Den går rent ind. Børn som voksne suger og labber den til sig. ’Mio min Mio’ på Aalborg Teater er på alle parametre blevet til en rigtig vellykket forestilling. Den peger med et ganske særligt krystalklart lys på hjertet i Astrid Lindgrens vidunderlige eventyr om den niårige adoptiv-dreng Bo Vilhelm Olesen, der en dag på magisk vis kommer til Landet i det Fjerne, hvor han, som drengen ved navn Mio, finder mod til noget så stort som at tilintetgøre ondskaben, da han drager ud og slår Ridder Kato ihjel.
Mod, venskab og livsstyrke
Mørke, fortvivlelse, grumhed og gru står i kø i ’Mio min Mio’, som er mere dyster end den sorteste nat. På ét plan i al fald. Ridder Kato har et hjerte af sten. Han er ondskaben selv. Han knuser alles hjerter, gør dem til sten, og tryller børn om til fugle, der forpint flakser rundt på himlen.
Men mest af alt er eventyret fyldt med mod, venskab, håb og livslys.
Akkurat dette træder bemærkelsesværdigt flot frem i Hilde Brinchmanns opsætning på Aalborg Teater. Brinchmann har i parentes bemærket dramatiseret og iscenesat selvsamme eventyr i Norge, og den forestilling blev i 2019 tildelt Hedda-Prisen for Bedste Børneforestilling. Nu spiller den så på den nordjyske landsdelsscene som en co-produktion mellem Teatret Vårt og Nordland Teater i Norge. Med tre Aalborg-skuespillere.
Dramaturgisk helstøbt iscenesættelse…
Brinchmann har iscenesat yderst kyndigt. Med fingeren på pulsen i forhold til, hvordan man kan engagere og medinddrage et børnepublikum fra 6 år og opefter. Og med et godt og sikkert blik for, hvordan guldkornene i Lindgreens eventyr kan forvaltes scenisk interessant, så essensen bevares i en dramaturgisk helhed, som er klar og med arrangementer, som vækker både tanker og følelser.
Det er forfriskende, at man som landsdelsscene har flyttet forestillingen fra Store Sal til Lille Sal. De mindre proportioner giver i sig selv intensitet.
… med vellykket publikumsinvolvering…
Vigtigst er dog det, at nærværet forstærkes af den godt gennemtænkte måde hvorpå, publikum inddrages. Ikke med spørgsmål og henvendelser fra scene til sal. Men ved at vi som publikum dynamisk og flere gange undervejs bevæger os fra et sted til et andet. Vi skifter siddepladser. Vi sluses helt konkret ind i forestillingens fiktion.
Det at Østen Borre Simonsen, som spiller Bo Vilhelm Olesen/Mio indledningsvis sidder mellem tilskuerne, knytter publikum sammen med skuespillerne, som del af samme univers. Til slut, efter at vi undervejs har skiftet plads nok engang, slår forestillingen en skøn overraskelsesfyldt krølle på forløbet.
… og kompromisløs tilgang til indholdet
Ondt er ondt. Og det, man – læs ikke kun Mio, men alt og alle omkring ham – fornemmer som farefuldt, kræver overvindelser, som tager tid og er vanskelige at finde kræfter til. Det fremstiller forestillingen kompromisløst og med fine nuancer af følsomhed og styrke. I arrangementerne, i skuespillet, i rummets indretning, gennem musikken og i tilgangen til publikum.
Skuespil med nærvær, kontakt og præcision
Lars Topp Thomsen, Clara Josephine Manley og Østen Borre Simonsen giver oplevelsen styrke og glans. Fra første færd. Lars Topp Thomsen og Clara Josephine Manley tager imødekommende imod publikum og giver os lyst til den oplevelse, der venter på os.
I 'selve fiktionen' spiller Østen Borre Simonsen rollen som Bo/Mio med en god evne til på ikke-manieret vis at udtrykke både ensomhed, forsigtig glæde, frygt og mod. Clara Josephine Manley gør præcist og nuanceret fine figurer ud af Tante Ekla (Bos adoptivmor), den rare grønthandler og Bos bedste ven, pigen Binka.
Og siden når hun opvakt og udtryksfuldt spiller Jum-Jum, er ingen i tvivl om, at her er en sand ven – en som ærligt støtter og hjælper, uanset hvad vilkårene er. Og endelig skaber Lars Topp Thomsen med sit troværdige skuespil opmærksomhed om sig både som strid adoptivfar, Mios far, smed og ridder Kato.
Vi bladrer med, når bogens sider vendes
At materialisere en eventyrbog helt fysisk på scenen er set mange gange før. I nogle tilfælde virker den slags scenografiske løsninger noget demonstrative. Udvendige og for direkte pegende på tekstforlægget. Sådan er det ikke her. Ved at lade scenografien i ’Mio min Mio’ være en væg-til-væg stor udgave af Lindgreens eventyr – en, som skuespillerne vender siderne i, dvs. hele tykke bagvægge i – skaber Paul Sebastian Garbers rum, som forandrer sig tilpasset de handlinger, som udspiller sig i eventyret.
Skuespillerne reagerer på rummene i deres roller. På synet af bjerge, borge, mørke skove, sorte klipper m.v. På scenen dukker enkle genstande op: en brønd, en smedje, et klippehul, et blafrende forhæng af en natsort skovs træer.
Scenografien lever – sammen med Helena Anderssons hvide eventyrdrømmende kostumer i foldet papir og lange bløde lag, fint i kombination med skuespillernes intense og godt arrangerede spil; med tekstens klare forløb og fine medtagning og betoning af Lindgrens poetiske eventyrordvalg; og med en lydside, som ikke viger tilbage for på dramatisk vis at følge og betone hvordan eventyret bevæger sig fra det ene følelsesmæssige yderpunkt til det andet.
Stor, vigtig og ærlig eventyrrejse
Mio siger flere gange ”Jeg tør ikke”. Menneskene i Landet i det Fjerne viser ikke demonstrativt, at de ved, hvad der er på færde, og hvor nervøse og spændte de er på, hvordan Mio klarer sin store opgave. Det siver fintmærkende ud gennem deres ansigtsmimik, tale og kropssprog. De lader os fornemme og ane det i et forløb.
Lige fra begyndelsen, hvor Bo sidder på en bænk i ”virkelighedens verden” og befrier en ånd fra en flaske, til finalen, hvor Mio svinger sit magiske sværd, emmer af eventyrrejse. En rejse, som – med Jum-Jums ord til Mio – handler om, at: ”Du tør alt, hvad du vil, så længe du finder modet i dit hjerte.”
Man kan kun synes godt om, at en landsdelsscene, når kompetencerne er i top, vælger at spille medengagerende teater for børn på deres lille scene. Der bliver klogelig nok ikke skruet ned for uhyggen i ’Mio min Mio’. For som Lindgren også engang udtrykte det, har også børn brug for at græde og for at blive forskrækkede.
’Mio min Mio’ ryster og forskrækker givetvis nogle af de yngste publikummer. Men med en voksen ved siden og i det lys, at stykket formidler livsmod og ender lykkeligt, gør det mest af alt, og i sidste ende, godt. Også fordi der, som en lysende tråd gennem eller bag al uhyggen, findes en tråd af eventyrlighed og lys.
Undervejs og efter forestillingen er det, man oplever og mærker: En hvide hest, som på brusende vis kan galopere i luften. En hemmelighedsfuld brønd, der minder Mio om noget vigtigt. Skove, der bærer på hemmeligheder. En natvævet kappe, som gør Mio usynlig. Et lysende sværd, som kan gennembryde sten. En natur, hvor alt kærligt liv – både fugle, dyr, planter og mennesker – til alle tider har kendt til Mios vigtige bestemmelse. Og en kongesøn, prins Mio, som sammen med sin tro ledsager, Jum-Jum, klarer ærterne og sørger for frihed og lykke.
