaber en verden, hvor forvandling er mulig, og hvor sindets skrøbelighed mødes med håb og skønhed”.
Det lyder dragende og godt. Desværre bevirker det dramaturgiske og det iscenesættelsesmæssige næsten demonstrativt manifeste, gentagne og udtalte fokus på sommerfugle og flyvedrømme, at man ikke rigtigt bliver inviteret indenfor og kommer i dybden med alt det, Ovartaci har at byde på med hensyn til psykisk sårbarhed, kunstnerisk drivkraft, kunst som redskab til bedre livskvalitet og til et kunstudtryk, som har fået navnet art brut [fransk: rå, ubearbejdet kunst] eller outsiderkunst og som Ovartaci herhjemme er en af de mest betydningsfulde eksponenter for.
