Vi bevæger os ind på farligt terræn i begyndelsen af forestillingen ’Fra mig til dig’. De mellemøstlige toner, de fire burkaklædte kvinder, kamelerne, den snurrende dervish, tæppehandleren med pjusket moustache og krydderierne i rænker og rækker.
Klichéerne står i kø, og storetåen snuser til den tynde streg, der adskiller eventyrlig skildring af ’de varme lande’ og decideret ’hyggeracisme’.
Men lad os lige lade tvivlen komme Teater Lille Hest til gode. For historien om Omar er ikke historien om en indvandrerdreng i socialdemokratisk forstand; dem i dynejakker og med guldkæder, der laver ballade på S-togstationer. Den handler om en glad dreng, som pludselig skal forlade det land, han kender, og vænne sig til et nyt.
Og da han kommer til Danmark, opdager vi, at skildringen af vores land er lige så klichéfyldt og spøgefuld. Her er det især Omars besøg i supermarkedet, hvor der er knaldtilbud ’kun i dag’, og hvor de tossede ekspedienter synger om ’sennep, ketchup og remo’ på tuber.
Puha, så kan vi tage det helt roligt. Racismealarmen er afblæst. Vi har bare med en helt almindelig dukkeforestilling at gøre, hvor konturerne trækkes lidt hårdt op for at understrege historiefortællingen. Og når Disney kan, så kan Teater Lille Hest absolut også.
Flugten er skåret fra
Omar er en dreng, som drenge er flest. Han kan lide at flyve med sin drage, og han elsker sin bedstemor. En ellers helt almindelig morgen står hans kuffert pakket, og han får at vide, at de skal rejse med det samme. Hans bedstemor skal ikke med.
Det bliver ikke sagt direkte i forestillingen, at der er tale om en familie på flugt. Vi fornemmer blot, at rejsen er uventet, og at der kun lige er tid til faderens morgenbarbering, før de skal ud ad døren. Selve flugten eller opholdet i et asylcenter er heller ikke med. Vi krydsklipper direkte til den lejlighed i nærheden af rådhuset, hvor familien bor.
Det er en radikal beslutning at undlade denne skæbnesvangre del af de fleste flygtninges historie, men dramatiker Hanne Trolle – der selv havde fortællingen på repertoiret i sit nu nedlagte Teater Månegøgl for en halv snes år siden – skal anerkendes for at skære fortællingen så skarpt.
For når forestillingen ikke fokuserer på selve flugten eller på de rædselsfulde forhold, som familien sandsynligvis er flygtet fra – eller den flygtningepolitik, som familien er blevet mødt med her til lands – så er det med til at understrege, at Omar er ligesom dig og mig.
Og dermed bliver ’Fra mig til dig’ en historie, der giver os en dybere forståelse for ’den nye dreng i klassen’, som ikke altid bare kommer fra en anden by, men også nogle gange fra et andet kontinent. Dermed stimulerer forestillingen vores evne til fordomsfrit at møde nye venner.
For udramatisk?
Kirsten Victoria Lind har skabt et af de simpleste scenografiske genistreger, denne anmelder hidtil har set, hvor hun med en guldsnor og nogle usynlige knapper syet i et sort bagtæppe kan tegne konturerne af by, bjerglandskab og bakkedal. Sammen med Irene Beckers stemningsfulde musik får forestillingen et klart og absolut velfungerende udtryk både visuelt og auditivt.
Historien er særdeles velopbygget. Vi møder først Omars bedstemor, der fortæller os, at hun skal ud på en lang rejse for at besøge én, som hun savner. Selve forestillingen med Omar, som vi først møder i det fjerne land og derefter i Danmark, er således et flashback, og forestillingen slutter hos bedstemoderen igen, der er klar til at tage afsted.
Men er det ikke et problem, at det hele er så udramatisk? Er det et problem, at flygtningekriser reduceres til en ufarlig feel-good-historie, blot fordi det er dukketeater for børn? Normalt ville denne anmelder stejle over tandløsheden, men Teater Lille Hest har skabt en forestilling, der vil noget med sin gode stemning.
Og vi kan ikke undgå at gå fra forestillingen med et lille smil på læben – et smil, som vi sender videre til den næste fremmede, vi møder ude i virkeligheden. Mere aktivistisk og debatterende behøver teater vel heller ikke at være…
